Hornslet IF og Simone Handberg Pedersen må kigge langt efter en oprykningsbillet til 2. Division. Foto: Hornslet IF

Hornslet IF og Simone Handberg Pedersen må kigge langt efter en oprykningsbillet til 2. Division. Foto: Hornslet IF

Håndbold: Corona i vejen for Hornslet IF’s drøm om to oprykninger

Hornslet IF’s damer ramt af Dansk Håndbold Forbunds beslutning om at lukke turneringen 11. marts på grund af corona-epridemien

Af
Martin Schultz

HORNSLET ”Jeg synes det er en mærkelig beslutning. Hvorfor kan vi andre ikke spille turneringen færdig. Og det rammer ikke kun os i Hornslet IF. Der er sket mange urimeligheder rundt omkring.”

Sådan siger Hornslet IF’s træner Max Ørum Christensen, efter at Dansk Håndbold Forbund lod stillingerne 11. marts kl. 23.59, på baggrund af statsminister Mette Frederiksens nedlukning af landet, være afgørende for op- og nedrykninger for alle rækker uden for Liga’en og 1. division.

Ganske vist lå Hornslet IF’s andethold på førstepladsen i Jyllandsserien og skulle dermed være rykket op i 3. division. Men da Hornslet IF’s damer i 3. division sluttede på en 2. plads og ikke får mulighed for gennem play-off kampe at kvalificere sig til oprykning til 2. division, må andetholdet blive i Jyllandsserien.

”En klub kan ikke have to hold i 3. division. Men det var i vores egne hænder at slutte som to’er, og vi ville gå benhårdt efter at vinde de to kvalifikationsopgør med både ude- og hjemmekampe mod først en anden to’er fra 3. division og derefter en næstsidst fra 2. division. Hvis vi rykkede op i 2. division, kunne vores andethold være fulgt med op i 3. division,” siger Max Ørum Christensen.

Spillerne var klar til oprykning

At stå med damehold i både 2. og 3. division er noget af en drøm for Hornslet IF, og det ville have været det perfekte udgangspunkt for udviklingen af klubbens unge talenter.

Efter to år i 3. division var Hornslet IF klar til igen at rykke op i 2. division, hvor klubben fik en enkelt sæson i 2017/2018. I den netop afsluttede sæson sluttede Hornslet IF på en 2. plads i 3. division uden at kunne passere suveræne Skive fH, som kun tabte en enkelt kamp i turneringen.

”Det ærgrer mig, at turneringen er endt sådan her. Spillerne var klar,” siger Max Ørum Christensen, som mener man kunne have afgjort tingene på sportslig vis i juli og august.

”Vi har ikke haft mulighed for at tale sammen. Så vi mødes igen lige så snart det er muligt,” siger Hornslet IF’s træner Max Ørum Christensen.

Hornslet IF’s andethold kan i efteråret møde Nørager B’s damer, som profiterede af turneringens fremrykkede afslutning og rykker fra Serie 1 op i Jyllandsserien foran Randers KFUM 3, Ørum Idrætsforening og Nørre Djurs HK.

På Djursland er det i denne afbrudte og nu afsluttede sæson på herresiden lykkedes Nørre Djurs HK at få sit andethold op i 3. Division. Førsteholdet sluttede på en 4. plads i 2. division.

Publiceret 25 March 2020 16:30