Emilie Gammelvind Sørensen blev topscorer for Hornslet IF med seks rene mål. Foto: Henrik Munkhof Møller

Emilie Gammelvind Sørensen blev topscorer for Hornslet IF med seks rene mål. Foto: Henrik Munkhof Møller

Divisionshåndbold:

Hornslet IF kørte sikker sejr hjem på stærk 2. halvleg

Topholdet Hornslet IF kom efter to nederlag tilbage på sporet med sejr på 26-18 over Randers KFUM 2

Af
Af Martin Schultz

Hornslet IF fik brudt en imponerende serie på 10 sejre i træk i den sidste kamp inden jul, og i den første kamp efter julepausen blev topholdet slået med 21-18 i en lige kamp mod formstærke Aarhus Fremad. Men søndag eftermiddag kom divisionsdamerne fra Hornslet IF tilbage på det rette spor, da Randers KFUM 2 blev slået med 26-18 i Hornslethallerne efter en pausestilling på 11-11.
Da Hornslet IF's nærmeste forfølgere fra JAI på samme spilledag blev slået af selvsamme Aarhus Fremad, blev det på alle måder en god søndag for Hornslet IF, som igen fik lidt luft i toppen af rækken med tre point ned til JAI.
”Vi spillede en rodet 1. halvleg, hvor vi havde svært ved at finde den rette opstilling og ikke rigtig kunne finde rytmen,” siger Hornslet IF træner Max Christensen som måtte undvære Julie Svendsen, Mai Søgaard og Ida Nielsen med skader. Linda Assing Christensen blev testet før kampen, men blev klar. Desuden var der debut til Jette Overgaard, som er kommet til Hornslet IF fra Dronningborg. Hun har gjort det godt på 2. holdet, og fik chancen i 2. halvleg, hvor hun markerede sig med en god indsats i forsvaret.

Farlig målscorer blev mandsopdækket

 Efter den ujævne 1. halvleg fandt Hornslet IF rytmen i 2. halvleg og fik samtidig styr på gæsternes skytter.
”Randers KFUM gik i 2. halvleg over til en mandsopdækning af Simone Handberg Pedersen, som havde gjort sig bemærket som målscorer i 1. halvleg. Men det udnyttede Emilie Gammelvind Sørensen, som fik en del plads på højre back position og blev kampens topscorer med seks rene mål,” fortæller Max Christensen.
Emilie Gammelvind Sørensen plejer ellers at være holdets sikre straffekastskytte, men efter at have brændt sit første forsøg fra 7 meter pletten, fik hun hjælp af både Therese Due og Linda Assing Christensen som straffekastskytter. Men Emilie brugte i stedet krudtet på at score seks rene mål fra sin backposition.

Sara Thrue scorede fem mål fra stregen

 ”Efter en rodet 1. halvleg trak vi fra modstanderen i 2. halvleg efter en god indsats af hele holdet. Ingen kan gøre det her på egen hånd. Vi skal vinde sejren i fællesskab, og det var en fin holdindsats,” siger Max Christensen.
Simone Handberg Pedersen spillede en god 1. halvleg, så Randers KFUM gik over til mandsopdækning af hende efter pausen. Det udnyttede Emilie Gammelvind Sørensen til sit eget målshow, og samtidig er der ros til Sara Thrue på stregen, som scorede fem mål.
”Det var en god sejr. Holdet viste fremgang, og det går den rigtige vej,” siger Max Christensen.
Hornslet IF skal allerede spille igen torsdag aften kl. 20,10 i Frederiksbjerghallerne i Aarhus, hvor topholdet møder ASA på udebane.

Kampfakta

3. Division Damer, Pulje 3
Hornslet IF - Randers KFUM 2 26 - 18 (11 - 11)
Søndag 15. januar kl. 16.00 i Hornslethallerne

Målscorere:
Emilie Gammelvind Sørensen 6
Simone Handberg Pedersen 5
Sara Thrue 5
Linda Assing Christensen 4 (2 straf.)
Therese Due 3 (1 straf.)
Maja Hentze Andersen 2
Line Mayn 1

Hornslet IF's holdopstilling:
Maja Hentze Andersen
Line Mayn
Jette Overgaard
Sara Thrue
Emilie Gammelvind Sørensen
Cecilie Thorup Laursen
Therese Due
Simone Handberg Pedersen
Maria Pape Andersen
Linda Assing Christensen
Ida Egendal

Publiceret 17 January 2017 22:17