To U19 spillere med ganske få kampe på det bedste hold scorede IF Midtdjurs’ to mål i den uafgjorte kamp mod Ebeltoft IF. Frederik Kjær Sørensen (th) scorede til 1-0 og lagde i kampens sidste sekunder op til Tobias Revsbecks (tv) udligning til 2-2. Foto: Martin Schultz

To U19 spillere med ganske få kampe på det bedste hold scorede IF Midtdjurs’ to mål i den uafgjorte kamp mod Ebeltoft IF. Frederik Kjær Sørensen (th) scorede til 1-0 og lagde i kampens sidste sekunder op til Tobias Revsbecks (tv) udligning til 2-2. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: Ebeltoft IF tæt på at tryne IF Midtdjurs

To U19 spillere scorede i sæsonpremieren, da IF Midtdjurs i overtiden fortjent sikrede sig det ene point i 2-2 kamp mod Ebeltoft IF i Serie 3

Af
Martin Schultz

Det lignede et nederlag til IF Midtdjurs i sæsonpremieren fredag aften på Ryomgård Stadion, da den spillende assistenttræner Martin Kapper to minutter før den ordinære spilletids udløb vendte kampen på hovedet og bragte Ebeltoft IF foran med 2-1.

Men dybt inde i overtiden blev Ebeltoft IF spillet tyndt i det bagerste forsvar, og U19-spilleren Tobias Revsbeck fik serveret bolden på tværs og scorede sikkert til en velfortjent udligning.

Men pyha, hvor det kneb for hjemmeholdet at få omsat spilovertaget til ordentlig målchancer i aftenkampen, hvor en på dagen uskarp Viktor Skytte kunne have udbygget gæsternes føring til 3-1 kort efter scoringen til 2-1 i kampens slutning, men måtte se sit forsøg reddet af en velspillende Lasse Walther Nielsen i IF Midtdjurs’ målmand.

Også i overtiden havde Ebeltoft IF en kæmpechance, men summa summarum blev det en pointdeling, som begge hold efter spillets udvikling må være tilfredse med. Ebeltoft IF var glad for at få et point med hjem, men var meget tæt på at hugge sejren, mens IF Midtdjurs og træner Rasmus Brasch må skrue op for tempoet for at få udbytte af det i øvrigt nydelige positionsspil. IF Midtdjurs kom foran med 1-0 midt i 2. halvleg ved Frederik Kjær Sørensen, men med to scoringer inden for det sidste kvarter stod Ebeltoft IF pludselig med de tre point inden udligningen faldt dybt inde i overtiden.

Frederik Laursen skifter til Vivild IF

IF Midtdjurs måtte se bort fra de rutinerede stamspillere Jonas ”Joe” Simonsen og Mikkel Primdahl Sonnichsen.

Unge William Uldal var på ferie, og lynhurtige Alexander Molbech skadet. Heller ikke profilen Frederik Laursen, som rygtes til Serie 1 klubben Vivild IF, var med. Veteranen Jesper Simonsen spillede i midterforsvaret med Simon Pilgaard og med Troels Gudumlund og Søren Thode Fogh på backpladserne. Tilbagevendt Mads Høegh var med i angrebet. U19 spilleren Nicolai Thorsøe Bager udgjorde tremands midtbanen centralt sammen med anfører Rune Bach og Emil Ring Kristensen, og hurtige Anel Alagic skulle i front udfordre Ebeltofts forsvarere i løbeduellerne. Den spillende træner Rasmus Brasch blev på sidelinjen fra start og gav plads til andre unge spillere som Christian Greffel, de to målscorere Frederik Kjær Sørensen og Tobias Revsbeck.

Ebeltoft IF havde de to profiler Viktor og Asker Skytte tilbage efter flirten med TRIF under corona nedlukningen, men havde ikke fået veteranen, den tidligere superligaspiller og udenlandsprof i blandt andet Everton, Peter Degn med, som det ellers var varslet fra Ebeltoft-lejren.

Træner på banen med punch

Første halvleg blev en omgang pæn, men kedelig fodbold med IF Midtdjurs som det spilstyrende hold. Men holdet var ikke skarp nok i afslutningerne og de to chancer der kom, satte ikke Ebeltoft IF’s målmand på større prøver. Den sædvanligvis træfsikre Viktor Skytte havde til gengæld to store chancer, blandt andet en friløber, som han på en god dag med garanti ville nette på, men begge afslutninger blev overplaceret og strøg tæt uden om Lasse Walther Nielsens mål.

”Vi må ikke blive frustrerede over, at vi ikke scorer,” sagde træner Rasmus Brasch til sine spillere i pausen. Han skiftede sig selv ind i forsvaret efter 20 minutter i stedet for Simon Pilgaard, og den spillende træner forsøgte med fysik og fight at få få sparket noget mere punch i sit hold.

Det var da også Rasmus Brasch, som i det 68. minut i Ebeltoft IF’s felt fik raget bolden til sig efter et langt indkast fra Emil Ring Kristensen. Brasch skubbede bolden bagud til den netop indskiftede Frederik Kjær Sørensen, som med et tørt vristspark piskede bolden højt i kassen bag Ebeltoft IF’s målmand til en 1-0 føring til hjemmeholdet.

Med godt et kvarter igen fik Ebeltoft IF udlignet til 1-1 på flot og heldigt skud fra langt ude i venstre side. Mathias ”Cantona” Larsens forsøg sejlede i mål højt højt i det fjerneste kryds uden chance for en ellers fejlfrit spillende IFM målmand Lasse Walther Nielsen. Kort efter udligningen var IF Midtdjurs tæt på igen at komme foran, da Simon Pilgård efter et godt gennemspillet angreb headede bolden hårdt på overliggeren.

Men Ebeltoft syntes tæt på en uventet triumf i sæsonpremieren, da Martin Kapper to minutter før den ordinære spilletids udløb udnyttede et totalt udsalg i IFM-forsvaret og nemt kunne skubbe bolden i mål til 2-1. Men hjemmeholdet fortsatte med at kæmpe, og Tobias Revsbeck var kold foran kassen, da chancen bød sig på Frederik Kjær Sørensen oplæg i det sidste minut og scorede til 2-2.

Tilfreds med det ene point

”Vi spillede en ok kamp, men skal være bedre til at lukke af bagude og kunne komme frem til mere i offensiven. Men set over hele kampen skal vi være tilfreds med det ene point, når vi først får udlignet få sekunder før tid,” siger IF Midtdjurs’ spillende træner Rasmus Brasch.

”Vi skal bygge på og arbejde mere med vores forsvarsspil og huske at falde i forsvaret. Det gjorde vi ikke ved Mathias Larsens udligning til 1-1,” siger Rasmus Brasch, som fremover må se bort fra midtbaneprofilen Frederik Laursen, som ellers i vinter fulgte ham hjem til barndomsklubben fra FC Djursland. Frederik Laursen skifter til Vivild IF, men heldigvis har Rasmus Brasch en håndfuld unge spillere, som banker på til det bedste hold.

I Ebeltoft IF var der tilfredshed med det ene point.

”Vi har kun trænet tre gange, og varmen var hård, men ellers gik kampen som vi havde forventet mod IF Midtdjurs,” siger målscorer og assistenttræner Martin Kapper.

”Vi ville gerne have haft de tre point, men et point er godt nok, når vi var bagud med 1-0. Jeg synes vi spillede rigtig godt, og vi var tæt på hugge det hele. Jeg er supertilfreds med det ene point. Det var en fin start på turneringen,” siger Ebeltoft IFs’ træner Leif Thorvaldsen.

I samme række spillede Auning IF og AH 2012 ligeledes 2-2 på Auning Stadion lørdag eftermiddag.

IF Midtdjurs skal i sin næste kampe møde Grenaa IF på HSM Arena torsdag aften, mens Ebeltoft IF fredag aften på hjemmebane møder Auning IF.

FAKTA

Serie 3, Pulje 34

IF Midtdjurs - Ebeltoft IF 2 - 2 (0 - 0)

Fredag 7. august kl. 19.15 på Ryomgård Stadion

Målscorere:

  • 1 - 0 Frederik Kjær Sørensen (65. min.)
  • 1 - 1 Mathias Larsen (77. min.)
  • 1 - 2 Martin Kapper (88. min.)
  • 2 - 2 Tobias Revsbæk (95. min.)

Publiceret 09 August 2020 12:00