Oplev det første 'drys' af julehygge
Egegaard på Kaløtorvet i Rønde starter julehyggen fredag 18. november ude og inde.
Egegård slår fredag 18. november kl. 14.30-17.30 dørene op for julemarked og byder velkommen til at alle, som har lyst til at opleve det første ”drys” af julehygge såvel udenfor i den friske novemberluft som indendørs i hyggelige Egegård.
Spejderne sælger igen nybagte æbleskiver samt varme drikke. Duften af brændte mandler og brænderøg sætter den rette stemning, og den rare Julekone vil rundhåndet dele ud af de goder sager fra sin store kurv. Der er café med kaffe og kringle og tombola. I de nye lokaler i tilbygningen findes boder med et væld af julegaveideer, advents-pynt samt lækkerier.
Den efterhånden traditionsrige julekonkurrence appellerer til sjov og samarbejde i familierne/grupperne, og præmien er igen et gavekort til en kagenisse fra Menybageren til en værdi af 250 kr.
Fællessang
Aktiviteter for børn, gerne med følgeskab, tilbydes inde i det kreative værksted og ude i Egegårds have, hvor byens mange spejdere lægger op til nissesjov.
Kl. 17.15 rundes julemarkedet af, hvor alle – som noget nyt – samles i haven, som vil være hyggebelyst. Kendte julesalmer synges som fællessang, Kirkens Børnekor og Ungdomskantoriet sender smukke ord og toner ud i novembermørket, og til slut holdes en kort tale og vinderen af julekonkurrencen offentliggøres.
Som det sidste vil lyset på det store lindetræ atter blive tændt. I år bliver der ingen julebelysning i gaderne, men Handelsstandsforeningen har i lighed med de øvrige byer i kommunen valgt at tænde lys i nogle få juletræer på torvene, således også i lindetræet, hvis belysning er sponsoreret af Handelsstanden, byens kirkelige og humanitære foreninger samt menighedsrådets sogneudvalg i forening.
Arrangører af julemarkedet er Y´s Men´s Klubben, KFUM-spejderne, Danmissions Lyssalg, Kirkens korshærs Strikkedamer, Indre Mission, LC Kalø (Lions Damer), Sognets Julehjælp og Rønde Handels-standsforening.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
gs