TRIF’s offensive profil Mathias Haulrik fik gang i målscoringen med to mål i 8-0 sejren over Østdjurs 91. Arkivfoto

TRIF’s offensive profil Mathias Haulrik fik gang i målscoringen med to mål i 8-0 sejren over Østdjurs 91. Arkivfoto

Seriefodbold: TRIF til tops efter smadresejr i lokalopgør

TRIF har maksimumpoint efter fire kampe efter storsejr på 8-0 over Østdjurs 91 i Serie 2

Af
Martin Schultz

TRIF’s bedste hold i Serie 2 har en målsætning om at rykke op i Serie 1 i denne sæson, og foreløbig går efteråret efter planen. Efter en knusende 8-0 sejr lørdag eftermiddag over lokalrivalerne fra Østdjurs 91på Trustrup Stadion ligger TRIF nemlig på førstepladsen i Serie 2 med maksimumpoint efter fire kampe og med en målscore på 20 - 5.

“De første 15-20 minutter var jævnbyrdige, men derefter var der en markant forskel på de to hold. Vi holdt nullet og Østdjurs 91 havde reelt kun én chance i begyndelsen af kampen, men vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm kom på tværs, dykkede ned og blokerede afslutningen,” fortæller TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen.

“Kampen mod Østdjurs 91 var en af de kampe, som vi skulle vinde. Vi præsterede og gik ud og gjorde som vi skulle. Og så scorede vi gode og flotte mål.”

TRIF kom før pausen foran på to mål af holdets nye midtbaneduo Mads Amstrup og Frederik Primdal Geertsen. De to spillere kan ikke blot holde bolden flydende fremad banen, men har også begge vist, at de kan score mål. Efter 21 minutter scorede Mads Amstrup med hovedet efter et hjørnespark fra Mathias Haulrik, og kort før halvleg var det Frederik Primdal Geertsen, som scorede efter et hjørnespark.

Seks mål i 2. halvleg

“I pausen var vi enige om at fortsætte det gode spil og skrue op for koncentration og tempo, for så gik Østdjurs 91 døde,” forklarer Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF holdt presset på Østdjurs 91, og godt fem minutter ind i halvlegen leverede indskiftede Victor Kløve et indlæg til Emil Haulriks hovede, inden Kløve selv minuttet efter erobrede bolden på midten og alene med Østdjurs 91’ målmand sendte bolden i mål til 4-0.

Komfortabelt foran holdt TRIF scoringspause frem til godt et kvarter før tid, da de sidste sæsoners topscorer Mathias Haulrik tog fat og først scorede på Victor Overgaard Riis’ forarbejde inden han sparkede et frispark direkte i mål til 6-0. Victor Overgaard Riis scorede selv til 7-0 inden han kort før tid serverede et hårdt fladt indlæg ind foran mål, hvor Mads Amstrup scorede sit andet mål for næsen af Østdjurs 91’ målmand.

Hele seks TRIF spillere bød ind med scoringer og TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen er stolt af bredden i sin trup.

“Vi har et skadesfrit og topmotiveret hold. Vores midtbanefolk er vanvittig farlige frem ad banen. Topscorer Mathias Haulrik er ved at være, hvor han skal være og arbejder rigtig godt, og lillebror Emil Haulrik er tilbage efter sin skade og fik 70 minutter mod Østdjurs 91,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen. Anfører og midterforsvarer Kristoffer Meldgaard Andreasen lukkede godt af bagude og blev valgt til kampens spiller.

TRIF møder torsdag aften Fuglebakken KFUM på udebane.

Jesper Borup på mål

I Østdjurs 91 var fordboldformand Ronni Didriksen fuld af lovord for TRIF’s præstation og ser gerne TRIF rykke op og prøve sig af i Serie 1.

“TRIF spiller fantastisk og har et godt hold, så sejren er fuldt fortjent, selvom den måske blev unødvendig stor. Vi havde et par store chancer i 1. halvleg, og med lidt held kunne vi være gået til pausen med en uafgjort stilling. Så vi gik fortrøstningsfulde ud til 2. halvleg. Men da TRIF kort ind i halvlegen scorede til 3-0 og 4-0, var det som en spand kold vand i hovedet på vores spillere,” fortæller Ronni Didriksen.

Målmand Nicolai Runøe Lund Thirsgaard måtte ud i ti minutter efter et gult kort for at have taget bolden med hænderne på kanten af feltet, og han blev afløst af Jesper Borup, som var kommet med på bænken hos Østdjurs 91.

“Vi fik også skadet vores forsvarsspiller Rasmus Konge Laursen,” fortæller Ronni Didriksen. Østdjurs 91 havde fået angriberen Jacob Toxbro Andreasen, midtbanespilleren Janus Tranæs Didriksen og målmand Nicolai Runøe Lund Thirsgaard ned fra FC Djurslands trup. FC Djursland-spilleren Sebastian Bendix Væggemose skulle også have været med, men måtte aftenen inden melde fra med en dårlig ryg. I stedet blev Jesper Borup med en fortid som superligaspiller og træner i både FC Djursland og Østdjurs 91 indkaldt med kort varsel, og veteranen kom til at optræde både som målmand og forsvarsspiller under TRIF’s målorgie i 2. halvleg.

Østdjurs 91 møder Randers Freja lørdag på hjemmebanen på Trustrup Stadion.

KAMPFAKTA

Serie 2, pulje 17

Østdjurs 91 - TRIF 0 - 8 (0 - 2)

Lørdag 23. August kl. 13.00 på Trustrup Stadion

Målscorere:

  • 0 - 1 Mads Amstrup (20. min.)
  • 0 - 2 Frederik Primdal Geertsen (43. min.)
  • 0 - 3 Emil Haulrik (50. min.)
  • 0 - 4 Victor Kløve (51. min.)
  • 0 - 5 Mathias Haulrik (76. min.)
  • 0 - 6 Mathias Haulrik (79. min.)
  • 0 - 7 Victor Overgaard Riis (83. min.)
  • 0 - 8 Mads Amstrup (90. min.)

Publiceret 26 August 2020 22:00