Finn ’Rør’ Andersen (liggende) er et populært midtpunkt hver onsdag, når IF Viking Pindstrups juniorklub hygger sig i Pindstruphallen. Bagerst brugsuddeler Svend Aage Hansen (tv) og formand for Viking Pindstrup, Erik Mønster, med den årlige check - i år på næsten 9.000 kroner - fra OK til foreningsarbejdet. Foto: Lars Norman Thomsen

Finn ’Rør’ Andersen (liggende) er et populært midtpunkt hver onsdag, når IF Viking Pindstrups juniorklub hygger sig i Pindstruphallen. Bagerst brugsuddeler Svend Aage Hansen (tv) og formand for Viking Pindstrup, Erik Mønster, med den årlige check - i år på næsten 9.000 kroner - fra OK til foreningsarbejdet. Foto: Lars Norman Thomsen

Pindstrup:

Fortsat masser af liv i de gæve Vikinger

Pindstrup Juniorklub lever i bedste velgående med opbakning fra både børn og forældre hver onsdag i hallen

Idrætsforeningen Viking Pindstrup har altid været et stort samlingspunkt i Pindstrup.

Selvom der er et stykke vej til fortidens højder og medlemstal, så bliver der fortsat kæmpet for at fastholde et aktivitetsniveau i Viking Pindstrup.

For eksempel er der masser af liv på halgulvet i Pindstruphallen hver onsdag fra klokken 16.30 til 18, hvor en stor gruppe børn i alderen fra 3 til 12 år hygger sig med hinanden, medens de dyrker alle mulige idrætsaktiviteter fra badminton over fodbold og kolbøtter til fælles sjipning med tove som i fortidens skolegårde og en faldskærm til kreative motoriske lege.
Forældre til de mindste børn bidrager aktivt ved de forskellige discipliner.

Et sjippetov er perfekt, når der to som vil svinge. Foto: Lars Norman Thomsen

Et sjippetov er perfekt, når der to som vil svinge. Foto: Lars Norman Thomsen

Populær duo

“Børnene kan lave, hvad de har lyst til på dagen,” siger 67-årige Finn Andersen, der i Pindstrup kun er kendt under navnet Finn 'Rør'. En henvisning til hans arbejdsmæssige fortid som rørlægger.

Han har også en lang fortid som aktiv i idrætsforeningen, ligesom han har været skattet fodbolddommer, aktiv bokser og boksetræner, og i en årrække fikspunkt i SFO-lokalerne på Marienhoffskolen i Ryomgård, hvor 'Finns værksted' var en populær tidslomme for ungerne.

Sammen med Wicki Brønnum, til daglig KUU (Kombineret UngdomsUddannelse) Vejleder på Produktionshøjskolen i Ryomgård, er Finn 'Rør' de faste ansigter i juniorklubben, der kører forår og efterår.

“Det er glædeligt, at så mange forældre bakker op. Mange af dem er tilflyttere til Pindstrup,” siger Finn 'Rør', mens han tager en pause fra den badmintonkamp, som han ellers er i fuld gang med.

Kolbøtter er også tilladte i Pindstrup Juniorklub. Foto: Lars Norman Thomsen

Kolbøtter er også tilladte i Pindstrup Juniorklub. Foto: Lars Norman Thomsen

Kage fra Mikkeline

Veninderne Michell og Mikkeline tager turen op i Pindstruphallen hver onsdag.

Tirsdag og torsdag spiller de fodbold i IF Midtdjurs, men de kan ikke få nok af idræt og det at være sammen med andre børn, fortæller de til Lokalavisens udsendte.

Mikkeline har denne onsdag bagt en kage, som hun glæder sig til at servere for de henved 25-30 fremmødte børn og forældre.

At lege med en faldskærm er noget, der falder i det mindste børns smag, hvis forældrene hjælper til. Foto: Lars Norman Thomsen

At lege med en faldskærm er noget, der falder i det mindste børns smag, hvis forældrene hjælper til. Foto: Lars Norman Thomsen

Check fra Dagli’Brugsen

Inden der vanker kage til alle, kommer brugsuddeler Svend Aage Hansen fra Dagli'Brugsen i Pindstrup gående ind på halgulvet med en kæmpestor OK-check.

Den lyder på næsten 9.000 kroner og er den årlige afregning for indkøb af benzin og diesel ved Dagli'Brugsens tankanlæg med OK-kort.

Checken overrækker han til Erik Mønster, formand for Viking Pindstrup.

Forleden holdt Viking Pindstrup generalforsamling og her lykkedes det at finde en fælles udvalgsformand til badminton, tennis og petanque.

Henrik Behrens påtog sig opgaven, så bestyrelsen nu er fuldt kørende.

Næste store projekt i Viking Pindstrup-regi bliver nyt lys i Pindstruphallen.

Erik Mønster arbejder med opgaven i samarbejde med Pindstruphallens ledelse.

“Jeg forventer, at arbejdet med at udskifte det nuværende lysanlæg med et nyt og tidssvarende kommer til at foregå i juli, hvor der ikke er aktivitet i hallen,” siger Erik Mønster.

Publiceret 24 March 2017 05:00