Ambitiøs udbygning af botilbud til ældre standses

Det blev til en lang debat om ordenes betydning og signalværdier, da nye centre for pleje, senhjerneskader og demens blev standset.

Artiklens øverste billede
I ældrebolighandlingsplanen skulle der i Grenaa opføres et nyt demenscenter ved Dolmer. Den plan sammen med nyt plejecenter og senhjerneskadecenter i Auning bliver nu standset. Norddjurs Kommune vil dermed revurdere behovet for antallet og typer af ældreboliger til fremtiden Illustration: Norddjurs Kommune

Enhedslistens Ulf Harbo ramte hovedet på sømmet, da han efter lang tids debat på kommunalbestyrelsesmødet konstaterede, at han stadig ikke var blevet klogere på, hvad forskellen mellem pause og standsning egentlig var. 

Det blev nemlig langt hen ad vejen en strid om ord, og særligt hvad ordenes reelle betydning var, da kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til fremtiden for den ellers ambitiøse ældrebolighandlingsplan, som kommunen vedtog for to år siden. 

Planen indeholdt et nyt plejehjem samt et senhjerneskadecenter i Auning og et nyt demenscenter i Dolmer, men virkeligheden har overhalet projektet, siden det blev vedtaget. 

Verdenssituationen har resulteret i, at udgifterne til byggerierne er steget så meget, at det vurderes, at man ikke længere kan holde sig inden for den økonomiske ramme, der er afsat. 

Prisstigningerne vil blandt andet betyde, at Norddjurs Kommune ikke vil kunne holde sig inden for almenboligloven. 

Ældrebolighandlingsplanen kom ellers til verden i en vished om, at antallet af ældre borgere i Norddjurs Kommune vil stige i de kommende år. 

Den prognose er der ikke ændret ved, men det betyder ikke, at man skal bekymre sig om, at der ikke vil være ældreboliger nok fremover.

»Vores dækningsgrad (antal plejeboliger i forhold til efterspørgsel, red.) kan sagtens bære den her beslutning. Vi har rigeligt med frie plejecenterpladser til at kunne fylde med for nuværende. Det er ikke inden for de næste fem til syv år, vi får det behov,« har formand for voksen- og plejeudvalget, Mads Jensen (K), tidligere fastslået til Lokalavisen.

Ældrerådet i Norddjurs Kommune har også udtalt, at der for nuværende ikke er bekymring over antallet af plejeboliger i kommunen, omend rådet dog er skuffet over, at det ventede projekt ikke kan føres ud i livet. 

S vil ændre

Allerede for et år siden blev det besluttet at sætte projektet på pause, og i december 2022 besluttede en enig kommunalbestyrelse, at behovet for et senhjerneskadecenter skulle revurderes. 

I april stemte et flertal i voksen- og plejeudvalget for at standse projektet og dermed give plads til igen at vurdere behovet for at etablere senhjerneskadecenter, demenscenter og almindeligt plejecenter. 

Ved den lejlighed tog Socialdemokratiets Karoline Bergkvist Søgaard forbehold til beslutningen, og da sagen nåede økonomiudvalget var der pludselig større splittelse om det videre forløb for ældrebolighandlingsplanen. 

Det fik Socialdemokratiet til at stille et ændringsforslag på kommunalbestyrelsesmødet. Handlingsplanen skulle ikke standses, men sættes på pause i et år, lød forslaget. 

Og så er vi tilbage ved Ulf Harbos undren, for da Socialdemokratiets Lars Møller fremlagde ændringsforslaget konstaterede han også, at der egentlig ikke var uenighed om, at man på grund af den økonomiske situation ikke kan gennemføre projektet nu. Det vil imidlertid sende et andet signal, hvis man fra politisk side sætter på pause fremfor at standse det. Det vil blandt andet give muligheden for, at udgifterne til byggeri retter sig. Samtidig vil det give tid til, at man fra lokalpolitisk side vil kunne påvirke landspolitikerne til at hæve anlægsrammen, så man kan føre byggeriet ud i livet og stadig overholde almenboligloven, lød argumentet. 

Ny eller gammel plan

Det argument købte tilhængerne af at standse projektet dog ikke. Hvis det skulle lykkes ville det kræve en hidtil uset og urealistisk hævelse af det beløb. 

Derfor vil det give bedre mening at standse projektet nu, så man i stedet for at vente et år, kan bruge tiden på endnu engang at undersøge det reelle behov. 

Det var således essentielt i debatten, at ingen af parterne ønsker at lægge en fremtidig plan for ældreboligbehovet i graven. Det handlede om vejen derhen. Pause og genoptagelse af den eksisterende eller standsning af den eksisterende og dermed muligheden for at lave en ny. En ny plan som jo i princippet kan ende med at ligne den eksisterende, når behovet igen vurderes, som formand for voksen- og plejeudvalget Mads Jensen (K) bemærkede det. 

Pause eller standsning kom dermed til afstemning. 

Socialdemokratiets ændringsforslag blev stemt ned med stemmerne 14 imod og 10 for. 

Det blev således vedtaget, at projekteringen af et nyt plejecenter i Auning, et nyt demenscenter i Grenaa samt et nyt senhjerneskadecenter standses, da Venstre, Konservative, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten stemte for. Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og løsgænger Jens Kannegaard Lundager stemte imod. 

Fraværende til kommunalbestyrelsesmødet var Martin Raghner (K), Bente Hedegaard (S) og Fritz Birk Sørensen (S). 

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.