Lars Lilholt kigger til Glesborg lørdag 11. januar, når Nørre Djurs HK holder en intern temadag om frivillighed og fællesskab. Pressefoto

Lars Lilholt kigger til Glesborg lørdag 11. januar, når Nørre Djurs HK holder en intern temadag om frivillighed og fællesskab. Pressefoto

Lars Lilholt kigger forbi Glesborg på lørdag

Den mangeårige spillemand gæster Nørre Djurs HK til workshop, hvor temaet er frivillighed og fællesskab i foreningslivet

Af
Lars Norman Thomsen

GLESBORG Det er velkendt, at Lars Lilholt og Nørre Djurs HK har en lang historie sammen. I år bliver det således 28. gang i streg, at Lars Lilholt Band i juli træder op på scenen i slotsparken i Meilgaard.

Derfor er det ikke overraskende, at Lars Lilholt har sagt ja til at bidrage til Nørre Djurs HKs workshop lørdag 11. januar om frivillighed og fællesskab fra vugge til grav.

Vores DNA

"Koncerten på Meilgaard er en væsentlig del af vores klubs DNA, og Lars Lilholt har været med på nærmeste hold alle årene. Derfor var det også oplagt at spørge ham, om han ville kigge forbi vores workshop," siger Henrik Elkjær, aktiv på mange fronter i klubben, som både leder, træner, spiller og ungdomskonsulent.

Henrik Elkjær er som mange andre Nørre Djurs HK'ere nærmest født ind i klubben.

"Lars Lilholt vil svare på spørgsmål fra forsamlingen om sjove oplevelser gennem årene, for det, der binder fællesskabet sammen, er netop gode oplevelser sammen. Jeg er også ret sikker på, at han vil spille en sang eller to for os," siger Henrik Elkjær.

Han håber, at lørdagens temadag, hvor deltagerne er trænere, ledere og udvalgsmedlemmer i Nørre Djurs HK, rykker klubben endnu tættere sammen i bussen.

"Vi er rigtig glade for den kultur, der er omkring os nu, men også meget beviste om, at vi skal have fuld fokus på at udvikle og dyrke den i fremtiden," siger Henrik Elkjær.

Billetsalg startet

Billetsalget til dette års Slotskoncert på Meilgaard fredag 17. juli er i fuld gang.

"Vi må nok sige, at interessen er blevet endnu større efter sidste års justering i konceptet, og derfor vil vi også opfordre til at man køber sin billet i så god tid som muligt, siger håndboldformand Karen Magrethe Fogh.

Meilgaard Slotskoncert har i år Johnny Madsen, Dodo and the Dodos og Lars Lilholt Band på plakaten. I 2019 var der fuldstændig udsolgt med mere end 4.000 gæster i parken.

Publiceret 08 January 2020 19:16