Kom på udveksling med Rotary
Det er non-profit organisationen Rotarys afdeling i Rønde, som sendte Emilie Mondrup til Peru
RØNDE Hvert år samler Rønde Rotary klub penge ind for at kunne sende to unge af sted på udveksling efter folkeskolen. Sidste år var det Emilie Mondrup fra Mørke, der kom et år til Peru, og Jonas Kjærgaard fra Ryomgård tilbragte et år i Mexico.
Hvad er Rotary
Rotary International er er en verdensomspændende organisation bestående af Rotary klubber med ca. 1,2 mio. medlemmer i 166 lande. I Danmark er der ca. 11.700 medlemmer i 272 klubber. På Djursland er der klubber i Rønde, Rosenholm, Ebeltoft og tre i Grenaa.
Det er et netværk, hvis medlemmer arbejder efter menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau ved at skabe netværk og trække på hinandens erfaringer.
Desuden er klubberne engageret i internationale, men også lokale forhold.
At være på udveksling
En af de ting, som Rotary klubberne gør, er at sende unge, lokale på udveksling i udlandet. Man er sponsoreret af den Rotary klub, der har sendt en af sted. Det betyder, at egenbetalingen ikke er alt for stor.
"Rotary er en af de billigste måder at sende sit barn på udveksling – og jeg vil vædde med, det også er den sikreste," fortæller counsellor i Rønde Rotary klub, Per Villumsen.
Det er fordi, man som forælder til en Rotary udvekslingsstudent også forpligter sig til at være værtsfamilie for de Rotary studerende, der kommer til Danmark i tre omgange af cirka tre måneders varighed.
"På den måde er det familier, som er kendt af Rotary, man kommer til at bo hos. Så vi kan stå inde for dem," siger Per Villumsen.
Man skal skrive mindst fire gange til Rotary klubben, mens man er af sted.
"Det var rart at skrive hjem til Rotary om sine oplevelser. Så får man også et godt forhold til den organisation, der har sendt mig af sted og har udvalgt lige mig til det," fortæller Emilie Mondrup, der var i Peru.
Sådan kommer man i betragtning
Man skal fylde 16 i det år, man tager af sted, men må ikke være fyldt 18. Og så skal man have gennemført folkeskolen. Karaktermæssigt skal man være i klassens bedste tredjedel.
Derudover skal man være udadvendt og klar på et år i udlandet, hvor man engagerer sig i familie- og skolelivet og i frivilligt arbejde.
Læs mere på rotary.dk eller kontakt den lokale Rotary Klub.