Hornslet IF fik med en sejr på 29-25 over Silkeborg-Voel KFUM en fin start på den nye sæson i 2. division. Arkivfoto

Hornslet IF fik med en sejr på 29-25 over Silkeborg-Voel KFUM en fin start på den nye sæson i 2. division. Arkivfoto

Divisionshåndbold: Super start i 2. division for Simone Handberg & co.

Oprykkerne fra Hornslet IF fik en flyvende start i 2. Division med en sikker sejr på 29-25 over Silkeborg-Voel KFUM

Af
Martin Schultz

Med en sejr på 29-25 fik Hornslet IF’s divisionsdamer den bedst tænkelige start på den nye sæson efter oprykningen til 2. division. Med Simone Handberg Pedersen og Julie Kristine Svendsen som de to skarpe skytter fik oprykkerne en komfortabel sejr, som kunne være blevet mere udtalt, hvis ikke Hornslet IF havde slappet lidt rigeligt af de sidste fem minutter og tillader gæsterne at hale ind på en stor føring.

“Jeg er overordnet godt tilfreds med indsatsen. Alle arbejdede godt med, og særlig Simone Handberg Pedersen og Julie Kristine Svendsen var skarpe. Vi var foran med 8-9 mål i 2. halvleg, men Silkeborg-Voel KFUM fik lov til at at pynte på resultatet til sidst,” fortæller Hornslet IF’s træner Max Ørum Christensen.

Hornslet IF stillede op uden Linda Assing Christensen og Maja Hentze Andersen, som begge sidder udenfor med en brækket finger, men ellers var alle truppens spillere klar til premieren.

Slappede af de sidste fem minutter

Der var sæsonens første kamp om point for begge hold, så holdene skulle lige se hinanden an i starten af kampen.

“Men vi kom hurtigt i kontrol, og efter pausen slog vi et hul på 8-9 mål. Vi var stærke angrebsmæssigt og vores kontrafase var skarp, og at score 29 mål var bestemt godkendt. Til gengæld stod vi ikke specielt stærkt i vores defensiv og vores forsvarsspil skal være bedre. Vi tillod vores modstander at score 25 mål og det er ikke godkendt, at vi slappede af de sidste fem minutter.” siger Max Ørum Christensen.

“Men alle gjorde det godt, og som oprykkere kan vi ikke være utilfredse med sådan en start i 2. Division.”

Spændende kamp i Viborg

Siden nederlaget til Hornslet IF har Silkeborg-Voel KFUM i en midtugekamp slået Skive IK med 24-22. Skive IK var i sidste sæson tophold i den pulje i 3. division, som også Hornslet IF rykkede op fra.

Hornslet IF skal i sin næste kamp søndag kl. 14.00 på udebane i Liseborghallen i Viborg møde Søndermarkens IK, som er en anden interessant ny modstander efter oprykningen.

“Det bliver en spændende kamp. Vi ved, at omkring syv unge spillere fra Viborg HK’s andethold er taget til Søndermarkens IK, efter at Viborg HK har nedlagt sit hold i 2. Division,” fortæller Max Ørum Christensen.

Kampfakta:

2. Division kvinder, pulje 1

Hornslet IF - Silkeborg-Voel KFUM 2 29 - 25 (16 - 14)

Søndag 20. september kl. 13.00 i Hornslet Hallerne

Målscorere:

  • Simone Handberg Pedersen, 9 mål
  • Julie Kristine Svendsen, 6 mål
  • Katrine Solgaard, 3 mål
  • Emilie Gammelvind Sørensen, 3 mål
  • Ida Nielsen, 2 mål
  • Mai Søgaard Bang, 2 mål
  • Sara Thrue, 2 mål
  • Emma Kærgaard, 2 mål

Publiceret 24 September 2020 14:00