Janus Tranæs Didriken blev eneste målscorer i pokalkampen i Kolind, da han efter kun 8 minutters spil bragte FC Djursland foran med 1-0 på et direkte frispark. Foto: Martin Schultz

Janus Tranæs Didriken blev eneste målscorer i pokalkampen i Kolind, da han efter kun 8 minutters spil bragte FC Djursland foran med 1-0 på et direkte frispark. Foto: Martin Schultz

Pokalfodbold: FC Djursland fik kamp til stregen i Kolind

Kolind-Perstrup IF kæmpede godt, da FC Djursland vandt pokalkampen med 1-0 på et frisparksmål af Janus Tranæs Didriksen - søn af den tidligere FC Djursland-boss Ronni Didriksen

Af
Martin Schultz

FC Djurslands nye cheftræner Felipe Soares svang for første gang taktstokken, da ”hajerne” fra Grenaa tirsdag aften på Kolind Park mødte Kolind-Perstrup IF i 5. runde af pokalturneringen Syddjurs Pokalen. Det var holdets første betydende kamp siden FC Djursland 2. november tabte med 3-0 til Kjellerup IF i Danmarksserien, og med en smal 1-0 sejr over KPI bliver det til en kamp mere inden sommerferien, når FC Djursland lørdag eftermiddag på udebane møder SF Skødstrup fra Serie 3 i pokalturneringens 6. runde.

Et tidligt frisparksmål af den offensive midtbanespiller Janus Tranæs Didriksen var nok til sejren. Nikolaj Jarsmer kunne have øget føringen og dermed taget spændingen ud af kampen, da han i det 39. minut blev fældet i feltet af Magnus Bisgaard Hansen. Men ”Jalle” brændte straffesparket på hjemmeholdets André Tonnesen, som gik til den rigtige side og i fuld længde fik labben på bolden.

Så Kolind-Perstrup IF hang på og kom oven i købet ovenpå i 2. halvleg, hvor holdet mod slutningen pressede de boldsikre gæster og tilkæmpede sig flere store chancer.

”Det var en fin afslutning på vores pokaleventyr. Det var en god fodboldkamp med spænding til det sidste. I 2. halvleg matchede vi FC Djursland både spillemæssigt og fysisk, og vi kunne se, at vi havde flere kampe i benene end FC Djursland,” siger KPI-træner Dennis Holdgaard.

Unge spillere gjorde det godt

FC Djurslands nye cheftræner Felipe Soares (th) debuterede som boss på sidelinjen, mens den afgående cheftræner Robert Sørensen (tv) fik lov til at være hjælper. Foto: Martin Schultz

FC Djurslands nye cheftræner Felipe Soares (th) debuterede som boss på sidelinjen, mens den afgående cheftræner Robert Sørensen (tv) fik lov til at være hjælper. Foto: Martin Schultz

FC Djursland kom til pokalkampen på Kolind Park med et ungt hold, og på sidelinjen var Felipe Soares den nye chef, mens den afgående cheftræner Robert Sørensen fik lov til at være hjælper for sin efterfølger og kunne hygge sig et par timer på solsiden af banen denne herlige Sankt Hans aften.

FC Djursland var uden profiler som Rasmus Cramer, Jeppe Juhl Jensen, Emil Bjerre Busk og Morten Bruun, men gav fuld spilletid til nytilkomne Fabian Korsgaard fra Østdjurs 91, og i 2. halvleg fik U19-talenterne Nicklas Sloth og Emil Sander Husum og U17-spilleren Atas Güney lov til at vise sig frem.

”Det var en rigtig pokalkamp, og Kolind-Perstrup IF var et godt hold, som overraskede mig. Vi spillede især godt i 1. halvleg, men vi er ikke i 100 procent i form. Hjemmeholdet spillede sin chance og var farlige, især i de sidste 20 minutter. Heldigvis havde vi en god målmand i Anders Emil Hjorth. Jeg vil have, at vi holder bolden på græsset, og jeg synes, at vi en stor del af kampen formåede at spille bolden rundt og styre kampen Men vi må træne mere,” siger Felipe Soares.

I midterforsvaret havde Gustav Overgaard og Casper Bæksted godt fat i hjemmeholdets angribere, mens Benjamin Lahn, Nicolaj Jarsmer og Søren Koch Østergaard var godt kørende i angrebet. Benjamin Lahn ramte overkanten af overliggeren i 2. halvleg, men KPI-målmand André Tonnesen stod sikkert og greb godt ind på de mange hjørnespark og indlæg fra kanterne. Unge Emil Zander kom ind i 2. halvleg og viste god fart uden at han kunne bidrage til yderligere scoringer. Gæsterne måtte nøjes med Janus Tranæs Didriksens enlige scoring, da han udnyttede en lidt ukoncentret opdækning i Kolind-forsvaret og kunne sparke bolden forbi muren og i mål.

FC Djursland får en pokalkamp mere lørdag kl. 14.00 ude mod Skødstrup SF på Studstrup Idrætsanlæg inden sommerferien står for døren.

God til at tage straffespark

Kolind-Perstrup IF’s cheftræner Dennis Holdgaard var godt tilfreds med sit holds indsats mod Danmarksserieholdet fra FC Djursland. Foto: Martin Schultz

Kolind-Perstrup IF’s cheftræner Dennis Holdgaard var godt tilfreds med sit holds indsats mod Danmarksserieholdet fra FC Djursland. Foto: Martin Schultz

Kolind-Perstrup IF havde to pokalkampe mere i benene efter sejrene over Auning IF og IF Midtdjurs end modstanderen, og hjemmeholdet viste også formfremgang og kunne presse FC Djursland til sidste fløjt.

KPI-træner Dennis Holdgaard måtte se bort fra angriberen Jakob Degn Larsen, som med to mål og en assist var med til at sænke IF Midtdjurs i lørdags. Også unge Jacob Møller Laursen, som scorede det fjerde mål i lokalopgøret mod IF Midtdjurs, var ude af holdet. Til gengæld blev der spilletid til veteranen Claus Koch, som afløste Mikkel Fanø midt i 1. halvleg, og Rasmus Møller kom ind i stedet for en småskadet Tobias Thøgersen. Unge Andreas Hald Thomsen spillede hele kampen og tog et stort ansvar, og så var Rasmus Meyland tilbage på bænken.

”Hvert hold havde en halvleg, for jeg synes vi var bedst i 2. halvleg. Vi tilspillede os i hvert fald tre store chancer og flere små chancer i løbet af kampen. Vi var godt med i 2. halvleg og lagde tryk på dem. Magnus Bisgaard Hansen var helt igennem og fik prikket bolden under målmanden et kvarter ind i 2. halvleg, men bolden blev blokeret på målstregen. I de sidste minutter var vi tæt på at score. Det glæder mig, at vores spil kører, når vi møder så godt et hold som FC Djursland,” siger Dennis Holdgaard.

”Det var ærgerligt, at FC Djursland kom foran så tidligt i kampen. Til gengæld var det godt, at André Tonnesen klarede Nicolaj Jarsmers straffespark. Han er dygtig til at snuppe straffespark, som han også viste i straffesparkskonkurrencen imod Auning IF,” siger Dennis Holdgaard.

Lørdag spiller Kolind-Perstrup IF en kamp mod AGF i DBU Cup’en, hvorefter den står på sommerferie inden det går løs i Serie 1 i efteråret.

FAKTA

Sydbank Pokalen, 5. runde

Kolind-Perstrup IF - FC Djursland 0 - 1 (0 - 1)

Tirsdag 23. juni kl. 19.00 på Kolind Park

Målscorer:

0 - 1 Janus Tranæs Didriksen (8. min.)

Publiceret 24 June 2020 17:07