KV21: Magten kostede indflydelse: Kun tre kram til Stegger

Da forhandlingerne var overstået endte Socialdemokratiet med borgmesterposten. Sejren kom på bekostning af socialdemokratiske formandsposter i de stående udvalg. Den kommende borgmester er dog tilfreds med udfaldet.

Artiklens øverste billede
Michael Stegger Jensen udtalte inden valgstederne lukkede, at han ikke havde lavet aftaler om eventuelle udvalgsposter med sine partifæller. De havde dog fået lov til at tilkendegive deres ønsker. Dagen handlede dog mest om at få valgt en borgmester, sagde han. Foto: Mark Sigetty Bøje

Et kram – eller mangel på samme – kan sige mere end tusinde ord. Efter lange forhandlinger blev det natten til onsdag bekendtgjort, at Michael Stegger Jensen (S) bliver ny borgmester i Syddjurs Kommune. Tidligt i forløbet stod det klart, at De Radikale med Heine Skovbak i spidsen ville blive tungen på vægtskålen i byrådskabalen. De forhandlede af flere omgange med de andre politikere, men i sidste ende faldt valget på Michael Stegger Jensen.

»Jeg tror de Radikale i den her kommune har ændret sig fra at kigge lidt til højre til at kigge lidt mere til venstre. De var i hvert fald mest interesseret i os, kan man se på det her stykke papir,« sagde den kommende borgmester ved det efterfølgende pressemøde.

»Jeg tænker, jeg får en opgave med at forklare, hvorfor det er endt, som det er. Jeg har dog hele tiden sagt internt, at borgmesterposten var den vigtigste. Den er vi lykkedes med at få, og det er jeg virkelig glad for.« 

Michael Stegger Jensen (S), kommende borgmester i Syddjurs Kommune

Da slaget var slået modtog den kommende borgmester tre varme kram. Det første kom fra Kim Lykke Jensen (SF), det andet fra Morten Siig Henriksen (SF) og det tredje fra Heine Skovbak Iversen (RV), der alle lod til at have en interesse i, at det ikke blev til et borgerligt flertal.

Uro i baglandet?

Det kommende byråd stod stimlet sammen i gangen ud til presselokalet. Ingen af Michael Stegger Jensens egne partifæller valgte dog at tage turen gennem klyngen af politikere over til den kommende borgmester. Det var måske forståeligt i og med, at det kan være svært at se, hvordan de skal få indflydelse, selvom Socialdemokratiet har fået magten.

»Jeg tænker, jeg får en opgave med at forklare, hvorfor det er endt, som det er. Jeg har dog hele tiden sagt internt, at borgmesterposten var den vigtigste. Den er vi lykkedes med at få, og det er jeg virkelig glad for.«

Socialdemokratiet får kun en enkelt plads i Økonomiudvalget (ØK). Den sidder Michael Stegger Jensen på. Han skal dermed sidde alene i udvalget, der på mange måder er byrådets magtcentrum, sammen med Jesper Yde Knudsen (EL), SF, De Radikale, to fra Venstre og en fra de Konservative.

Udover en plads i Økonomiudvalget får partiet formandsposten i Børn- og Ungeudvalget som går til Michael Aakjær (S). Derudover håber den kommende borgmester på at kunne belønne sine partifæller på anden vis.

»Det er sådan, at vi jo har lavet et ekstra udvalg, så der bliver nogle dobbeltmandater, og dem vil vi selvfølgelig få nogle stykker af, som kan tilfredsstille dem, der har fået et godt valg. Vi har nogle stykker, der har fået nogle rigtig flotte valg også.«

Spørgsmålet er, om det er nok til at tilfredsstille de socialdemokratiske byrødder.




Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen