Felipe Soares (i midten) var FC Djurslands store spiller i lørdagens 3-1 sejr. Arkivfoto

Felipe Soares (i midten) var FC Djurslands store spiller i lørdagens 3-1 sejr. Arkivfoto

Danmarksserien: Felipe Soares bedste mand i ny sejr til FC Djursland

FC Djursland kom endelig over stregen med 3-1 sejr over IF Skjold Sæby. Felipe Soares slog sejren fast med scoring på straffespark

Af
Martin Schultz

Det var en kamp om at komme på den rette side af den magiske streg, som skiller 6. og 7. pladsen i Danmarksseriens Pulje 4, da FC Djursland lørdag eftermiddag tog imod IF Skjold Sæby på HSM Arena i Grenaa. Og med en sejr på 3-1 efter en godkendt præstation var det hjemmeholdet, som endelig kunne sætte sig på den 6. plads, som til sommer giver adgang til endnu en sæson med Danmarksseriefodbold i FC Djursland.

Men der er lang vej hjem inden regnebrættet gøres op efter en sæson, hvor der på grund af ændringer i turneringsstrukturen skal findes hele fire nedrykkere blandt puljens ti hold.

“Jeg jubler heller ingen steder endnu. Vi skal præstere maksimalt gennem hele sæsonen. Men selvfølgelig er det rart at ligge på den rigtige side af stregen, inden vi nu skal ud og spille to rigtig svære kampe mod rækkens nr. 2IF Lyseng ude og Kjellerup IF hjemme inden vi går på vinterferie,” siger FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.

“Vi vandt med 3-1 og det var en vigtig sejr efter en godkendt præstation fra hele holdet,” siger Robert Sørensen om sejren over IF Skjold Sæby, som på hjemmebane tidligere på sæsonen havde besejret FC Djursland med 4-0 i sæsonens hidtil største nederlag.

IF Skjold Sæby parkerede bussen

Som ventet stod gæsterne fra Sæby dybt på banen og lurede på omstillinger.

“IF Skjold Sæby kørte bussen ind foran målet og overlod spillet og initiativet til FC Djursland. Lige modsat vores kamp forrige lørdag mod Aarhus Fremad, hvor vi overlod initiativet til hjemmeholdet, og hvor vi vandt med 1-0 på et selvmål,” fortæller Robert Sørensen.

Cheftræneren måtte igen se bort fra en skadet Frederik Laursen og Oliver Jensen på grund af studierejse til Brasilien, men havde til gengæld havde igen Nicolaj Jarsmer til rådighed, som gled ind i startopstillingen i front sammen med Morten Bruun i en 3-5-2 opstilling.

“Anders Emil Hjort afløste en arbejdsramt Jesper Bredahl i målet, mens vi i forsvaret igen havde Emil Bjerre Busk, Jeppe Juhl Jensen og Rasmus Brasch til rådighed. Felipe Soares var med fra start for anden kamp i træk, og han var rigtig stærk og kommer rigtig til sin ret, når der er plads til at vi kan spille kreativt,” siger Robert Sørensen.

Nichlas “Høffe” Høpfner Hansen og Benjamin Lahn Sørensen var ikke med i truppen og fik spilletid hos Østdjurs 91 i Serie 2.

FC Djursland sad på spillet fra start, men IF Skjold Sæby har dygtige omstillingsspillere på holdet, og hjemmeholdet var heldig efter 37 minutter, da gæsterne brændte kampens første og største chance. Tværtimod kunne FC Djursland gå til pausen med en 1-0 føring, da et langt indkast fra Christian Rytter Fløjborg mellem venner og fjender dumpede ned i feltet, hvor forsvarsspilleren Emil Bjerre Busk var med fremme og var kvik til at sparke bolden i FC Skjold Sæbys mål.

“Vi havde ikke mange chancer i forhold til vores spilovertag, og gæsterne viste ved tre-fire lejligheder, at de var rigtig farlige på omstillinger,” siger Robert Sørensen om indsatsen inden pausen.

Kreativ indsats af Felipe Soares

FC Djursland fik en drømmestart på 2. halvleg, da tilbagevendte Nicolaj Jarsmer efter få minutter tog chancen og overraskede gæsternes målmand med et skud til 2-0 fra en spids vinkel på kanten af feltet.

“Det fik IF Skjold Sæby til at omrokere til mere offensivt spil, men jeg synes vi havde godt styr på dem. Alligevel fik de reduceret midt i 2. halvleg efter noget klumpspil efter et hjørnespark, men heldigvis fik vi kort efter et straffespark, da Morten Bruun klodset blev skubbet omkuld i feltet og Felipe Soares scorede på straffesparket,” fortæller Robert Sørensen.

“Vi havde derefter tre store chancer, da både Morten Bruun, Janus Tranæs Didriksen og indskiftede Thor Vesthy havde friløbere. Der er i de situationer vi skal være bedre til at afgøre kampene, når vi har overtaget,” siger Robert Sørensen.

Men de tre vigtige point kom i hus og FC Djursland kunne overtage 6. pladsen og skubbe dagens modstander ned på 7. pladsen i tabellen.

“Det var en fortjent sejr, trods alt, selvom gæsterne havde de største chancer. Det var en holdpræstation, men Felipe Soares skilte sig ud med en stærk indsats på midtbanen, og så er vores defensiv bedre, når Jeppe Juhl Jensen er med, for han er styrmanden i forsvaret,” siger Robert Sørensen.

Der resterer to kampe inden vinterpausen, og der venter FC Djursland to svære kampe. På lørdag skal “hajerne” til Højbjerg for at møde rækkens nr. 2 Lyseng, og lørdagen efter kommer Kjellerup IF, som er nedrykkere fra 2. Division, på besøg på HSM Arena.

Kampfakta:

Danmarksserien, Pulje 4

FC Djursland - IF Skjold Sæby 3 - 1 (1 - 0)

Lørdag 18. oktober kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere:

1 - 0 Emil Bjerre Busk (43. min.)

2 - 0 Nicolaj Jarsmer (49. min.)

2 - 1 Mathias Mygind Andersen (66. min.)

3 - 1 Felipe Soares (68. min./straf.)

Publiceret 20 October 2019 17:30