Den kendte målvogter og håndboldtræner Susanne Munk Wilbek flankeret af sine “målmandselever”: fra venstre Kristian Kolstrup Møller, Magnus Møller-Sørensen, Kasper Hansen og Kasper Kolstrup Møller. Foto: Nørre Djurs HK

Den kendte målvogter og håndboldtræner Susanne Munk Wilbek flankeret af sine “målmandselever”: fra venstre Kristian Kolstrup Møller, Magnus Møller-Sørensen, Kasper Hansen og Kasper Kolstrup Møller. Foto: Nørre Djurs HK

Divisionshåndbold: Håndboldikon skal gøre Nørre Djurs HK’s målmænd bedre

Kvindelandsholdets legendariske målvogter Susanne Munk Wilbek har i et intensivt træningsforløb flyttet på Nørre Djurs HK’s bedste herremålmænd

Af
Martin Schultz

Flot spil af Nørre Djurs HK’s to målmænd Kasper Kolstrup Møller og Magnus Møller-Sørensen var i de sidste kampe inden jul med til at sikre 2. Divisionsholdet vigtige point, så holdet efter en skuffende start på sæsonen alligevel kunne holde julepause på en 4. plads - ikke langt fra sportschef Nicolaj Danefeld Hansens erklærede målsætning om en top-tre placering i denne sæson.

Og målmændenes succes er måske ikke kommet ud af ingenting, for sidst på efteråret havde Nørre Djurs HK i flere omgange besøg af en af dansk håndbolds kendte målmandsprofiler, Susanne Munk Wilbek, som i et koncentreret trænings- og coachingforløb skulle skubbe til målmændenes udvikling.

“Hvis vores keepere ikke står godt, så har vi svært ved at vinde de vigtige kampe. Det kan man også se i de internationale kampe, hvor vigtig målmændenes indsats er på landsholdet,” siger Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen.

For at give klubbens målmænd et løft opad hentede han derfor målmandslegenden Susanne Munk Wilbek fra Viborg til Nørre Djurshallen for i en periode at sikre sig kompetent hjælp udefra til en mere individuel målmandstræning.

Og de to målmænd stod hver sin brandkamp inden jul og viste, at de havde taget ved lære af den kendte målvogters indsats. Kasper Kolstrup Møller var et levende plankeværk i den overraskende sejr over topholdet Hjallerup IF, og Magnus Møller-Sørensen viste klassen i holdets seneste kamp mod Skive fH.

Snart skal de to målmænd vise, at de har arbejdet videre med Susanne Munk Wilbeks input, når Nørre Djurs HK tirsdag aften tager hul på den anden turneringshalvdel i 2. Division med udekampen mod Randers HH.

Præmieskabet godt fyldt i Viborg

Hvem husker ikke de “jernhårde ladies”, som i 80’erne og 90’erne med Ulrik Wilbek som træner gjorde kvindehåndbolden til den helt store TV-oplevelse rundt i stuerne og vandt stort set hvad der kunne vindes af mesterskaber. Susanne Munk Lauritsen var holdets målvogter og hentede guld ved både VM, OL og EM, samtidig med at hun var en klassekeeper på Viborg HK’s hold. Hun blev i 1994 gift med Ulrik Wilbek og skiftede navn til Susanne Munk Wilbek. Ulrik Wilbek er som bekendt i dag borgmester i Viborg, mens Susanne Munk Wilbek siden 2017 har været assistenttræner på Viborg HK’s ligahold.

Susanne Munk Wilbek har særlige kompetencer indenfor både den spillemæssige, tekniske og mentale side af målmandsrollen, og arbejder derfor også med udvikling af målmænd på herrehold, som hun tidligere har gjort det på ligahold som Skjern og Mors/Thy.

“Det handler i høj grad om at bevidstgøre målmændene om deres muligheder. Når jeg er ude af døren igen, så så skal de være klar på, hvad de selv kan gøre for at komme videre. Og målmændene i Nørre Djurs HK var meget åbne, parate, flittige og arbejdssomme,” siger Susanne Munk Wilbek, som gennem samtaler og ved at studere målmændene i træning og kamp udviklede de spillerprofiler, som der nu er lavet øvelser til.

“De vigtigste analyser er givet videre til træner Jan Mathiesen, således at han kan være med til at fastholde de fokuspunkter, som vi har arbejdet med. Jo bedre vi kan holde fast i fokuspunkterne, jo bedre virker den måde at arbejde på,” siger Susanne Munk Wilbek.

En del af en proces

Nørre Djurs HK’s to bedste målmænd har været meget begejstrede for træningen med Susanne Munk Wilbek.

“Det var virkelig fedt. Susanne Munk Wilbek kunne både komme med en masse små fif, men også med ting man kunne arbejde med og forbedre i sit spil. Hun arbejdede meget individuelt med os, og hun viste mig, hvordan jeg kan være mere eksplosiv i mine udfald. Hun har styr på det, og jeg er sikker på, at jeg bliver en bedre målmand. Men det er en del af en proces, og vi skal arbejde videre med hendes input,” siger målmandsduoens yngstemand, Magnus Møller-Sørensen.

“Det var en kæmpestor oplevelse, for Susanne Munk Wilbek er en af min barndoms største idoler. Vi gik ind i arbejdet med dyb respekt, for hun er af en de allerbedste på dette felt,” siger Kasper Kolstrup Møller.

“Det er små ting, som skal ændres, for at gøre en stor forskel. Så jeg oplevede mærkbare forbedringer i mit spil fra dag 1. Hun gik meget seriøst til værks, og hun satte sig ind i hver enkelt af os i forhold til den type målmand vi er. Og så er hun sindssyg god til at lære fra sig,” siger Kasper Kolstrup Møller.

Også sportschef Nicolaj Danefeld Hansen var tilfreds med udbyttet af projektet.

“Susanne er pivdygtig til sit arbejde, og når vi ser på gulvet, at det giver resultater, så er det vigtige ressourcer at lægge i dette arbejde. Vi vil gerne gøre rammerne bedre for vores keepere, og på den måde er det et led i den basale udvikling af vores eliteprojekt i Nørre Djurs HK,” slutter Nicolaj Danefeld Hansen.

Efter julepausen vender turneringen nu i 2. Division. Tirsdag aften går det igen løs kl.19.30 i Hornbækhallen med det unge hold fra Randers HH.

Publiceret 03 January 2020 17:30