Socialt udsatte mødes til DM i fodbold i Hornslet

Onsdag 29. januar mødes over 100 socialt udsatte for at dyste i 3. runde af DM i fodbold i Hornslet Kultur- og Idrætscenter

Af
Lars Norman Thomsen

HORNSLET For en stor del af landets udsatte på boformer, misbrugscentre og væresteder er deltagelse i fodboldstævner stævner ikke bare et fodboldstævne, men også en mulighed for at møde ligesindede.

Landsforeningen af VæreSteder står for 'sport for LIVET', der er Danmarks mest omfattende idrætstilbud til socialt udsatte. Onsdag 29. januar går det løs i Hornslet Kultur- og Idrætscenter, 100 socialt udsatte kommer og deltager.

”Det bliver en fantastisk dag, hvor fodbolden og det sociale går hånd i hånd," udtaler Nico Hansen, idrætskonsulent i Landsforeningen af VæreSteder i en pressemeddelelse.

"Mange af vores deltagere ville aldrig melde sig ind i en almindelige idrætsklub – de føler simpelthen ikke, at de passer ind. Men her mødes de med ligesindede. Folk med samme baggrund og problemer som dem selv. Det giver et fællesskab og energi til at komme videre i livet.”

Sport for LIVET er mere end idræt, men tag ikke fejl.

"Når dommeren først fløjter de første kampe i gang onsdag morgen kl. 10.00 bliver der i den grad gået til den. Det kan godt være, at sportstøjet ikke er det nyeste, at kroppen bærer præg af et hårdt liv på gaden og er blevet en del kilo tungere, men på banen er alle lige og lige opsat på at vinde. Der bliver gået til den. Der er fine pokaler og æren på spil. Og i sidste ende er alle vindere," lyder det

FAKTA

Om sport for LIVET

  • I 2005 arrangerede Landsforeningen af VæreSteder 'Tour de Udsat', et seksdages-cykelløb for socialt udsatte mennesker på tandemcykler med start på Rådhuspladsen i København og med mål i Vejle. Trods megen skepsis fra omverdenen blev det en kæmpe succes, og det blev samtidig startskuddet til etableringen af Landsforeningen af VæreSteders sportsprogram 'sport for LIVET'.
  • 'sport for LIVET' omfatter årligt:
  • Godt 60 nationale og regionale idrætsstævner
  • Med deltagelse af over 6000 socialt udsatte mennesker
  • Der dyster inden for 20 forskellige idrætsdiscipliner, bl.a. fodbold, bueskydning, petanque, stigegolf, dart, krolf og bordcurling.
  • Idrætsarrangementerne i 'sport for LIVET' afvikles sammen med socialt udsatte. Landsforeningen af VæreSteder har gennem tiden uddannet over 600 socialt udsatte værestedsbrugere til holdledere. Uddannelsen omfatter et tredages kursus og klæder værestedsbrugerne på til at igangsætte idrætsaktiviteter på de lokale væresteder og til at hjælpe med afviklingen af regionale og nationale stævner og arrangementer.

FAKTA

FAKTA

FAKTA

Om Landsforeningen af Væresteder

  • Landsforeningen af VæreSteder har siden etableringen i 1998 hjulpet væresteder i hele landet med at udvikle fællesskaber og skabe positive forandringer blandt socialt udsatte.
  • I dag er 130 væresteder og 70 boformer og idrætssociale foreninger medlemmer af Landsforeningen af VæreSteder, som derigennem har kontakt til mere end 23.000 socialt udsatte borgere, der ellers er en vanskelig målgruppe at nå gennem det offentlige system.
  • Værestedsbrugere slås med mange tunge sociale problemer som psykisk lidelse, hjemløshed, kriminalitet, gæld og manglende økonomiske ressourcer, alkohol- og stofmisbrug, omsorgssvigt, overgreb, prostitution, selvmordstruet, selvskadende adfærd og ensomhed (Årsrapport for udsatteidrætten, Landsforeningen af Væresteder, 2018.)

Kilde: 'Landsforeningen af Væresteder'.

Publiceret 22 January 2020 16:30