Prøv kræfter med gadeidræt i Kraftværket Skatehal

For sjette år i træk fejres 'Gadeidrættens Dag' over hele landet - også i Kolind

Af
Lars Norman Thomsen

Lørdag 12. september giver ildsjæle og idrætsfællesskaber alle i Danmark mulighed for at prøve kræfter med gadeidræt i form af parkour, skate, løbehjul, streetbasket, pannafodbold og meget mere. Anledningen er den tilbagevendende event ’Gadeidrættens Dag’, og det er gratis at deltage.

I år lægger Kolind igen asfalt til en af de 32 events, der finder sted over hele landet på ’Gadeidrættens dag’.

Det er Kraftværket Skatehal, der har fået stablet eventen på benene, så endnu flere får blod på tanden til at komme i gang med gadeidræt.

Kraftværket åbner derfor dørene op for en dag med opvisninger, konkurrencer, musik og præmier. Uanset om man er på løbehjul, skateboard, bmx eller rulleskøjter, er man velkommen til at kigge forbi og præve kræfter med gadeidrætten.

Sjette år i streg

Det er sjette år i træk, at GAME står bag ’Gadeidrættens Dag’.

Som altid bliver de forskellige events stablet på benene af lokale ildsjæle og fællesskaber, der har søgt økonomisk støtte og rådgivning hos GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt, der med støtte fra Nordea-fonden booster gadeidrætten i Danmark. Gadeidrættens dag bliver dog afviklet under nye rammer i år grundet corona-restriktioner. Trods ændringerne står de mange frivillige stadig klar til at få skabt en dag, der hylder gadeidrætten og dens mange udøvere.

Ekstra fokus

Det ekstra fokus er at få justeret Udlodningsloven, så gadeidrætten også får del i midlerne. Udlodningsmidlerne er overskuddet fra Danske Spil samt udbyttet fra Det Danske Klasselotteri.

Overskuddet består af 1.5 mia. kr. som Kulturministeriet fordeler til 'almennyttige formål' indenfor idræt og kultur. Udlodningsloven bestemmer, hvordan midlerne skal fordeles.

Den største portion går til hovedorganisationerne Danske Gymnastik & Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Idrætsforbund (DIF), som tilsammen modtager ca. 600 millioner kr.

Den selvorganiserede idræt er ikke en selvstændig del af fordelingsmodellen, som derfor mangler blik for forandringerne i danskernes idrætsvaner, det kreative potentiale i den selvorganiserede idræt samt udfordringer med ulighed i sundhed.

GAME følger naturligvis myndighedernes anbefalinger i forhold til COVID-19, og derfor vil deltagerne møde forskellige retningslinier, der skal overholdes for at være med til eventen.

FAKTA

FAKTA

FAKTA

FAKTA

FAKTA

FAKTA

Baggrundsinfo om GAME

  • Den Nationale Platform for Gadeidræt hører under gadeidrætsorganisationen GAME, som arbejder for at skabe varige sociale forandringer gennem gadeidræt for børn og unge
  • Platformen arbejder mod det samme mål ved at støtte lokale gadeidrætsiværksættere økonomisk og gennem rådgivning
  • Nordea-fonden støtter GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt med 15 millioner kroner over tre år. Målet er at nå ud til 300.000 mennesker i perioden 2018-2020 og fremme fysisk aktivitet på gadeplan

Publiceret 10 September 2020 10:30