Fra v.: Jonas Ring Agerholm, John 'Oldies but Goodies' Sabalic, Jakub Adam 'Kuba' Dorocinski og Michael Knudsen klar til en ny omgang i 1. Division efter sommerferien. Arkivfoto

Fra v.: Jonas Ring Agerholm, John 'Oldies but Goodies' Sabalic, Jakub Adam 'Kuba' Dorocinski og Michael Knudsen klar til en ny omgang i 1. Division efter sommerferien. Arkivfoto

Sabalic og crew bliver i 1. Division

Rønde BTKs herrer endte med med at vinde nedrykningsslutspillet i 1. division, hvor sidste runde ikke blev afviklet på grund af corona-situationen

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Rønde BTKs flagskib i herrespillernes næstbedste række, 1. Division, formår fortsat at holde kursen, og reelt er der nu kun ti klubber nationalt, der statusmæssigt er bedre end Rønde BTK. Det står klart efter, at det lykkedes kvartetten, som udgør holdet, at vinde nedrykningsslutspillet i 1. division.

"Det er korrekt, i at vi kun har ti klubber over os i Danmark, da to af de hold, der spillede oprykningsspil, var 2. hold fra Roskilde og Næstved," fortæller super-veteranen John Sabalic.

Corona-krisen forhindrede, at sidste runde i nedrykningsspillet blev afviklet, og da Virum 2. hold i den sidst spillede runde ikke mødte op, blev mandskabet diskvalificeret og holdets resultater nulstillet. Derfor kunne Rønde BTK kåres som vindere af rækken foran OB. Evighedstalentet Michael Knudsen, der kan spille godt selv i søvne, sluttede som rækkens bedste spiller målt på antal sejre.

Samme trup næste sæson

Når en ny sæson begynder efter sommerferien er det fortsat bestyrelsesformand Jonas Ring Agerholm, Michael Knudsen, Jakub Adam 'Kuba' Dorocinski og John 'Oldies but Goodies' Sabalic, der skal trække læsset med Søren Melgaard som engageret manager.

Michael Knudsen og Jonas Ring Agerholm har aldrig tidligere har haft så højt et ratingtal som i denne sæson.

John Sabalic er også højt på strå, men han har også noget at leve op til. I 1997 var han således placeret som nummer 10 på den samlede ratingliste i Danmark.

Om samme Sabalic kan der føjes en lille historie til. Det lykkedes nemlig for ham at vinde dette års quiz - og dermed et gavekort på 1.000 kroner - blandt hele landets bordtenniseksperter ved at gætte på hvilke hold og spillere, der endte øverst i samtlige landets divisionsrækker fra Stigadivisionen til 3. division både blandt mænd og kvinder.

"Og det var ikke sket, hvis Virums hold ikke var blevet diskvalificeret," smiler John 'Oldies but Goodies' Sabalic.

Publiceret 21 May 2020 08:00