Det blev en aften med plads til eksperimenter, da Hornslet IF (på billedet) slog Hasle KFUM i landspokalturneringen. Foto: Henrik Munkhof Møller

Det blev en aften med plads til eksperimenter, da Hornslet IF (på billedet) slog Hasle KFUM i landspokalturneringen. Foto: Henrik Munkhof Møller

Pokalhåndbold:

Alle spillere på tavlen i sikker Hornslet IF sejr over hold fra 2. Division

Hornslet IF’s divisionsdamer spillede på højt niveau, da Hasle KFUM fra 2. Division blev slået med 29-21 i Santander Cup

Af
Af Martin Schultz

Topholdet Hornslet IF's damer i 3. Division fik tanket en god portion selvtillid, da Hasle KFUM fra 2. Division tirsdag aften blev slået med 29-21 i landspokalturneringen Santander Cups 4. runde i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.
I en overbevisende præstation ramte holdet ifølge træner Max Christensen et højt niveau på en rigtig god aften for både spillere og publikum i hallen.
”Vi havde set frem til at teste os af mod en modstander fra en højere række. Spillerne har været skuffede over resultaterne og været frustrerede over vores spil i den senere tid, men nu er vi begyndt at vinde igen, og i denne pokalkamp lykkedes det meste for os,” siger Max Christensen, som havde en bred bænk med denne aften og kunne se alle sine markspillere komme på tavlen med scoringer.
Hasle KFUM var Hornslet IF's nærmeste rivaler i topstriden i sidste sæson, og det blev århusianerne, som sikkert løb med førstepladsen og den direkte oprykning, mens Hornslet IF blev nr. to og siden tabte i playoff kampene om en oprykningsplads.

To stærke målmandspræstationer

Hornslet IF fik en godkendt start på kampen, og efter en lige 1. halvleg førte hjemmeholdet med 13-11 ved pausen.
”Fra 2. halvlegs start havde vi kampen under kontrol og satte os på begivenhederne. Vi udbyggede føringen, og med otte minutter igen førte vi med ti mål. Vi slappede lidt af, så det endte med en sejr på 29-21,” fortæller Max Christensen, som udnyttede overtaget i kampen til at prøve forskellige ting og eksperimentere med spillet.
”Vi havde 10 markspillere og to målmænd i truppen. Vores to målmænd Ida Egendal og Maria Pape Andersen fik en halvleg hver og stod begge en stor kamp med en redningsprocent på over 50.”
Også alle markspillere kom i aktion og kvitterede alle med at score. Der var debut til Katrine Solgaard Jensen, som har gjort det godt på 2. holdet. Hun kom ind fra starten af 2. halvleg i angrebsspillet som venstre back og scorede tre rigtig gode mål, mens Emilie Gammelvind Sørensen tog over i forsvaret.
Der var også comeback på 1. holdet efter barsel til Mathilde Kahr, som kan vikariere for den skadede Julie Svendsen på venstre fløj i angrebet og på backpladsen i forsvaret.

Ros fra træneren til hele holdet

”Det var en sjov aften, og jeg kan kun rose hele holdet. Alle gav deres bidrag til indsatsen, og det var en kamp, hvor alle kom i aktion og alle fik pauser på bænken undervejs,” siger Max Christensen, som nu er spændt på, hvem der kommer op af hatten i 5. runde af landspokalturneringen Santander Cup.
På søndag skal topholdet Hornslet IF igen i ilden i 3. Division, når holdet hjemme kl. 16.00 tager imod Odder Håndbold. Allerede tirsdag aften skal holdet igen i kamp, når CHK, Aarhus (Christiansbjerg HK) kommer på besøg i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.

Kampfakta

Santander Cup - LP Damer, 4. runde, Pulje 1
Hornslet IF - Hasle KFUM 29 - 11 (13 -11)
Tirsdag 24. januar kl. 20.15 i Hornslet Idræts- og Kulturcenter

Målscorere for Hornslet IF:
Linda Assing Christensen 11 (4 straf.)
Simone Handberg Pedersen 3
Mai Søgaard Bang 3
Katrine Solgaard Jensen 3
Therese Due 2
Emilie Gammelvind Sørensen 2
Mathilde Kahr 2
Maja Hentze Andersen 1
Line Mayn 1
Sara Thrue 1

Hornslet IF's holdopstilling:
Maja Hentze Andersen
Line Mayn
Mathilde Kahr
Sara Thrue
Emilie Gammelvind Sørensen
Katrine Solgaard Jensen
Therese Due
Simone Handberg Pedersen
Mai Søgaard Bang
Maria Pape Andersen
Linda Assing Christensen
Ida Egendal

Publiceret 25 January 2017 20:53