Nørre Djurs HK’s højre fløj Simon Østergaard spillede op til sit bedste og scorede seks mål i kampen mod Frederikshavn FI. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Nørre Djurs HK’s højre fløj Simon Østergaard spillede op til sit bedste og scorede seks mål i kampen mod Frederikshavn FI. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK tæt på at nedlægge topholdet

Nørre Djurs HK holdt topholdet Frederikshavn FI stangen på udebane indtil fem minutter før tid. Så scorede topholdet fire mål og vandt med 32-28

Af
Martin Schultz

“Vi ville gerne vise, at vi er berettigede til at spille med i toppen af 2. Division.”

Det siger Nørre Djurs HK’s træner Jan Mathiesen om kampen i Arena Nord i Frederikshavn søndag eftermiddag, hvor Nørre Djurs HK først i de sidste fem minutter måtte overgive sig i kampen mod rækkens suveræne tophold Frederikshavn FI.

Efter en flot indsats af alle mand slap kræfterne op hos Nørre Djurs HK i slutningen af kampen, således at hjemmeholdet fra stillingen 28-28 kunne score de sidste fire mål og sikre sig en trods alt komfortabel sejr.

“Vi blev trætte til sidst, og det blev straffet. Da vi kom bagud med to mål, satsede vi lidt og det kostede i det endelige resultat,” fortæller Jan Mathiesen, som kunne se Frederikshavn FI’s store profil, den tidligere ligaspiller Casper Holmen folde sig ud med seks mål i 2. halvleg.

“Vi leverede en god holdindsats, og kan vi ramme det niveau hver gang, så ser det godt ud. Simon Østergaard spillede op til sit bedste både i angrebet og i forsvaret. Han ramte sit niveau både fra fløjen og i kontraspillet og scorede seks mål. Men hele holdet arbejdede godt sammen og især blev det arbejdsraseri, som vi lagde i forsvaret, rigtig vigtigt,” siger Jan Mathiesen.

Foran med to mål ved pausen

Nørre Djurs HK havde varmet op til mødet med Frederikshavn FI med en pokalkamp i Santander Cup tirsdag aften mod Skive fH fra 1. Division på hjemmebanen i Nørre Djurshallen. Men Skive fH var ikke i gavehumør og kørte hjemmeholdet over med 36-22 i en magtdemonstration af styrkeforskellen mellem landets næstbedste og trediebedste række.

I truppen til kampen mod Frederikshavn FI måtte Jan Mathiesen undvære den rutinerede fløjspiller Henrik Storm Pedersen med en skade og stregspilleren Rasmus Dalsgård Lund på grund af en udlandsrejse.

“Henrik Storm Pedersen følte sig sløj allerede i pokalkampen mod Skive fH og har fået konstateret en lettere hjernerystelse efter et uheld på træningsbanen,” fortæller Jan Mathiesen.

Frederikshavn FI er nedrykkere fra 1. Division og stillede med et skudstærkt og fysisk veltrimmet hold med mange spillere med erfaring fra 1. Division.

“Vi spillede en jævnbyrdig 1. halvleg, hvor vi i slutningen lykkedes med det hele. Vi trykkede både godt på angrebsmæssigt og dækkede godt op, så vi gik til pause foran med 19-17,” siger Jan Mathiesen.

Havde topholdet på krogen

Nørre Djurs HK startede også godt i 2. halvleg og kom foran med 20-17, men så scorede hjemmeholdet tre mål i streg og fik udlignet til 20-20.

“Men Frederikshavn FI hævede deres niveau og spillede mere fysisk. De trådte et skridt frem i deres 6-0 forsvar, og samtidig blev vi frustrerede over nogle dommerkendelser, og da især Casper Holmen spillede sig op i angrebsspillet, blev vi presset og kom bagud med 25-22. Men vi kom igen og var efter 48 minutter foran med 27-26. Vi havde dem på krogen i 2. halvleg, men de løftede deres niveau og løb med sejren til slut,” siger Jan Mathiesen.

Med nederlaget til Frederikshavn FI faldt Nørre Djurs HK ned i bunden af feltet af hold i den bedste halvdel i 2.division.

“Men vi har det nemmeste program blandt holdene i midterfeltet, så vi skal ud og vinde så mange kampe som muligt, så vi kan opfylde vores målsætning om en top-tre placering. Vores næste modstander er Hammel GF lørdag eftermiddag på hjemmebane. Vi har revanche til gode, og selvom Hammel GF er et meget skudstærkt hold, skal vi slå dem, hvis vi rammer vores niveau,” siger Jan Mathiesen.

Kampen mod Hammel GF spilles lørdag kl. 15.45 i Nørre Djurshallen, og tilskuerne har som altid gratis adgang til kampen.

Kampfakta:

2. Division herrer, pulje 1

Frederikshavn FI - Nørre Djurs HK 32 - 28 (17 - 19)

Søndag 23. februar kl. 14.00 i Arena Nord Frederikshavn

Målscorere:

  • Nicolaj Danefeld Hansen, 8 mål
  • Simon Østergaard, 6 mål
  • Mike Paulsen, 6 mål
  • Simon Søgaard Jensen, 4 mål
  • Martin “Bondemanden” Jensen, 2 mål
  • Mikkel Milling, 1 mål
  • Rasmus Secher Eldrup, 1 mål

Publiceret 26 February 2020 10:00