Generalforsamling: Distriktsråd sætter trafikken på dagsordenen
Næste uges generalforsamling i Ryomgård Distriktsråd har trafikpolitiske planer for Ryomgård området som dominerende tema
RYOMGÅRD Ryomgård Distriktsråds generalforsamling, der i foråret måtte udsættes på grund af COVID-19, er nu fastsat til tirsdag 11. august klokken 19 på Det Gamle Posthus.
Umiddelbart efter generalforsamlingen er der et indlæg fra chefen for Syddjurs Kommunes afdeling for Teknik og Miljø, Rune Asmussen, som vil fortælle om trafikpolitiske planer for Ryomgård området.
Der er intet som trafik, der kan få folk op af stolene, så mon ikke Ryomgård Distriktsråd med valget af tema, vil opleve stort rykind.
"Det er et område som påkalder sig stor interesse lokalt. Bl.a. fordi flere projekter, herunder Nord-sydvejen gennem Ryomgård, er udsat efter det seneste budgetforlig," siger Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd.
Hertil kommer, at der på baggrund af den seneste offentlige debat om fartdæmpende foranstaltninger i byen, sikkert vil være stor interesse for at høre kommunens bud på løsning at dette problem, og hvordan man sætter ind mod vanvidsbilister.
En af disse torpederede tidligere på sommeren et hus på Nimtoftevej i djævelsk høj fart.
Den nuværende plan
Syddjurs Kommunes økonomiske situation har betydet, at de næste etaper af Nord-syd vejprojektet rykker længere ud i fremtiden.
Det går også ud over planerne i Ryomgård.
Etape 1: Omfartsvejen uden om Nimtofte fra Frederiks-lundvej til Randersvej er i mål. Omfartsvejen er på ca. 3,2 km og den dobbeltrettede cykelsti på ca. 4,1 km. (fra Margrethelundvej og til Djurs Sommerland ).
Ingeniør Peter Sandell, Team Mobilitet ved Syddjurs Kommune, har tidligere forklaret til Lokalavisen, at tidshorisonten for de øvrige etaper ser således ud (årstal):
- Ryomgård – Kærende: 2021-22
- Thorsager-bypassage: 2025-26
- Ryomgård-bypassage: 2027–28
- Ryomgård – Thorsager (fra byskilt til byskilt): 2027-29
- Thorsager – Korslund: 2029–2031(forventeligt – er uden for den 10-årige anlægsplan). Den klart mest omkostningstunge, ifølge Peter Sandell.
Interesserede læsere kan finde den reviderede anlægsplan som bilag til byrådsmødet 29. april 2020, hvor et politisk flertal på 26 minus Enhedslistens Jesper Yde Knudsen vedtog et justeret kommunalt budget for 2020 med besparelser på 48 mio. kroner på driften og 30 mio. kroner på anlæg (udskudte anlægsprojekter).
Ryomgård-Kærende
Det er vigtigt at understrege, at der kan blive pillet yderligere ved ovenstående tidsplan af politikerne, som Peter Sandell påpeger:
Samtlige af de resterende etaper i projektet figurerer i overslagsårene (2021 – 2023) (i Budget 2020, red.) eller endnu senere, og der er derfor ikke besluttet noget endeligt herom (politisk, red.). Det kan sagtens være, at de kommende budgetforhandlinger målrettet 2021 og overslagsårene 2022-2024 ændrer ved tidsplanen.
Strækningen mellem Ryomgård og Kærende - med primært en cykelsti - er på den nye plan rykket frem i hierarkiet til Etape 2 og står nu til at blive projekteret og udført de to kommende år.
Etape 3 i Thorsager var oprindelig planlagt gennemført i 2020-2021.
Her er der to projekter i støbeskeen. 1. Arbejdet med at gøre strækningen fra rundkørslen og videre ud ad Stationsvej til letbanestationen sikker for cyklister og gående i form af cykelsti i den ene side af vejen og fortov på hele strækningen. 2. Nord-sydvejen gennem Thorsager (fra byskilt til byskilt).
Etape 4, by-passagen gennem Ryomgård (fra byskilt til byskilt) stod til at blive realiseret i perioden 2022-2023, men rykker nu også nogle år ud i fremtiden.
Skulle Syddjurs økonomien bedre sig, er der naturligvis ingen tvivl om, at der igen kan blive rykket rundt på planerne.
Ideen til Nord-syd vejen stammer fra rapporten 'Masterplan for infrastruktur på Djursland', som blev udarbejdet af Djurslands Udviklingsråd tilbage i 2007.
Årets ildsjæl
Aftenen slutter med, at Distriktsrådet uddeler årets ildsjælepris til en person, der har leveret en særlig indsat til gavn for byen i det forgange år.