Hornslet IFs håndbolddamer vender ikke ryggen til virkeligheden. Den fortæller, at de fortsat har mulighed for at få krammet på topholdet Skive i det nye år. Foto: Hornslet IF

Hornslet IFs håndbolddamer vender ikke ryggen til virkeligheden. Den fortæller, at de fortsat har mulighed for at få krammet på topholdet Skive i det nye år. Foto: Hornslet IF

Divisionshåndbold: Hornslet IF vandt igen og går efter topplacering

Hornslet IF’s divisionsdamer sluttede førte turneringshalvdel på en 2. plads og vil jagte topholdet Skive fH i foråret

Af
Martin Schultz

Med en sikker sejr på 30-22 efter 18-8 ved pausen sluttede Hornslet IF’s divisionsdamer efteråret på en fornem 2. plads i 3. Divisions pulje 2, fire point efter det suveræne og ubesejrede tophold Skive fH. Hornslet IF går derfor et spændende forår i møde, for her går jagten for alvor ind på Skive fH.

“Skive fH er gået igennem efterårets ti kampe uden pointtab, men jer er sikker på, at vi har holdet, som kan slå topholdet. Sætter de yderligere point til, er vi i direkte duel med Skive fH om førstepladsen og direkte oprykning til 2. division,” siger Hornslet IF’s træner Max Ørum Christensen.

Hornslet IF’s divisionsdamer har tabt to kampe i efteråret. Dels i den allerførste kamp i sæsonen til samme Skive-hold, og dels for nogle uger siden på udebane til Mejdal-Halgård med 27-26.

“Det var et træls pointtab, som vi skulle have undgået. Men ellers har vi vundet de øvrige kampe og mange af dem overbevisende,” mener Max Ørum Christensen.

Plads til eksperimenter

Overbevisende var det også i tirsdagens kamp på udebane mod Lemvig Nissum Håndbold, for kampen var lukket efter 20 minutter, hvor gæsterne fra Hornslet var foran med 10 mål.

“Det er altid en ubekendt faktor, når man på en hverdagsaften efter arbejde skal køre flere timer for at spille en kamp i Lemvig. Men pigerne var klar og skarpe denne aften,” siger Max Ørum Christensen.

Hornslet IF stillede op uden Maria Møller, som var forhindret på grund af arbejde. Desuden var det unge talent Mikkeline Mikkelsen ikke til rådighed efter en skade ved torsdagens træning, som holdt hende ude af både divisionsholdet og Jyllandsserieholdets seneste kamp. Til gengæld var målvogter Malene Breinbjerg med igen og stod en god kamp mod Lemvig Nissum Håndbold.

Ved halvleg var stillingen 18-8 til Hornslet IF, og derfor blev 2. halvleg brugt til at eksperimentere.

“Vi tabte reelt 2. halvleg, men det var især i det sidste kvarter, at vi sjuskede og spillede dårligt,” siger Max Ørum Christensen.

Andetholdet på førstepladsen

Efteråret bød ikke blot på succes for divisionsholdet, for også andetholdet i Jyllandsserien har klaret sig godt og sluttede trods et nederlag på 27-26 til Randers KFUM på en førsteplads. Funder GF slog nemlig Gødvad GIF, som derved trods pointlighed ikke kunne vippe Hornslet IF 2 af pinden på førstepladsen.

“Med førstepladsen får vi to point med over i den ombrudte pulje i Jyllandsserien, hvor der spilles om oprykning til 3. division.Det er ikke en målsætning, at vi skal rykke op, men det er et plus, at vi er med i oprykningsspillet,” siger Max Ørum Christensen.

Holdet i Jyllandsserien trænes af Therese Due, som er en af klubbens rutinerede divisionsspillere, men som i år er ude med en alvorlig knæskade. Klubbens unge talenter kan blive udviklet på holdet, og ifølge Max Ørum Christensen er der tre-fire spillere, som banker på til divisionsholdet.

Divisionsholdet holder juleferie og genoptager træningen 30. december. Første kamp er søndag 5. januar på hjemmebane i et lokalopgør mod HEI Skæring.

Kampfakta:

3. Division kvinder, Pulje 2

Lemvig Nissum Håndbold - Hornslet IF 22 - 30 (8 - 18)

Tirsdag 10. december kl. 20.00 i Arena Vestjylland Forsikring Lemvig

Målscorere:

  • Linda Assing Christensen, 9 mål
  • Simone Handberg Pedersen, 8 mål
  • Sara Thrue, 3 mål
  • Mai Søgaard Bang, 3 mål
  • Julie Kristine Svendsen, 3 mål
  • Emilie Gammelvind Sørensen, 3 mål
  • Katrine Solgaard, 1 mål

Publiceret 13 December 2019 23:30