Jeg arbejder altid - men travlt vil jeg ikke have

Jac Hansen træder ud ad døren til sit hus i Egsmark i arbejdstøj og knaldgule seler. Skimtende op mod en blændende forårssol står han under en farverig pagodelignende trækonstruktion, der leder tankerne hen på Asien. Krummelurerne og de røde søjler findes også på den anden side af huset, som han sammen med sin kone Birgit Wøhlk tegnede og flyttede ind i for 11 år siden.

Over brændeovnen i køkkenet hænger gamle kobbergryder og pander og vugger næsten umærkeligt. Små kuriositeter i keramik pynter i alle hjørner, og sammen med de gule seler, den farverige indgang og Jac Hansens lune og spillevende frostblå øjne fortæller de en historie om en mand og et liv drejet af livsglæde og kreativ virketrang. 

I forlængelse af køkkenet ligger det, han kalder sit gammelmands-værksted. Det lille lokale er pænt, ryddeligt og beæret af at være i selskab med skulpturer i forskellige stadier, der alle skal ende i dette års påskeudstilling på Fuglsøcentret. Temaet for udstillingen er dialog, og det kommer Jac Hansen omkring ved at mixe materialer og lade dem gå i dialog, for eksempel ler, messing og bronze. 

»Det her er den første klovn, jeg nogensinde har lavet,« siger han og trækker en figur frem.

»Jeg synes, at klovne så nemt bliver kedelige.«

Og meget kan man sige om Jac Hansen, men kedelig er ikke et ord, ret mange forbinder med hverken kunstneren selv eller hans lerfigurer.

Jeg kan ikke andet

Han er opvokset i Trørød på Nordsjælland mellem to meget forskellige hjem. Hans far, som var en succesfuld antikvitetshandler med butik i Gothersgade i København, var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Hans mor, som også var selvstændig og kreativ og levede af at lave lampeskærme, giftede sig igen med en meget velhavende mand og bevægede sig i de fine kulturkredse. 

»Jeg var en uge hvert sted. Nogle vil måske kaldet det en skizofren barndom, for den ene weekend rendte jeg rundt på stenbroen og delte pamfletter ud, og den næste spiste jeg østers på Kystens Perle med de fornemste folk, men begge hjem var kærlige, og jeg har lært at begå mig i alle lag af samfundet.«

Det var også via sine forældre, at Jac Hansen blev en del af keramikeren Bjørn Wiinblads hjem.

»Jeg kan huske, første gang jeg kom der som barn. Der var høj operamusik, varme og så sad de voksne dér og legede med ler.«

Wiinblad tog egentlig ikke lærlinge, men som 16-årig startede Jac Hansen alligevel i mesterlære hos mesteren selv, og i 1960 fik han svendebrev som pottemager.

»Det er der meget få, der er uddannet som. Jeg har været meget tilfreds med min uddannelse. For det første var det morsomt, lige som Ib Schønberg siger, hver dag bør være en fest. For det andet var det et farverigt hus fuld af overdådighed og glæde. Der var ingen dogmer om, at kunst skulle se ud på en bestemt måde. Han plejede at sige, at vi måtte lave alt, bare det var godt.«

Den filosofi har Jac Hansen taget med sig, og hans egne keramikfigurer er let genkendelige, fulde af symboler, farver og dekorationer. 

»Vi har en stor skandinavisk og østeuropæisk lertøjstradition, som er utrolig frodig med masser af modelleringer på bondelertøjet, så hvorfor skal vi ikke bruge det? Jeg er ikke modernist, tværtimod, det lader jeg andre om, og jeg vil glæde mig til den epoke er slidt op. Vi har tabt en uskyld, og der er mange gode grunde til, at det er sådan, så det er egentlig ikke en kritik af modernismen, men ting kan blive for skrabet og fjerne sig for meget fra der, hvor vi mennesker er.« 

Den kreative skabertrang er iboende i ham, og han kan ikke andet end at skabe, siger han. For år tilbage solgte han i ni gallerier i hele Europa. I dag udstiller han kun den ene gang om året på Fuglsøcentret. Al sin kunst sælger han hjemmefra, og det går heldigvis meget godt.

»Jeg er vant til, at det går op og ned, men jeg har været heldig, at min kunst har vundet genklang hos så mange. Jeg arbejder meget, ja faktisk hele tiden med enten huset, mine heste og får eller mit ler. Men jeg nægter at have travlt. Hvis jeg havde været klogere, ville jeg gerne have læst nationaløkonomi. Der er mange tekniske fag, som interesserer mig, og det har jeg brugt i mine ting ved at blande mange materialer.«

Et unikum

Det gør han for eksempel, når han arbejder med cloisonne, fortæller han, og drejer den lille tekande på bordet, så tuden i cloisonne-stil, der er loddet fast på en potten af keramik, kan ses.

»Cloisonne lærte jeg at lave de år, jeg var i Kina. Det er en kompliceret, men i Danmark overset, teknik. Folk regner ikke denne særlige form for håndværk for noget. Det er simpelthen ikke agtet herhjemme, fordi det er sådan noget Kina-noget, men det er en omstændelig og svær proces, som jeg har lært at beherske, og som jeg også bruger elementer af i de lerfigurer, jeg laver nu.«

Han har lavet alverdens ting, fortæller han, men næsten altid kun en af hver. Han har kunnet leve af at lave unikaer.

»Det er lykkedes, fordi jeg fortæller historier, som andre godt kan forstå. Alle vi kreative mennesker fortæller historier, men jeg har bestræbt mig på at være i det poetisk folkelige, og folk fortæller mig, at de bliver glade af mine ting. Jeg har lavet masser af værker med spidse tænder, men på en eller anden måde skræmmer de ikke.«

Den dag i dag, mere end 60 år efter, at han så de voksne lege med ler, er keramikken for ham stadig en leg. Han insisterer på ikke at skabe ironisk distance i sin kunst, men derimod ærlige, let aflæselige humørspredere, som han sender af sted med et kærligt blik, for det fortjener verden. 

»Jeg har stor fornøjelse af det. Jeg er meget bevidst om ikke at bruge tid på de ting, jeg ikke kan finde ud af. Der er ingen, der skal tage mit humør, men verden, som den ser ud i dag, påvirker mig. Det er ikke blevet nemmere at bevare mit gode humør, men jeg er meget et vilje-menneske, så jeg har det godt, fordi det vil jeg have.«

Påskeudstillingen på Fuglsøcentret er en årligt tilbagevendende begivenhed og arrangeret af Syddjurskunstnerne, en sammenslutning af professionelle kunstnere, heriblandt Jac Hansen, der alle er bosiddende i Syddjurs Kommune. Udstillingen har fernisering 5. april kl. 17-19 og kan ses frem til 10. april.