Marcus Leicht Lillelund scorede Ebeltoft IF’s enlige mål i 14-1 nederlaget mod Lystrup Futsal. Foto: Martin Schultz

Marcus Leicht Lillelund scorede Ebeltoft IF’s enlige mål i 14-1 nederlaget mod Lystrup Futsal. Foto: Martin Schultz

Futsal: Et mål til sidst reddede Ebeltoft IF’s ære mod tophold

Ebeltoft IF blev kørt over og tabte 14-1 til Lystrup Futsal i fredagens ligakamp på hjemmebane. Marcus Leicht Lillelund scorede trøstmålet kort før tid

Af
Martin Schultz

Det var top mod bund på alle måder, da Ebeltoft IF fredag aften i holdets fjerde kamp i Futsal Liga Vest tog imod topholdet Lystrup Futsal. Århusianerne var bedre end hjemmeholdet på alle parametre og var foran med 14-0, da en sjælden fejl i gæsternes forsvar gav Ebeltoft IF’s Marcus Leicht Lillelund en chance, som han elegant udnyttede ved at trække uden om Lystrup Futsals målmand, som ellers var ude i fuld længde i fødderne på angriberen. Til stor jubel i den velbesøgte hal i Ebeltoft Idrætscenter kunne Marcus Leicht Lillelund i kampens næstsidste minut trille bolden i mål og hjemmeholdet fik dermed slettet det lidt ydmygende 0 (nul) på hallens lystavle.

Dermed gik det som forventet i Ebeltoft IF’s kamp mod et hold særdeles skarpe Lystrup-spillere, som har mange års futsal erfaring og som ligger på førstepladsen i Futsal Liga Vest, som er den bedste række i landet.

For Ebeltoft IF, som er debutanter i Futsal Liga’en og som kun er i gang med den anden sæson i denne særlige indendørs disciplin, blev det en lektion i hvordan det hurtige og teknisk betonede boldspil skal udføres. For aarhusianerne var klart bedre både teknisk og tempomæssigt og spillede med en disciplineret organisation, som aldrig tillod hjemmeholdet at komme ind i kampen. Ebeltoft IF havde en håndfuld gode chancer i første halvleg, men kom her til kort over for en vågen og reaktionsstærk målmand i Lystrup Futsals mål.

“Vi blev kørt over. Det gik alt for stærkt. Vores taktik var at holde kampen åben så længe som muligt, men vi kom til at se dårlige ud, fordi Lystrup Futsal var så gode. Men det var vigtigt, at vi reddede æren med Marcus’ scoring til sidst,” siger Ebeltoft IF’s anfører Viktor Skytte.

Lystrup Futsal spillede hvirvelvindsfodbold

Ebeltoft IF fik ikke målmand Jeppe Kusk med og derfor fik Sebastian Surland fuld tid i målet gennem hele kampen. En skade holder stadig Asger Hausted ude af holdet. Stammen af Ebeltoft IF-spillere blev forstærket af de to TRIF-spillere Frederik Ougaard og Noah Overgaard og FC Djurslands Benjamin Lahn Sørensen. Med seks spillere på bænken var Ebeltoft IF klar til at tre kampen op mod topholdet i de 2 x 20 effektive spilleminutter.

Der skulle ikke gå mange minutter før Lystrup Futsals målmaskine var i gang og allerede efter ti minutter var Ebeltoft IF bagud med 4-0. Hjemmeholdets spillere blev presset over hele banen og havde svært ved at få et organiseret spil til at fungere.

“Det er tydeligt, at Lystrup Futsal er vant til at spille det her spil. Vi ligner meget mere et udendørs fodboldhold,” noterede Ebeltoft IF’s Serie 3-udendørstræner Lars Skytte sig.

Lystrup Futsal stillede med flere landsholdsspillere på holdet, og de mødte hjemmeholdet som hvirvelvinde i en slags organiseret overfaldsfodbold, hvor Ebeltoft IF’ spillere aldrig fik tid til at få bolden under kontrol eller fik mulighed for at etableret et modpres.

Kontant og massiv “slagudveksling”

Modsat det mere kendte indendørsfodbold med bander, hvor holdene skiftes til at få ro på spillet i deres angrebssekvenser, så er futsal en kontant og massiv “slagudveksling”, hvor modstanderen konstant angribes over hele banen. Det kræver derfor både god teknik, spilforståelse og en super kondition at holde stand mod en modstander af Lystrup Futsals kaliber.

“Lystrup Futsal var en hård modstander. Men havde vi fulgt vores taktik, havde vi ikke tabt så stort. Men de var gode,” mente Ebeltoft IF’s målscorer. Marcus Leicht Lillelund.

“Der var to gode ting i den kamp: det var Ebeltoft IF’s scoring og da målmanden klarede et straffespark,” sagde en tilskuer om kampen, hvor målmand Benjamin Surland “shinede”, da han i 1. halvleg med brystet/maven parerede et drøn af et straffespark fra en Lystrup-spiller.

Ebeltoft IF står uden point efter fire spillede kamp og skal ud på en længere køretur lørdag, hvor et andet tophold Hjørring Futsal Klub tager imod kl. 14.00.

Kampfakta

Futsal Liga Vest

Ebeltoft IF - Lystrup Futsal 1 - 14 (0 - 6)

Fredag 6. december kl.19.00 i Ebeltoft Idrætscenter

Målscorer for Ebeltoft IF:

Marcus Leicht Lillelund (38. min.)

Ebeltoft IF’s hold:

  • Benjamin Surland
  • Viktor Skytte
  • Tobias Kruse
  • Martin Kapper
  • Benjamin Lahn Sørensen
  • Asker Skytte
  • Marcus Leicht Lillelund
  • Noah Overgaard
  • Frederik Ougaard
  • Marinus Møhl
  • Daniel F.S. Sørensen

Publiceret 09 December 2019 13:50