Kvinde kend dit skæg

HYLLESTED SKOVGÅRD "Kvinder har ikke skæg... per definition –men de fleste af os har jo alligevel lidt. Måske lidt små hår på overlæben, og der er også kvinder, som får stride hår på hagen. Det er noget alle ved, men ingen snakker om," siger Rie Pedersen lidt kryptisk om titlen på sin nyudgivne novellesamling, hvor alle hovedpersonerne er kvinder.

På bordet i den gamle skole i Hyllested Skovgård, hvor forfatteren bor, står en mælkekarton til kaffen, der næsten symbolsk bærer sloganet "smagen af frihed". Og man kan da også mærke på 66-årig unge Rie Pedersen, at hun er gammel rødstrømpe, når hun når til pointen med det med kvinder og skæg - at skæg blandt andet kan være et symbol på styrke:

"Kvinder har også en stor styrke. Den er bare ikke så synlig, som den er hos mænd. Kvinder kan for eksempel være meget manipulerende. Jeg synes, at kvinder skal vedkende sig sit skæg og stå frem med sin styrke."

Ikke et kampskrift

Selvom det måske kan lyde lidt som et kvindekampskrift, så er det slet ikke det, der er meningen med bogen. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det blev en kvindebog. Efterhånden som Rie Pedersen skrev og samlede novellerne kom hun på, at det kunne være sjovt, hvis alle hovedpersonerne var kvinder.

"Jeg havde ikke nogen større moralsk idé med det. Det er et tværsnit af forskellige kvinders liv fra vugge til grav. Hovedpersonerne er ikke nødvendigvis repræsentative... men så lidt alligevel, hvorfor har jeg ellers skrevet om dem," siger Rie Pedersen.

Hun kan godt være lidt spændt på, om hun "får en på hattepulden" af især den nye feministbevægelse for at give mange af kvinderne i bogen en offerrolle.

"Men der er så mange kvinder, der ikke har det godt. Især de unge kvinder, som bliver ofre for deres egen perfektionisme, og der er mange, der lider af angst. Jeg ville ønske, at kvinder tillod sig selv at slappe mere af og finde ud af, man ikke behøver at være perfekt," siger hun.

I samlingen finder man en novelle om en kvinde, der skal skrive en novelle til en konkurrence, men som hele tiden bliver forstyrret af for eksempel sine børn. Til sidst bliver hun slået af en anden forfatter - en mand, der er ungkarl. Sådan er vilkårene, og måske har kvinder bare somme tider andre prioriteringer, om vi vil kendes ved dem eller ej, fortæller Rie Pedersen.

"Jeg var en del af rødstrømpebevægelsen som ung. Vi fik tilkæmpet os gode ting som ligestilling og fri seksualisering, men dem som virkelig arbejdede for det endte med at gå med jakkesæt og blive lige som mændene," siger Rie Pedersen, der som ung ikke troede på, at der var en biologisk forskel på mænd og kvinder - ud over det synlige selvfølgelig.

Men det er der nu engang, og det skal man vende til sin fordel, og kønnene kan også lære af hinandens forskelligheder, mener hun.

"Jeg kan godt misunde mænd, at de er gode til at fokusere på det, der er væsentligt," siger Rie Pedersen i modsætning til kvinder som ofte hænger sig mere i detaljerne.

"Vi bør supplere hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden."

Kvinder, kvinder kvinder

Fra bogreolen i hjemmet river Rie Pedersen en bog ud fra en af sine mange kvindelige forbilleder. Domitila Chúngara er en boliviansk kvinde, som på en stille facon fik samlet minearbejdere til et oprør mod diktaturen i 1980'erne.

"Det der fascinerer mig er kvinder med power. Om det så er politisk, spirituelt eller noget andet - bare det kommer "from heart". Kvindekamp er ofte idealistisk, men det er vigtigt, at man også kan mærke det indefra," siger Rie Pedersen.

Til spørgsmålet om kvindelige forbilleder nævner hun også danske kvinder som Suzanne Brøgger og Stine Bosse - kvinder som hun ikke altid er lige enige med, men at de tør stå ved sig selv, har hun stor respekt for.

Selvom kvinder fylder i hendes liv, så bliver næste bog ikke en kvindebog. Måske næste hovedperson i stedet er en mand?

"Jeg har en anden bog i tankerne... og det er noget helt andet! Hvis jeg ellers får ro til at skrive den," siger hun, der ud over at brænde for at skrive også er meget engageret i lokalsamfundet.