Fodboldformand Martin Busk (yderst tv.) kunne lørdag hylde tre jubilarer i forbindelse med topkampen mod ASA (fra v.): Niklas Mathiesen med 200 turneringskampe, Sebastian Stær med 200 turneringskampe og Chris Østenkjær Christensen med 100 turneringskampe. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Fodboldformand Martin Busk (yderst tv.) kunne lørdag hylde tre jubilarer i forbindelse med topkampen mod ASA (fra v.): Niklas Mathiesen med 200 turneringskampe, Sebastian Stær med 200 turneringskampe og Chris Østenkjær Christensen med 100 turneringskampe. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold: Vivild tæt på playoff-kampe om at rykke op i Jyllandsserien

Efter lørdagens 0-0 kamp mod topholdet ASA, der kun mangler et point for at rykke direkte op i Jyllandsserien, kan Vivild øjne playoff-slutspillet

Af
Lars Norman Thomsen

Med to turneringsrunder igen ligger Vivild lunt i svinget i Serie 1 - på andenpladsen i rækken.

Efter lørdagens nullert på Langhøj Idrætscenter mod topholdet ASA, der kun mangler en pind for at kunne rykke direkte op i Jyllandsserien, kan Vivild med en sejr over Christiansbjerg IF i næste runde på udebane og uafgjort mod Vorup FB hjemme i afslutningsrunden være sikker på playoff-kampe om at rykke op i Jyllandsserien.

Det er naturligvis ligegyldigt, hvor Vivild matematisk henter de maksimalt fire nødvendige point. Det kan endda vise sig, at en sejr over Christiansbjerg er længe nok.

Hvis Vivild slutter på andenpladsen, gælder følgende:

  • Serie 1 består af 48 hold i 6 puljer á 8 hold, der afvikler en dobbeltturnering.
  • Nr. 1 i hver pulje rykker efter 1. turneringshalvdel (efterår) op i Jyllandsserien 2.
  • De 6 nr. 2 spiller playoff-kampe om at rykke op i Jyllandsserien.
  • I 1. play-off-runde mødes de 6 nr. 2 i 3 kampe. Kampene fastsættes efter geografi på den bedst placerede klubs hjemmebane.
  • Vinderne går videre til 2. playoff-runde, taberne bliver i Serie 1.
  • Kilde: DBU JYLLAND

Havde mulighederne

Lørdagens topkamp startede meget lige - uden de store chancer til nogen af holdene.

"ASA har den første chance efter et indlæg, hvor deres angriber lige akkurat kommer for sent til indlægget. Halvlegens største chance falder dog til vores Frederik Bjerregaard. Han spilles fri fra midt på ASA's banehalvdel, men Frederik afslutter dog desværre lige på keeperen," fortæller Vivilds cheftræner Michael Blom.

"I halvlegen sidder vi og snakker om, at vi egentlig har fuldstændig styr på topholdet, men at vi lige mangler kvaliteten og præcisionen i den sidste aflevering eller afslutning," fortsætter Blom, der så sit hold holde gæsterne nede på en enkelt mulighed efter pausen.

Den normalt sikre ankermand i målet, Lasse Hougaard Pedersen, fejlbedømte en lang fremlægning, som ASA angriberen nåede før Vivild keeperen, men trækket uden om Lasse Hougaard Pedersen samt afslutningen blev for dårlig, og så løb det ud i ingenting.

"Kampens med længder største chance stod der vores Sebastian Stær på. Et indlæg fra venstre finder et helt fri Stær på kanten af det lille felt. Sebastians hovedstød rammer dog det eneste sted i målet, hvor det ikke skulle, nemlig lige på keeperen," fortæller Michael Blom.

"Vi burde have vundet. Jeg synes, vi var det bedste hold på dagen," siger Blom.

Tre jubilarer

Selv om der ingen vinder blev på Langhøj Idrætcenter, kunne Vivild i stedet bruge kampen til at hylde tre jubilerende spillere.

Fodboldformand Martin Busk overrakte en gave fra fodboldafdelingen til de tre spillere:

  • Niklas Mathiesen med 200 turneringskampe
  • Sebastian Stær med 200 turneringskampe
  • Chris Østenkjær Christensen med 100 turneringskampe

Publiceret 20 October 2019 22:05