Coming man på de djurslandske stadions. Magnus Kristensen, 15, satser på at kombinere aktiv fodboldkarriere med dommergerning. Foto: Lars Norman Thomsen

Coming man på de djurslandske stadions. Magnus Kristensen, 15, satser på at kombinere aktiv fodboldkarriere med dommergerning. Foto: Lars Norman Thomsen

Magnus på 15 somre går fodbolddommervejen

Unge Magnus Kristensen dømte tirsdag aften sin blot anden kamp, og det slap han fint fra

Af
Lars Norman Thomsen

Unge fodbolddommere, der vil og kan tage over, når de ældre har aftjent deres værnepligt på landets mange fodboldbaner, er en stor mangelvare.

Det gælder også på Djursland, hvor den lokale Djurslands Dommerklub og Syddjurs Ungdomsskole, #Ungsyddjurs, før Corona-krisen satte ind i fællesskab afviklede et dommerkursus for vordende unge fodbolddommere.

Magnus Kristensen, 15, var med på dette kursus, og det afskrækkede ikke den unge Rønde dreng. Han fik tværtimod lyst til selv at kombinere egen fodboldkarriere, på TRIFs U15-hold, med en karriere som manden i sort og med en fløjte i munden.

Tirsdag aften dømte han sit blot anden kamp, da han på Ryomgård Stadion ledede opgøret mellem Kolind-Midtdjurs og Hørning i U14 Piger Liga 3.

Det skete under skarp overvågning af den fremmødte dommerudvikler, Kasper Eriksen, Nørager, en af Djurslands absolut bedste dommere - med store øjne og små ører og en gemytlighed og humor som særkende.

"Jeg fik fin kritik for min første kamp, hvor jeg dog fik at vide, at jeg løb lidt forkert rundt på banen, så det skal jeg blive dygtigere til," forklarede Magnus Kristensen inden kampstart.

Hans ledelse af tirsdagens kamp var fin, og han delte sol og vind lige og havde en fin fornemmelse for en fodboldkamps rytme.

De lidt yngre piger på banen brokkede sig ikke, og det er altid et godt tegn.

Efter kampen fik Magnus Kristensen en kort snak og evaluering i selskab med Kasper Eriksen, før han kunne drage mod Rønde i bil. Bilen kørte hans mor.

Onsdag morgen mødte han ind til sin daglige dont på Rønde Privatskole.

Publiceret 24 June 2020 14:00