Martin Holm Hansen var med igen efter sin skulderskade, da Kolind/Perstrup IF tabte ud med 2-0 til Hornbæk SF. Men Martin Holm Hansen måtte udgå først i 2. halvleg med smerter i benet. Arkivfoto

Martin Holm Hansen var med igen efter sin skulderskade, da Kolind/Perstrup IF tabte ud med 2-0 til Hornbæk SF. Men Martin Holm Hansen måtte udgå først i 2. halvleg med smerter i benet. Arkivfoto

Seriefodbold: Dygtige André Tonnesen kunne ikke redde KPI

Kolind/Perstrup IF var godt med i 2. halvleg, men tabte med 2-0 til Hornbæk SF i Serie 1

Af
Martin Schultz

"Sulten efter point er ved at være mærkbar i Kolind/Perstrup IF, som lørdag tabte med 2-0 ude mod Hornbæk SF. Dermed har Kolind/Perstrup IF kun fået fire point i fem kampe og ligger i den knap så sjove ende af tabellen. Og lørdag eftermiddag venter en svær kamp mod rækkens tophold Christiansbjerg IF med Nichlas Lawal, søn af den tidligere professionelle europamester i letvægtsboksning Racheed Lawal og tidligere AGF stortalent i ungdomsårene, på Kolind Park.

”Ja, vi er sultne efter at få point på kontoen. Vi havde regnet med alle tre point for nylig i den uafgjorte kamp mod Vivild IF, Så tabte vi til Vorup FB, og nu kom vi på kunstgræs ude mod Hornbæk SF. Nu møder vi topholdet Christiansbjerg IF på hjemmebane, og da har vi troen på at vi kan få point. Det er en uhyggelig tæt række og der er trods alt kun spillet fem kampe,” siger KPI-træner Dennis Holdgaard.

Der var festivitas på dagen i Hornbæk SF, hvor klubben indviede sit nye anlæg med en kunstgræsbane.

”Det var en fin kunstgræsbane. Men vi er vant til at spille på græs, så det gav en fordel til hjemmeholdet, som kunne spille hurtigt pasningsspil på kunstgræsset, og det udnyttede de. Men vores målmand André Tonnesen stod en fantastisk god kamp og holdt os inde i kampen. Hornbæk SF var meget nærgående, men André var meget dygtig,” fortæller Dennis Holdgaard.

Mål på hovedstød annulleret

”Hornbæk SF havde været meget nærgående, men André Tonnesen tog hvad der kom. Så vi var i pausen enige om, at der stadig var muligheder. Vi havde overtaget i starten af 2. halvleg og havde godt fat i dem,” siger Dennis Holdgaard.

Men godt ti minutter ind i 2. halvleg fik Hornbæk SF et lille frispark på gæsternes banehalvdel.

”Vi var ikke enige med dommeren i at der skulle dømmes frispark. Men Hornbæk SF sendte dødbolden ind i vores felt. Der blev afsluttet med hovedet og André Tonnesen parerede, men bolden faldt ned for fødderne af en af hjemmeholdets spillere, som scorede til 1-0. Et unødvendigt frispark og så en returbold udløste målet,” siger Dennis Holdgaard.

Kolind/Perstrup fortsatte med at presse hjemmeholdet og havde flere nærgående forsøg.

”Kasper Holm Hansen fik scoret på et hovedstød, men målet blev annulleret for offside. Det var lige ved og næsten.”

Kolind/Perstrup IF satsede rigtig meget i slutningen af kampen. Hornbæk SF fik en kontra i overtiden, som Nicholai Christensen måtte stoppe med et frispark. Det gav gult kort til unge Nicolai, så Kolind/Perstrup IF sluttede kampen i undertal. Kort efter scorede Hornbæk SF til slutresultatet 2-0 på et gennembrud.

'Lille' Holm fik ondt i benet

Kolind/Perstrup IF havde fået hurtigløberen Martin Holm Hansen med igen efter en skulderskade. Benjamin Lahn Sørensen var med igen, og også Rasmus Møller og Rasmus Meyland var klar til kamp. Martin Holm Hansen måtte dog udgå kort ind i 2. halvleg med smerter i benet og blev afløst af Andreas Hald Thomsen.

Kasper Therkildsen var ude efter sin ankelskade, og heller ikke Magnus Bisgaard Hansen var blevet klar. Andreas Brus Mikkelsen meldte afbud af private årsager, mens rutinerede Claus Koch var med på bænken og kom ind efter 34 minutter for at stabilisere KPI’s spil.

”André Tonnesen stod en fantastisk kamp og blev fortjent valgt til kampens spiller,” siger Dennis Holdgaard.

Lørdag kl. 16.00 tager Kolind/Perstrup IF på Kolind Park imod topholdet Christiansbjerg IF.

FAKTA

Serie 1, pulje 7

Hornbæk SF - Kolind/Perstrup IF 2 - 0 (0 - 0)

Lørdag 29. august kl. 13.30 på Volkswagen Park Kunstgræs

Målscorere:

  • 1 - 0 Mads Boldrup Schurmann (56. min.)
  • 2 - 0 Johannes Lerche (90. min.)

Publiceret 02 September 2020 14:00