Mørke IF til nytårsappellen i vinter med træner Tonni Kristensen i neongult. Arkivfoto

Mørke IF til nytårsappellen i vinter med træner Tonni Kristensen i neongult. Arkivfoto

Seriefodbold: Mørke IF-spiller løb sig til en tur i biffen

Mørke IF-træner Tonni Kristensen har holdt sine spillere i form trods nedlukningen af træningsbanerne

Af
Martin Schultz

Mørke IF’s angriber Marc Poulsen sikrede sig forleden to biografbilletter efter at have løbet 52 km på en uge.

Bag præmien, som kan indløses når biograferne igen lukker op, stod Mørke IFs træner Tonni Kristensen, som har gjort lidt ekstra for at holde sine spillere i fysisk form trods corona-nedlukningen.

”Spillerne løber eller cykler og sender mig hver uge en rapport over rute og antal ture. Så får de et kryds og jeg ved, hvem der er i form, når bolden igen kommer til at rulle. Forventningen var, at de skulle løbe eller cykle to gange om ugen. Men nogen har løbet op til fem gange om ugen,” fortæller Tonni Kristensen.

”Som et ekstra incitament udlovede jeg to biografbilletter til den, som løb længst fra mandag til søndag kl. 20.00, og Marc Poulsen nåede imponerende 52 km. Jeg måtte også af med en billet til en vores nye spillere, Thomas Jarlak, som med 51,33 km var meget tæt på Marc.”

Nu er Mørke IF klar til at træne igen og følger DBU’s Corona-regler.

”Vi deler os op i grupper på max. 10 personer, og så er det tanken, at vi vil træne mandag, onsdag og lørdag,” fortæller Tonni Kristensen, som forventer omkring 25 spillere til træning efter den lange pause.

Mørke IF duel med Hornslet IF

Det var ellers en optimistisk Mørke IF-trup, som mødte op til Mørke IF’s nytårsappel i vinter.

Holdet havde haft en fin sæson i Serie 4 i efteråret, hvor det blev til en 2. plads efter ærkerivalerne fra Hornslet IF.

”I den næstsidste kamp var vi i direkte duel mod Hornslet IF og kunne have nøjedes med et uafgjort resultat i lokalopgøret. Men vi tabte med 2-0, og derefter tabte vi playoff kampen om oprykning til tst fra Serie 3 med 6-3,” fortæller Tonni Kristensen, som tog over som træner i Mørke IF for fire år siden. Han har fået godt gang i seniorfodbolden efter nogle sløje år, som blandt andet resulterede i et holdsamarbejde med TRIF.

Tonni Kristensen var oprindelig Aarhus-dreng.

”Men da jeg var 13 år flyttede vil til Mørke. Som ynglingespiller kom jeg på et udvalgt Djurslandshold, hvor jeg mødte og blev venner med flere spillere fra Vivild IF. Derfor skiftede jeg til Vivild IF, hvor jeg spillede i otte år og var med til at rykke op i Kvalifikationsrækken,” fortæller Tonni Kristensen. Men knæene havde det ikke godt, og for fem år siden blev han opereret i knæet. Men stort var det, da den tidligere så farlige angriber sidste sommer blev udtaget til Djursland All Stars holdet, som tabte med 3-0 til Old Boys landsholdet på Ryomgård Stadion.

Tonni tager cyklen

44-årige Tonni Kristensen har trænet de samme spillere i Mørke IF siden de var U10 drenge og op til de blev U17. Siden har han igen overtaget dem som voksne, og der har været godt liv i seniorfodbolden i Mørke siden. En enkelt oprykning blev det til for et par år siden, men Mørke IF fik kun en enkelt sæson i Serie 3.

Truppen var klar og der var optimisme før den nye sæson med blandt andet tilgang af fire unge spillere. Men desværre uden fire langtidsskadede spillere, deriblandt midtbanespilleren Mikkel Busk, som blev korsbåndsskadet i efterårets oprykningskamp mod Hornslet IF, og topscoreren og allroundspilleren Nicolaj Post med den fine sparketeknik, som døjer med sit knæ.

Det blev til en enkelt træningskamp mod et stærkt Ådalen IF-hold, som vandt med 5-0, inden alt lukkede ned på grund af corona epidemien.

Men der er blevet løbet og cyklet godt under nedlukningen. Tonni Kristensen cykler også selv og napper 15 km hver gang.

”Et par gange har jeg spurgt spillerne om de ville med. Så mødes vi ved klubhuset og er cyklet sammen med den nødvendige afstand imellem os,” fortæller Tonni Kristensen, som mandag er klar til at genoptage træningen under iagttagelse af corona-reglerne. Måske kan det blive til et par træningskampe inden sommerferien.

Publiceret 08 May 2020 15:30