Maltfabrikken er en god forretning for hele Syddjurs

En rapport konkluderer, at Maltfabrikken skaber økonomisk gevinst for samfundet. Syddjurs Kommune har netop besluttet at øge tilskuddet med 400.000 kroner næste år.

Artiklens øverste billede
Det tog 10 år at forvandle Maltfabrikken til kulturcenter og kostede 165 millioner kroner. Foto: Marie Ravn

Skaber kultur en økonomisk værdi for samfundet?

Hvis man skal tro en ny rapport, som måler den økonomiske effekt af Maltfabrikken, så er svaret ja. En af hovedkonklusionerne i rapporten, bestilt af Syddjurs Kommune og udført af analyseinstituttet SilverLining Research, er nemlig, at der kommer fire kroner tilbage for hver krone, der skydes i Maltfabrikken. Med andre ord, så betyder det, at hver gang det offentlige skyder 1 krone i fabrikken, så kommer fire tilbage gennem skat, forbrug, turismeomsætning med mere.

»Jeg er selv ret overrasket over resultatet. Det er mere, end jeg havde troet,« siger direktør for Maltfabrikken, Kristian Krog, som også var en af de bærende kræfter i at realisere forvandlingen af byens gamle fabrik.

»Vi laver jo ikke sådan et sted her for at tjene penge eller med noget så fint som samfundsøkonomiske effekter for øje. Vi er drevet af nogle andre, blødere værdier som livskvalitet, fællesskab og kulturoplevelser, men det er også derfor, vi synes, det er spændende at få nogle udefra til at analysere på hard core tal.«

I rapporten bruges en såkaldt ABS-model, som analyserer Attraktions Betydning for Samfundet. Det er en veldokumenteret og anerkendt analyse, som flittigt bruges i turist- og oplevelsesbranchen. Ved at kigge på faktorer som turister, omsætning, skabte arbejdspladser, omsætning, skat, moms mm., laves et estimat på, hvad den samfundsøkonomiske effekt af en attraktion er.

Analysen fra Silverlining tager udgangspunkt i, at den røde fabrik i Ebeltoft, som i 2020 åbnede som kulturcenter, årligt bidrager med 32 millioner kroner til samfundsøkonomien. 27 af dem kommer fra selve Maltfabrikkens betalinger til samfundet, mens de sidste fem skabes af turister, der besøger attraktioner i området. 8 af dem ryger tilbage til samfundet, ikke mindst i kraft af de 74 årsværk, fabrikken hvert år skaber.

Tilskud fra kommunen

Maltfabrikken er opstået som et partnerskab mellem kommune og borgere. I år har Syddjurs Kommune givet et driftstilskud på 1,4 millioner kroner, og noget tyder altså på, at det har været en god forretning at støtte din, min og vores fabrik. Aftalen, som parterne lavede i sin tid, indeholdt fra kommunen et krav om, at Maltfabrikken skulle evalueres inden aftalens udløb i 2022. Derfor hyrede Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget (KFL) i foråret analyseinstituttet SilverLining til at måle på kulturstedets effekt. Både økonomisk, men også i forhold til blandt andet turisme og erhverv.

SilverLining Research er et erfarent analysebureau og altså eksperter i den såkaldte ABS-analyse. Den konkrete rapport over Maltfabrikken bygger dels på forskellige data og dels på 231 face-to-face interviews af besøgende på stedet i foråret, af samarbejdspartnere og af borgere i både Syddjurs og fem nabokommuner.

Rapporten blev forelagt KFL-udvalget i august, og af det netop indgåede budgetforlig fremgår det, at kommunen fortsat vil støtte Maltfabrikken økonomisk. Og endda med en hel del mere end hidtil.

I 2023 kan kulturhuset derfor se frem til 400.000 kroner ekstra, altså i alt 1,8 millioner kroner, som så yderligere forhøjes til 1,9 millioner kroner i 2024.

Lokalavisen har forgæves forsøgt at få svar fra Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdsitriktsudvalget, på spørgsmålene om, hvorfor partierne bag budgetforliget har valgt at hæve driftstilskuddet væsentligt til Maltfabrikken, og om pengene ikke kunne bruges bedre på for eksempel unge og ældre, men udvalgsformanden har på grund af travlhed ikke haft tid til at vende tilbage.

Kristian Krog giver beslutningen om at sende flere midler følgende ord med på vejen:

»Jeg synes det er stærkt gået af byrådet at de prioriterer kunsten og kulturen i en udfordrende tid. Når jeg har talt med vores lokale politikere kan jeg mærke at Maltfabrikken har en bred opbakning, og at de ser en stor værdi i partnerskabet. Det er et godt udgangspunkt i forhold til at udvikle vores område i fællesskab.«

Nu har vi rå tal på, at vi bidrager til kommunekassen, og det er selvfølgelig et godt argument i forhold til at overbevise politikerne om, at de skal investere i kultur.

Kristian Krog, direktør Maltfabrikken

Attraktiv

Ud over den økonomiske effekt, blev andre ting også undersøgt i analysen, blandt andet hvordan Maltfabrikken opfattes af kommunens borgere, af de besøgende og stedets samarbejdspartnere, og kigger man på svarene, så er det måske ikke så mærkeligt, at Syddjurs Kommune vil poste penge i det kulturelle flagskib.

Hvert år har Maltfabrikken cirka 500.000 besøgende. Nogle af dem blev i april mødt af en person med en ipad, som helt uvildigt og på vegne af analysebureauet interviewede dem.

Blandt de besøgende tilkendegav tre ud af fire, at de var meget tilfredse med deres besøg, mens stort set resten svarede, at de var tilfredse. Næsten alle ville anbefale Maltfabrikken til andre. Det er et usædvanligt højt tal for en tilfredshedsmåling af en turistattraktion, hvis man sammenligner med lignende analyser.

Undersøgelsen viser også, at meget få overnattende besøgende er taget af sted primært på grund af Maltfabrikken, hvilket kan indikere, at det er et sted, man besøger, når man alligevel er her.

Efter interview af 499 borgere i fem omkringliggende kommuner, konkluderer analysen, at næsten otte ud af ti mener, at Maltfabrikken gør Ebeltoft til et mere spændende sted og er godt for Syddjurs Kommunes image. Lige over halvdelen af de østjyske adspurgte borgere, som inden analysen kendte til Maltfabrikken,mener, at stedet i høj grad eller meget høj grad gør Syddjurs til et sted, der er værd at besøge.

Udfordringer

I rapporten peges også på, hvilke udfordringer Maltfabrikken har.

Dem tager Kristian Krog også imod med kyshånd.

Det har været skræmmende, at vi skulle overlade det nogle udefrakommende at analysere vores hjertebarn. At vi slet ikke kunne påvirke resultatet. Vi har fået både surt og sødt ud af det, heldigvis mest sødt, men også det sure, og det er godt, for så bliver vi ved med at udvikle os.«

Et af bekymringspunkterne fra stedets samarbejdspartnere er, om fabrikken kan blive ved at forny sig.

»De fleste er godt tilfredse med vores samarbejde, men enkelte ser en fare i, om vi kan blive ved med at udvikle os, finde på nye ting, så vi bliver ved med at være spændende. Vi skal hele tiden tænke over, hvordan vi kan gøre nye landvindinger, genopfinde os selv og nye projekter. Nu er vi jo lige som godt i gang, vi har vundet mange flotte arkitekturpriser, men det betyder jo ikke, at vi skal læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Vi holder os på tæerne, så vi kan blive ved med at være relevante, ikke mindst for de lokale.«

Og det sidste er en anden af Maltfabrikkens udfordringer, hvis man skal tro undersøgelsen. Her nævner flere samarbejdspartnere netop det vigtige i, at kulturhuset skal være tilgængeligt for alle.

Et par af de samarbejdspartnere, der er blevet interviewet, pointerer i følge rapporten, at der er en kløft mellem det finkulturelle og jordforbindelsen til det lokale. For eksempel er det dyrt at leje lokale og købe forplejning, så det kan være mindre attraktivt for foreninger at møde op. Det er vigtigt at få de lokale med, lyder det, for det er folkets fabrik, så der skal være åbenhed for alle fremfor det elitære og akademiske.

Kristian Krog anerkender problemet med tilgængelighed, og der arbejdes hele tiden på, at justere rammerne, både de fysiske og økonomiske, så flere kan føle, at Maltfabrikken også er et sted for dem og deres aktiviteter.

»Det her skal være din, min og vores fabrik, og det mener jeg også, den er i vid udstrækning, men samtidig er vi en forretning, som primært er selvfinansieret, så vi skal også have tingene til at løbe rundt,« forklarer han.

Ikke for meget støtte, tak

Med et øget driftstilskud fra næste år fra Syddjurs Kommune, bliver det nemmere for Maltfabrikken at være mere tilgængelig, fordi der så kan gives rum til flere foreninger, som gerne vil bruge et lokale. Derfor er Kristian Krog selvfølgelig glad for tallene i det nye budgetforlig, men han vil hellere bruge ord som investering end ord som støtte:

»Mange kultursteder hviler primært på økonomi fra andre, men der skiller vi os ud. Sidste år var vi mere end 85 procent selvfinansieret, og det er på steder, som vi sammenligner os med, oftest lige omvendt. Alt for meget tilskud kan blive en sovepude i forhold til, at vi skal være skarpe på at holde os lækre. Jeg vil ikke helt op på 50 procent, men jeg drømmer på sigt om 25-30 procent offentlig bidrag.«

Han er overbevist om, at rapporten fra Silverlining om Maltfabrikkens betydning for samfundet har spillet en rolle.

»Der er ikke mange, der tænker over, at kultur har en værdi, og hvis det bare var noget, jeg gik rundt og sagde, så er der nok ikke så mange, der vil tro på det. Nu har vi rå tal på, at vi bidrager til kommunekassen, og det er selvfølgelig et godt argument i forhold til at overbevise politikerne om, at de skal investere i kultur.«

Han mener dog ikke, at det økonomiske nødvendigvis behøver at være et kriterie for kulturinitiativer, men at rapporten her viser, at økonomi også kan være en faktor.

»Det giver et godt standpunkt i forhold til næste gang, kommunen skal tage stilling til et kulturelt initiativ, for eksempel Kulturgrunden i Hornslet. Men det vigtigste for mig vil altid være de andre værdier, som kulturcentre skaber. Dem, som er sværere at måle. Altså fællesskab og forhåbentligt også en god portion livskvalitet for dem, som kommer her.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.