Fra Moskvas propaganda til frihed i Ørsted: »Nu kan jeg trække vejret igen«

Russiske Valeria Christiansen er dansk gift, og da hendes land invaderede Ukraine, valgt de at forlade Rusland og flytte til Ørsted på Djursland. Men erkendelsen af, hvad hendes hjemland gør, er svær.

Artiklens øverste billede
Valeria Christiansen er blevet blæst over af Danmark, som hun synes er et utroligt smukt land. Privatfoto

Valeria Christiansen træder ind på Ørsted bibliotek, og selv om her er hyggeligt mellem de farverige bogtitler, så er det næppe at sammenligne med de bonede gulve, hun plejede af stå på midt i Moskva på et af de fineste teatre, byen havde at byde på. 

Med sin lille og næsten skrøbelige fremtoning fylder hun ikke meget i sofaen, men når hun taler om sin karriere, lever hendes øjne, så man sagtens kan fornemme, at de har kunnet nå langt ud over scenekanten - eller tv-skærmen for den sags skyld. De samme øjne fyldes af tårer, når hun fortæller om det øjeblik, det gik op for hende, at Rusland ikke reddede ukrainerne fra nazismen, og at hun havde levet i en løgn spundet af diktatorisk propaganda. I dag har hun vendt sit liv på hovedet, er flyttet til Ørsted og betragter imponeret såvel det smukke landskab som den frihed, vi danskere lever i.

»Jeg har et valg. Jeg kan bakke op om regimet og sige, at det ’frelser verden fra Vesten’, sådan som det russiske folk hjernevaskes med, eller jeg kan vælge sandheden. Jeg vælger det sidste, og jeg skammer mig over mit land. Jeg er knust og vred. Havde aldrig forventet, at mit land kunne gøre dette.«

Usynlig indoktrinering

Valeria Christiansen gjorde karriere som skuespiller i Moskva, inden hun måtte forlade landet. Hun var fast tilknyttet teatret Moon Theatre i Moskva. Noget, som kun er de dygtigste skuespillere forundt. Hun havde også roller i film og tv-serier.

»Det var helt surrealistisk den dag, jeg måtte gå op på teatret og skrive under på min opsigelse. Jeg havde været der i 10 år og arbejdet hårdt for at nå den position på scenen, jeg havde, så det var en drøm, der brast,« fortæller hun.

Hun mødte sin mand til en koncert nogle år før. Han arbejder også i underholdningsbranchen, og de fandt hurtigt tonen. De flyttede sammen, og da Covid-nedlukningen kom, og de begge stod uden noget at lave, begyndte de at overveje at flytte til Danmark. I efteråret 2021 tog hendes mand til Danmark, mens Valeria Christiansen blev tilbage i Moskva med deres to børn. 

Så kom krigen. Eller rettere, for Valeria var det ikke krig. Hun troede oprigtigt på, at Rusland var gået ind i Ukraine for at frelse landet. Fra nazismen og fra Vesten. På det tidspunkt havde hun nogle venner, som havde den modsatte opfattelse. Og de brugte ordet krig. 

»Det var helt forrykt for mig. Jeg brugte lang tid på at snakke med dem og argumentere for, at det, Rusland gjorde, var det rigtige. Nogle af dem rejste ud af landet. Andre fik bøder for at bruge ordet. En kom i fængsel. Jeg forstod ikke, at de kunne tro det om vores land.«

Der gik dog ikke mange dage før hendes mand tog til Rusland for at hente sin familie hjem.

»Jeg blev helt forvirret og forstod ikke hans panik. Jeg var dybt frustreret, og vi skændtes« fortæller hun og bliver rørt. Ikke så meget over skænderierne, som over den følelse af skam hun fik, da hun erkendte, at hun havde taget fejl. At hun langsomt og usynligt var blevet indhyllet i statens propaganda, helt uden selv at opdage det.

»Det er uhyggeligt. Før det var jeg ikke den store forbruger af nyhedstjenester, hverken de statslige eller internationale, og alligevel havde løgnene nået mig, og jeg var faldet for det. Det beviser bare, at det virker, hvordan de langsomt spreder det som gift i vores samfund. Det var krøbet ind på mig, bagfra. At vi var en hvid styrke, udvalgt af Gud, til at redde verden. Men det hele var en løgn. De siger, at Vesten er styret af satan. Men jeg kan se nu, at det er den russiske stat selv, der er satan.«

Valeria Christiansen skammer sig stadig. Ikke mindst over sit land.

»Hvorfor? Hvorfor skal de smadre et land, slå kvinder, mænd og børn ihjel. Hvorfor? I Rusland har mange ukrainske venner. Vi har altid betragtet Ukraine som vores søsterland, og nu er der had imellem vores folk. Alligevel tror nogle af mine nærmeste venner stadig, endda gudmoren til et af mine børn, at Rusland gør noget godt. Det er meget, meget svært at være i. Ukraine er smadret, men også Rusland er blevet splittet indefra.«

Valeria Christiansen gjorde karriere som skuespiller i Moskva, inden hun måtte forlade landet. Hun er allerede tilknyttet et casting bureau her i Danmark. Pressefoto

Har et håb

Valeria Christiansen og hendes mand, som af forskellige grunde ikke ønsker sit navn i avisen, har nu bosat sig i Ørsted i et lille hus med deres børn. Hun går på sprogskole, men det er ikke altid nemt, når hun skal fortælle, at hun er russisk.

»Folk spørger, hvor jeg kommer fra, og der er nok mange, der forventer, at jeg svarer Ukraine. Når jeg så siger Rusland, ser de ud som om, de har fået en kold spand vand i hovedet. Jeg har oplevet, at en medarbejder i lufthavnen, da vi landede, ikke ville betjene mig, fordi mit pas var russisk. I min klasse er der selvfølgelig mange ukrainere, og nogle af dem har meget svært ved bare at være i samme rum som mig. Heldigvis er de fleste forstående, men det er svært at være genstand for deres had til Rusland. At de føler, at jeg er grunden til det helvede, de går igennem, selv om jeg ikke har haft nogen indflydelse på det. Jeg forstår dog fuldstændigt, at de hader Rusland.«

Hun troede, hendes liv ville slutte, når hun skulle flytte fra sin plads i spotlightet i pulserende Moskva til en lille landsby. Skulle hun tage alle sine kjoler og stiletter med? Det gjorde hun, og heldigvis viste livet sig i Ørsted at byde på noget fantastisk.

»Det er her, det virkelige liv er. Hvert et hjørne af Danmark er smukt. Vejret er så blødt, og jeg er fascineret af, hvordan alle mennesker gerne vil have plads omkring sig. Her er et lavt stressniveau. Mine øjne er faldet til ro. Her kan jeg trække vejret igen.«

Det er ikke kun naturen, Valeria Christiansen suger ind. Også måden vi i Danmark lever liv på.

»I respekterer mennesker her. I er ligeværdige. I Rusland er respekt forbundet til frygt. Rusland holder sin befolkning i et jerngreb, der er smedet af frygt. Her i Danmark er der ingen manipulation. I bliver ikke kontrolleret, I vælger selv,« siger hun, mens tårer igen triller ned over hendes kinder.

»I er mindre afhængige af ting. Af Gud, af Staten. I er ikke undertrykte, men frie.«

Hun har bestemt sig for aldrig at vende tilbage for at bo i Rusland igen. Kun hvis det bliver europæisk, siger hun. Men hun efterlod en karriere der, og i dag er det eneste, hun savner, bortset fra enkelte russiske madprodukter, sit arbejde. Hun er dog fortrøstningsfuld ved udsigten til at komme på lærredet igen.

»Jeg har rakt ud til en masse i skuespilbranchen, og de har været så søde. Flere skuespillere, blandt andre Peter Mygind, har sagt, at de tror på mig, og at jeg altid kan kontakte dem, hvis jeg skal bruge hjælp. Jeg er optaget i CPHCasting, og jeg håber selvfølgelig meget, at nogen kan bruge mig. Men uanset, så har jeg fuld af tillid til og tro på, at min familie og jeg får et godt liv her. Jeg kan sagtens se en fremtid i Ørsted.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.