Lasse Dahl Sørensen (tv.) har trygt overladt den blå-hvid stribede Ådalen trøje til afløseren Jesper Møgelvang, der siger goddag til herrespillerne lørdag eftermiddag

Lasse Dahl Sørensen (tv.) har trygt overladt den blå-hvid stribede Ådalen trøje til afløseren Jesper Møgelvang, der siger goddag til herrespillerne lørdag eftermiddag

Seriefodbold: Mads E. sørger for aftensmad til nytårsappel i Ådalen

Lime-Skørring klubben samler sine seniorspillere lørdag eftermiddag på Lime Stadion til årets første træning, som afsluttes på behørig vis

Af
Lars Norman Thomsen

Ådalens nye cheftræner Jesper Møgelvang, Vivild, der afløser Lasse Dahl Sørensen, føler sig godt forberedt til den nye sæson, som starter lørdag klokken med nytårsappel på Lime Stadion.

"Vi har mødtes et par gange til indefodbold fredag aften i Ådalshallen med en tilslutning på 25-30 mand. Jeg så holdet fem gange i efteråret, hvor oprykning til S2 først glippede med 20 minutter tilbage af sæsonen i playoff-finalen på udebane mod Hammel GF, så jeg er godt forberedt, og de har taget rigtigt godt imod mig i klubben," fortæller den rutinerede træner som senest har været cheftræner i Romalt.

Truppen fra sidste sæson er intakt, og det er en stærk og bred trup, der sidste år blev suppleret med Randers-drengene Søren Dam og Jacob Gyvelgaard.

"Der er et godt sammenhold i truppen, og de fleste af spillerne er 20-25 år, så der er masser af fremtid både i truppen og i klubben," vurderer Jesper Møgelvang.

Til Tyskland

Ådalen kommer til at træne mandage kl. 20-22 på kunstgræs i Hornslet og onsdage kl. 19-21 på anlægget i Lime.

"Ud over en intern træningskamp 8. februar i Hornslet, så har vi planlagt syv træningskampe mod AH 2012, Hornslet IF, Nørager BK (S2), Mørke IF (S4), Auning IF, VH Fodbold og IF Midtdjurs. Vi er blevet placeret i en pulje med udelukkende Djursland-hold, og det er vi godt tilfredse med," siger Jesper Møgelvang, der til daglig arbejder som lektor ved Handelsgymnasium Tradium i Randers.

Han mener, at førsteholdet i Serie 3 bør kunne blande sig i puljens øverste halvdel.

Træningskampene bliver afbrudt først i marts, hvor turen går til Neumunster for at spille på kunstgræs og til Hamborg for at se HSV - Jahn Regensburg i 2. Bundesliga på Volksparkstadion.

Jahn Regensburg har danske Andreas Albers i truppen. Den store dansker med en fortid i bl.a. Vejle og Silkeborg.

Seks mål og tre assists i løbet af 910 minutter på banen i sin første halvsæson i Tyskland er det foreløbige facit for den danske Jahn Regensburg-topscorer.

Tre seniorhold

Ud over førsteholdet i S3, så har Ådalen IF i foråret 2020 et hold i S5 samt et 7-mandshold.

Jesper Møgelvang får yderst kompetent hjælp i form af spillende assistenttræner Kåre Brøgger Sørensen samt klubkoryfæerne Kaj Sørensen og Jan Espensen. Der er også planlagt træningskampe for klubbens andet- og tredjehold, ligesom Ådalen IF har et hold tilmeldt i damesenior S2 under ledelse af klubbens tidligere tankcenterforward Kasper 'Loss' Jensen, der også lyder tilnavnet 'Den Røde Baron'.

"Lørdagens appel indledes kl. 15 på banerne i Lime med en let omgang træning for både damer og herrer, hvorefter Jan Espensen og Ådalen IF vil byde velkommen til den nye sæson og til undertegnede, der vil fortælle spillerne lidt om, hvad der kommer til at ske i opstarten af sæsonen," fortæller Jesper Møgelvang.

Den traditionelle nytårsappel-suppe er pillet af brættet i år til fordel for en omgang aftensmad, som Mads Espensen tilbereder med lidt medhjælp.

"Han har fået lov til at blive inde fra de udendørs udfoldelser," siger Jesper Møgelvang.

Publiceret 31 January 2020 13:00