Mikkel Primdahl Sonnichsen, der nu studerer til lærer i Aarhus, bliver en af de rutinerede kræfter som skal vise vejen hos IFM de kommende år. Arkivfoto

Mikkel Primdahl Sonnichsen, der nu studerer til lærer i Aarhus, bliver en af de rutinerede kræfter som skal vise vejen hos IFM de kommende år. Arkivfoto

Seriefodbold: Sæsonens sidste sejr sendte IFM i top-tre

IF Midtdjurs sluttede overraskende på en tredjeplads efter en sejr på 3-1 i lokalopgøret med Auning IF i Serie 3

Af
Martin Schultz

IF Midtdjurs fik en elendig start på efterårssæsonen og lignede et slidt og træt hold, som efter fire kampe stadig havde det første point til gode. Men så fik de røde fra Ryomgård vendt skuden med en sejr over Fuglebakken KFUM, og siden da er det blevet til en stribe sejre, så IF Midtdjurs noget uventet sluttede sæsonen med en 3. plads i spidsen for det meget jævnbyrdige midterfelt.

Der var spænding om 6. pladsen og dermed en playoff kamp om at undgå nedrykning til det allersidste i pulje 35 i Serie 3 med seks hold fra Djursland. IF Midtdjurs, Ebeltoft IF, Grenaa IF og TRIF 2 var alle i farezonen, men IF Midtdjurs slap ud af sumpen med en sejr på 3-1 over Auning IF.

Mikkel Primdahl Sonnichsen, Troels Aude Gudumlund og Anel Alagic bragte IF Midtdjurs foran med 3-0 på hjemmebanen AC Huse Park i Ryomgård. Frederik Køtter fik reduceret for Auning IF i kampens sidste minutter.

Auning IF var sikker på 2. pladsen i puljen og skulle tirsdag aften spille playoff kamp om oprykning mod Ådalen IF.

“Det var godt nok et lokalopgør, men havde ikke noget at spille for. Jeg tror spillerne mere havde kampen mod Ådalen IF i tankerne,” siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen.

“Vi klarede selv paragrafferne. Det var en lige kamp, men Auning IF blev aldrig rigtig farlige,” siger IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.

Flot præstation af Simon Pilgaard

Mikkel Primdahl Sonnichsen bragte IF Midtdjurs foran efter syv minutters spil på et flot oplæg af U17 spilleren Christian Greffel. Den unge kantspiller afdriblede både back og midterforsvarer inden han lagde bolden ind i hovedet på Mikkel Primdahl Sonnichsen ved den forreste stolpe.

Troels Aude Gudumlund, som i sidste sæson var målmand på holdet, men i år har givet bredde på holdet ved at spille i marken og ladet Lasse Walther Nielsen vogte målet, scorede kort før pausen til 2-0 på et hovedstød.

“Før pausen udgik Emil Ring Kristensen med en skade og Simon Pilgaard blev rykket ned i midterforsvaret ved siden af Jesper Simonsen. Simon leverede en flot præstation og lagde op til scoringen til 3-0, da han brød et Auning IF-angreb og førte bolden frem og spillede Anel Alagic fri til scoring,” fortæller Klaus Fanø.

Farvel til Klaus Fanø efter syv år

IF Midtdjurs spillere bliver tirsdag aften samlet til et spillermøde om fremtidens seniorfodbold i klubben inviteret af fodboldbestyrelsen i IF Midtdjurs, og før det er afholdt, kan Klaus Fanø ikke sige noget om, hvordan foråret ser ud for IF Midtdjurs i Serie 3.

En ting er dog sikker, og det er at holdleder Klaus Fanø takker af efter syv års indsats sammen med fire forskellige trænere: Kim “Lade” Andersen, Lars Norman Thomsen, Ole Kjær og senest Jesper Bager.

Klaus Fanø er imponeret over at opleve, hvordan holdet rejste sig efter den miserable start på sæsonen.

“Vi mistede tre profiler med Mikkel Fanø, Tobias Gudumlund og Arkii Malik i sommer, men fik hjælp af gamle drenge som Jesper Simonsen og Michael Stegger Jensen. Og så kom der nogle unge U17-spillere som Christian Greffel, Tobias Revsbeck og William Uldall op og gav ny energi i truppen. Så det endte med at blive en godkendt sæson,” noterer Klaus Fanø.

IFM sagde også i sommerpausen farvel til spillere som Martin Lindberg og Framarz Karimi, og klubben har måttet kæmpe benhårdt for i det hele taget at kunne stille to hold i efteråret. Jacob Moth Nielsen overtog midtvejs i efteråret tjansen som holdsamler for andetholdet i Serie 5 fra Frank Dichmann, der meddelte, at han stoppede.

FAKTA

Serie 3, Pulje 35

IF Midtdjurs - Auning IF 3 - 1 (2 - 0)

Lørdag 2. november kl. 14.30 på AC Huse Park i Ryomgård

Målscorere:

  • 1 - 0 Mikkel Primdahl Sonnichsen (6. min.)
  • 2 - 0 Troels Aude Gudumlund (40.)
  • 3 - 0 Anel Alagic (80. min.)
  • 3 - 1 Frederik Køtter (90. min.)

Publiceret 08 November 2019 19:00