Casper Pilgaard klar til nye udfordringer i 2017 i motorsportens nyeste klasse, Formel 4. Foto: Lars Norman Thomsen

Casper Pilgaard klar til nye udfordringer i 2017 i motorsportens nyeste klasse, Formel 4. Foto: Lars Norman Thomsen

Motorsport:

Casper Pilgaard skal køre Formel 4

Den talentfulde Ryomgård-pilot klar til motorsportens nye klasse

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det lykkedes unge Casper Pilgaard, Ryomgård, at hjemtage en flot bronzemedalje i debutsæsonen i Formel Ford i 2016.

Nu får ambitionerne endnu et nøk, når unge Pilgaard i 2017 skal køre med i dansk motorsports nye Formel 4 klasse, der skal være springbræt til de internationale klasser.

Formel 4 er en ny klasse med få år på bagen.

Det er en ægte mærkeklasse med standardchassis, standardmotor og standarddæk.

Det danske chassis (undervogn) er leveret af Mygale, motoren er en 2.0 liters sugemotor fra Renault, yder 160 hk og dækkene kommer fra Pirelli.

Planerne for klassen er lagt. Den danske klasse skal i 2018 udvides til at omfatte Sverige og Norge.

Aldersgrænsen er sat til 15 år og derover, og Formel 4 skal være skridtet efter Formel Ford, som ikke køres mange andre steder end i Danmark.

Den nye Formel 4-racerbil er til forskel fra forgængeren Formel Ford udstyret med vinger, som genererer downforce, og sammen med gearskiftepadlerne bag rattet minder bilen meget om en skaleret Formel 1-racer.

Downforce er lig med vejgreb som er lig med højere fart i sving.

Teamchef Jørgen Pilgaard, Team Pilgaard Motorsport, ser frem til at følge sønnike i Formel 4. Foto: Lars Norman Thomsen

Teamchef Jørgen Pilgaard, Team Pilgaard Motorsport, ser frem til at følge sønnike i Formel 4. Foto: Lars Norman Thomsen

Økonomien på plads

Det er lykkedes familieforetagendet Pilgaard Motorsport på rekordtid at rejse det økonomiske fundament for en satsning i den nye klasse.

“Takket være gode og trofaste sponsorer og nye sponsorer og samarbejdspartnere er det lykkedes at skabe fundamentet for, at Casper får muligheden for at videreudvikle sit talent i den nye Formel 4 klasse,” siger teamchef Jørgen Pilgaard, far til Casper Pilgaard.

Aftale med FSP

Pilgaard Motorsport har indgået aftale med Teamet FSP ved Alex Stubberup Frederichsen, der skal stå for driften og indsatsen både ved løb og klargøring. 

FSP/Alex Stubberup Frederichsen har stor erfaring og ekspertise med Formel biler, og har stået bag flere danske topkørere de sidste mange år.
Alex Stubberup Frederichsen arbejder til daglig som uddannelsesleder på Tradiums afdeling i Pederstrup, Randers.
“Det er en kæmpe chance for mig at få muligheden for at køre den nye Formel 4, og jeg glæder mig vildt til samarbejdet med FSP og teamet bag,” siger Casper Pilgaard.

”Jeg var imponeret over den speed og modne kørsel, Casper viste i sidste sæson i Formel Ford, og vi i FSP er glade for at få muligheden for at arbejde med Casper i Formel 4. Jeg er sikker på, at med Caspers talent og vores erfaring skal vi nok være i toppen af feltet,” siger Alex Stubberup Frederichsen.

Teamchef Jørgen Pilgaard forventer at få den nye bil i denne måned og derefter vil arbejdet med design og tilpasning til Casper Pilgaard begynde, inden de først tests finder sted i slutningen af marts.

Der er lavet en foreløbig løbskalender for 2017, som dog ikke er godkendt endnu, men den nye klasse skal køre sammen med Formel Ford i et blandet felt.

Den foreløbige løbskalender for Formel 4 2017 ser således ud:

  • 22.-23. april 2017: Jyllandsringen, DTC
  • 13.-14. maj 2017: Ring Djursland, DST
  • 10.-11. juni 2017: Ring Djursland/Padborg Park, DTC
  • 19.-20. august 2017: Jyllandsringen, DTC
  • 2.-3. september 2017: Padborg Park (night race), DST
  • 29.-30. september 2017: Jyllandsringen, DTC
  • 7.-8. oktober 2017: Padborg Park, DST
  • ??: Ring Knutstorp (Sverige)

Publiceret 12 February 2017 15:26