Man kan ikke tage Vivild ud af pigen

Tina Søgaard er Vivild-pige helt ind til benet. Byen og barndommen har været byggesten til den succes, hendes kosmetikfirma Ecooking oplever i dag. For nylig blev hendes virksomhed solgt for så svimlende et beløb, at iværksætteren ville kunne trække sig tilbage nu. Ikke på vilkår, siger hun

Artiklens øverste billede
Tina Søgaard sammen med sin mor, Karin Rasmussen, som for nogle år siden flyttede fra Vivild til Kolding for at være tættere på datteren og børnebørn. Privatfoto

Der er nok i virkeligheden flere mennesker, der kender kosmetikmærket Ecooking end Vivild. Men uden Vivild ville mærket måske slet ikke findes. Ecookings produkter forhandles i flere lande, og stifteren af makeup- og hudplejeserien, 54-årige Tina Søgaard, er født og opvokset i Vivild. Og det var her, i barndomshjemmet, at kimen blev lagt til det, der driver hende i dag.

Den, der har evnen...

Tina Søgaards mor er Karin Rasmussen. Umiddelbart efter Tina kom til verden, mødte hendes mor Palle Rasmussen, og selv om han ikke var Tina Søgaards biologiske far, så var det især ham, der gjorde hende til det, hun er i dag.

»Han har gjort den største forskel nogen overhovedet har kunnet gøre for mig i mit liv – han har bevist, at det miljø, man vokser op i, kan være lige så værdifuldt som blodets bånd«.

Palle Rasmussen var en karakterfuld mand i lokalsamfundet i sine roller som mangeårig fodboldtræner.

»Både min mor og Palle var meget aktive i alt muligt, der foregik i byen. Sportsfester, arrangementer og i hele fritids- og foreningslivet i byen. Palle var en sjov mand, som alle vidste, hvem var. Han var også ret god til fodbold, og folk, der kan huske ham, kender ham nok bedst som Palle Hund.«

I hjemmet i Vivild var rollefordelingen helt tydeligt trukket op. Karin Rasmussen sørgede for, at alt derhjemme fungerede, og så var der tid til, at Palle kunne følge Tina og hendes bror i alt, hvad de lavede. Begge børn dyrkede meget sport. For Tina Søgaard blev håndbolden det vigtigste.

»Palle var altid med til alle kampe og bakkede op. Når vi ikke gjorde vores bedste, fik vi det at vide. Og så lærte han os at tage ansvar. Jeg har altid været parat til at stille mig forrest og tage imod både ris og ros. Palle fodrede os simpelthen med læresætningen ’Den der har evnen, har også pligten’ (oprindeligt formuleret af A.P. Møller, red.), så det var helt naturligt for mig for eksempel at tage et afgørende straffekast i en håndboldkamp.«

Konkurrence

Tina Søgaard fortæller, at hendes stedfar, som hun dog kun kalder far, var konkurrencemenneske ud til fingerspidserne.

»Og det smittede af på måden, Ulrik og jeg blev opdraget på. Hvis min lillebror og jeg rejste os og gik hen til en dør, så begyndte vi, uden at noget blev sagt, lige så stille at gå hurtigere og hurtigere, for det lå bare dybt kodet i os, at alt var en konkurrence, selv at nå først hen til en dør,« griner hun og fortsætter med en anekdote:

»Jeg kommer lige i tanke om en historie fra dengang jeg gik i 6. klasse, tror jeg. Der var to drenge, der var hurtigere end mig i 800 meter løb, og jeg ville jo selvfølgelig gerne være den hurtigste. Så jeg gik i træning, og Palle kørte ved siden af mig, mens jeg løb, og motiverede mig. Det endte da også med, at jeg fik den hurtigste tid og slog drengene.«

Fra håndbold til hudpleje

Hvis man googler Tina Søgaard og Ecooking, så kommer historien om, at hun startede firmaet efter en skilsmisse uvilkårligt frem. Det er også sandt, men troen på egne evner, målet om at være bedst og altid gøre sig umage, lå allerede dybt begravet i hende.

»Palle sidder altid på skulderen af mig. Han drev os til at gøre vores bedste og gøre os umage. Det er gode egenskaber, når man gerne vil opnå sine mål, men det kan måske godt være lidt irriterende at være i nærheden af. Ikke mindst fordi jeg også er frygtelig stædig. Nogle bliver trætte af mig, fordi jeg bliver ved og ved, indtil jeg får det, som jeg synes, det skal være. Jeg stopper ikke, før jeg er tilfreds,« smiler hun.

Tina Søgaard har nok altid vidst, at hun gerne ville noget, hvor hun selv kunne bestemme, uden at hun så sig selv arbejde med lige præcis hudpleje eller kosmetik.

»Selv om både Palle og min mor arbejdede på trykkeriet, så herskede der en iværksætterånd hjemme hos os. De brugte den bare i fritiden. De var ekstremt igangsættende, har altid samlet mennesker og fået tingene til at ske. Der var aldrig nogen nej-hat, mere sådan en ’det klarer vi da bare’- hat, for hvor der var vilje, var der vej.«

Tina Søgaard startede Ecooking hjemme i sit køkken, hvor hun lavede cremer til sig selv. Rygtet om effekterne af Tinas produkter spredtes efterhånden, og hun blev kontaktet af kosmetologer og butikker, der ville have fingre i dem. Ecooking kom på hylderne i 2015.

»Jeg er lykkedes med nogle ting. Jeg er selvfølgelig ydmyg og taknemmelig, men jeg har virkelig også knoklet for det. Det kræver sin kvinde at starte som iværksætter sidst i 40’erne. Når jeg sætter mig et mål, så sætter jeg barren højt, højere end den måske behøvede at være, for så når jeg længere, end jeg ellers ville have gjort. Det er ikke sådan, jeg driver mine medarbejdere, det er vist mere mest mig selv, jeg forventer det af.«

I dag bor Tina Søgaard og hendes mor begge to i Kolding. For et års tid siden blev 70 procent af Ecooking solgt for et tre-cifret millionbeløb, så iværksætteren ville kunne trække sig tilbage nu, men det kommer ikke på tale.

»Jeg har da mange flere mål, jeg gerne vil nå. Der er mange ting, jeg ikke er god til, men hvis jeg skulle nævne tre ting, jeg bestemt er god til, så er det at få ideer, fører dem ud i livet og få folk til følge mig og tro på, at vi når vores fælles mål. Jeg barsler med et nyt hudplejemærke, og så er det meget vigtigt for mig at bruge min succes og erfaring til at give noget tilbage som mentor for unge mennesker.«

Tina Søgaard, stifter af Ecooking og født og opvokset i Vivild på Norddjurs. Pressefoto

At give noget tilbage

Tina Søgaard husker kun Vivild som et trygt sted at vokse op, hvor alle kendte alle, og netop derfor blev man nødt til at opføre sig ordentligt. Meget af hendes familie bor der endnu, og hun nyder stadig at komme tilbage.

»Vi stod sammen i Vivild, dengang jeg var barn og ung, og det gør de stadig. Det er det, der karakteriserer sådanne små byer, for man er nødt til at tage ansvar for lokalområdet. Bare se på hele projektet omkring Smedens Have. Det er jo fordi, der er nogle, der ikke vil finde sig i, at der sådan en grim plet i byen, og så gør de noget. Det er typisk Vivild.«

Ad flere omgange har foreninger i Vivild da også tjent penge ved hjælp af Tina Søgaard og Ecooking. Der skal nemlig pakkes mange gaveæsker, for eksempel op til jul, og det kan barndomsbyen da lige så godt tjene nogle gode penge på, som nogle andre kan, mener hun.

»Jeg ved, at Vivildborgere løser tingene 100 procent og på en ordentlig måde. Tit når jeg sender pakkeopgaven ud til andre steder, så forsvinder lidt hist og pist, men det ved jeg bare, at det ville aldrig ske i Vivild.«

Pakkeopgaven kan sagtens give over 100.000 kroner, og det er sandsynligvis ikke sidste gang, at Tina Søgaard sender opgaven til hjemstavnen.

»Det betyder meget for mig at give noget tilbage. Det værdisæt, som uskrevet ligger i hver en krog af Vivild, ligner meget godt det, jeg har for min virksomhed, nemlig åbenhed, ordentlig, gennemsigtighed og at gøre sig umage.«

Ecooking er et hudpleje- og kosmetikfirma, som laver produkter til både mænd og kvinder. På firmaets hjemmeside står i øvrigt følgende: Hvorfor hedder vi egentlig (eco)oking? eco – fordi vi er eco-friendly cooking – fordi det hele startede i Tina Søgaards køkken.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.