Kommentar: Ny koordinator skal vel ikke arrangere baglænsløb i Mols Bjerge?

Af
Lars Norman Thomsen

lokalredaktør:

Respekt for, at Syddjurs Byråd er enige om, som en del af det nys vedtagne budgetforlig, at der afsættes 250.000 kroner. til et klippekort til unge mennesker til kulturoplevelser. Det er der tidligere blevet advokeret for i denne avis, og selvom 250.000 kroner ikke just er ret meget, så er det dog en begyndelse og et fint signal om, hvad der prioriteres i Syddjurs i forhold til unge.

Men næste gang byrådet mødes, så bliv venligst enige om, at Syddjurs ikke leverer kulturtilbud - et skrækkeligt ord, der emmer af markedsøkonomi,. Kultur og markedsøkonomi går kun hånd i hånd hos kræmmersjæle.

Man kan ikke rulle en brugtvognsforhandlerlogik ud over kulturen.

Et andet punkt i budgetforliget er straks mere ømtåligt. Nemlig ansættelsen af en koordinator eller, hvad vedkommende ender med at få som titel, på foreningsområdet finansieret ligeligt af kommunen og DGI.

Det er en velkendt sag, og har været det længe, at Syddjurs Kommune bukker og nejer, når DGI lader høre fra sig og præsenterer endnu et projekt med penge i halen.

Det vil være grumme forkert og reaktionært at skyde det nye initiativ ned, før det overhovedet er blevet præsenteret, og før man ved noget om arbejdsopgaver og profil på den nye koordinator. Men det kan altså både blive en dreng og en pige. Skræmmeeksemplerne er mange. Vi krydser fingre for, at koordinatoren ikke er endnu en smart-ash, der skal arrangere fakkelløb Mortens Aften, baglænsløb i Mols Bjerge eller bålstafet på Følle Strand.

Foreningslivet lever i håbet. Vel at mærke det foreningsliv, der har en lang historie, og som er rundet af lokalhistorien i de byer og områder, hvor det holder til.

Det er ikke højtråbende mennesker, der er drivkræfterne her, og det er derfor oftest småt med den politiske bevågenhed, men det er herude, at hovedparten af de foreningsaktive i Syddjurs har deres virke.

Det er herude i klubberne og foreningerne, at den berømte sammenhængskraft skabes.

Det er dette foreningsliv, en ny koordinator skal have sit fokus på, være motor og drivkraft for helt ned i det lavpraktiske.

For eksempel: Hvis fodboldspillerne i IF Ådalen akut mangler et nyt lysanlæg, fordi det gamle er over the hill. Hvordan kan den hæderkronede forening få sparring til at realisere drømmen om et nyt lysanlæg? Andre presserende temaer ude i klubberne: Hvordan organiserer man sig med fordel anno 2020, så så mange som muligt er engageret i hverdagen? De rigtige foreninger lever i håbet...

Kan blive både en dreng og en pige

Publiceret 08 November 2019 20:30