Dan E. Föh i den ny mulitihal, som formanden for IFM Klatreklub forventer bliver hjemsted for den nydannede klatreklubs aktiviteter. Foto: Lars Norman Thomsen

Dan E. Föh i den ny mulitihal, som formanden for IFM Klatreklub forventer bliver hjemsted for den nydannede klatreklubs aktiviteter. Foto: Lars Norman Thomsen

Idræt:

Ny klatreklub dannet i Ryomgård

IF Midtdjurs har fået en ny idrætsgren med på programmet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Så er det en kendsgerning, at IF Midtdjurs har fået et nyt medlem i familien.

Tirsdag i denne uge lykkedes det at stifte IFM Klatreklub på et møde i klubhuset.

Dan E. Föh, tidligere håndboldformand i IF Midtdjurs, har været initiativtager til den nye klatreklub, og meget naturligt er det også ham, der bliver klubbens første formand.

Den øvrige bestyrelse består af:
 – Jacob Gorm Hansen – Helle Madsen og en økonomiansvarlig, Yvonne Søberg-Karlsen, alle bosat i Ryomgård.

Som revisorer blev valgt Kim Crolly, Rønde og Sven Pedersen, Nimtofte.

Bestyrelsen konstituerer sig yderligere på et bestyrelsesmøde 20. februar 2017.

Bouldering og klatring

“IFM Klatreklub er først og fremmest dannet for at fremme og fastholde interessen for de to klatrediscipliner, bouldering og klatring på klatrevæg,” siger Dan E. Föh, som nu sammen med resten af bestyrelsen skal i gang med at finde pengene til at lave opstille klatrefaciliteter og få alt det praktiske omkring klubben på plads.
Hovedopgaven bliver dog at skabe det økonomiske fundament, der sikrer klatreklubben en fast base eller væg om man så må sige.

På den stiftende generalforsamling gennemgik Steffen Woetmann fra firmaet Gubbie en vision for et spændende klatremiljø i IFMs nye multihal.

A conto kontingent

Kommende medlemmer skal betale et a conto kontingent for, at IFM Klatreklub har lidt penge at arbejde med.

“Dette a conto kontingent modregnes i det endelige kontingent, der fastsættes, når klatrefaciliteterne er etableret. Så har du lyst til at være med i arbejdet omkring etableringen af et nyt idrætstilbud i Ryomgård, så meld dig ind i IFM Klatreklub,” opfordrer Dan E. Föh.

Han og resten af bestyrelsen vil forhandle med hovedafdelingen i IF Midtdjurs om at kunne råde over timer i den nye multihal, der står klar i vinterferien i uge 7.

“Vi forventer at afvikle holdtræninger to gange om ugen og have faciliteterne åbent så meget som muligt. Vi vil naturligvis tage hensyn til andre brugere af hallen,” siger Dan E. Föh.

Bestyrelsen vil desuden forsøge at etablere et samarbejde med byens skoler.

Publiceret 26 January 2017 13:22