Søren Melgaard ser skarp ud, før debuten lørdag på Rønde BTK’s bedste hold. Arkivfoto

Søren Melgaard ser skarp ud, før debuten lørdag på Rønde BTK’s bedste hold. Arkivfoto

Bordtennis:

Rønde BTK præsenterer en debutant

Søren Melgaard får debut hos de bedste, når Rønde BTK spiller to afgørende kampe i 1. division

Af
Af Lars Norman Thomsen

Rønde BTK er et godt eksempel på, at det er muligt at favne både elite og bredde i en lokal forening.

Lørdag drager klubbens flagskib, herreholdet i 1. division, til Sjælland for at spille to kampe, der på forhånd tegner særdeles jævnbyrdige. Kampene bliver afgørende for Rønde BTK's videre skæbne som divisionshold.

Mod topholdet

Rønde BTK starter klokken 11 med at møde topholdet Hillerød GI, og klokken 14 gælder det Herlev.

“Vi er jo blot et point fra at kunne spille om oprykning og et point fra nedrykning,” siger John Sabalic fra Rønde BTK med henvisning til, at Næstved, Virum og Brønshøj ikke kan rykke op i landets bedste række, Stigadivisionen, fordi de i forvejen er repræsenteret her.

Inden lørdagens kampe ligger Rønde BTK placeret lige over nedrykningsstregen med 7 point for otte kampe.
Herlev ligger foran med 8 point for det samme antal kampe, mens Hillerød GI topper rækken med 14 point og er sikker på oprykning til Stigadivisionen.

Melgaard debuterer

Rønde BTK stiller med sit polske es, Jakub Adam Dorocinski, der topper ranglisten i 1. division med 15 sejre ud af 16 mulige.

Han kompletteres af John Sabalic (tre sejre i 12 kampe) og Michael H. Knudsen (syv sejre af 15 mulige) samt en vaskeægte debutant i form af ingen ringere end Søren Melgaard, sponsoransvarlig i Rønde BTK. Melgaard erstatter Jonas Ring Agerholm, der er på skiferie, men det er absolut fortjent, at Melgaard får divisionsdebut, forsikrer John Sabalic.

Søren Melgaard har på Rønde BTK's andethold i Jyllandsserien vundet 19 ud af sine 24 kampe i denne sæson. Det gør, at han topper ranglisten i Jyllandsserien.

John Sabalic har døjet med skader i 2016 og er ikke helt tilfreds med sit personlige bidrag til holdet.

Det kan han sammen med holdkammeraterne lave om på lørdag, hvor truppen drager til Sjælland før en hvis herre har fået træsko på for at være tidsnok fremme.

Publiceret 17 January 2017 18:17