En meget talentfuld Mørke trup har potentialet til Serie 3, mener Mørkes cheftræner Tonni Kristensen (nummer to fra v. i bagerste række). Foto: Mørke IF

En meget talentfuld Mørke trup har potentialet til Serie 3, mener Mørkes cheftræner Tonni Kristensen (nummer to fra v. i bagerste række). Foto: Mørke IF

Seriefodbold: Mr. Mørke Fodbold ser muligheder i ung trup

Den mangeårige cheftræner og igangsætter i Mørke IF, Tonni Kristensen, glæder sig over grøden i seniorafdelingen med over 20 mand til træning hver gang

Af
Lars Norman Thomsen

Mørkes eneste herreseniorhold i Serie 4 vandt lørdagens hjemmekamp over bundholdet Kolind-Perstrup IF med 5-0.

"Vi kunne snildt have vundet 10-0, men skarpheden manglede," fortæller Tonni Kristensen.

Han er meget glad for sit unge mandskab og træningsfrekvensen - over 20 hver gang. To nye og friske U16 spillere, Mathias Platz og Nicolaj Højer, bidrager flot på træningsbanen.

Mathias Platz er søn af den tidligere Mørke stopper, Finn Platz.

"Platz spiller på den offensive del af banen og bliver 16 år om en måned, så kommer han i kamp. Højer spiller i midterforsvaret og fik debut mod Kolind, hvor han fik de sidste 35 minutter og gjorde det kanon," roser Tonni Kristensen.

"Vi spiller meget mere bold langs jorden og har fået nogle unge drenge, der løber meget på kanterne plus vi fået nogle virkelig kreative folk på midten som fodrer vores forreste folk," fortæller cheftræneren med stor tilfredshed.

Han fremhæver Marc Poulsen, der springer soldat, og på fodboldbanen virkelig er vokset med opgaven. Han giver angrebet noget punch.

"Marc var ikke med mod Kolind, men jeg håber, han er klar til topopgøret mod Skødstrup på søndag," siger Tonni Kristensen, der ikke stiller hold efter spillernes anciennitet, men efter hvordan folk går til den på træningsbanen i ugens løb.

To hold efter jul

Jeppe Kusk, som var et stort talent som ungdomsspiller, har mistet lysten til at spille i marken. Nu vogter han i stedet målet, og det gør han godt.

Han er god med fødderne og stærk til at læse spillet.

"Man skulle næsten tro, han altid har stået på mål," siger Tonni Kristensen.

Måske skal Mørke have yderligere et hold med i DBU Jyllands turnering efter jul, fordi yderligere spillere har meldt sig under fanerne.

Tonni Kristensen har kontraktudløb i november, og hans fremtidige træner-situation er uafklaret.

"Jeg venter lige på meldingen fra spillerne, ligesom jeg gerne vil kende klubbens planer. Jeg er en vinder, og mener vi skal være i Serie 3 med det hold, så hvis truppen vil arbejde for det, vil jeg gerne være manden, der hjælper med det, men nu ser vi, hvad der sker," siger Mr. Mørke Fodbold.

Mørke møder Skødstrup søndag 4. oktober på Studstrup Idrætsanlæg klokken 15. Vinder Mørke, sætter mandskabet sig solidt på andenpladsen.

De to klubbers indbyrdes møde på Mørke Stadion tidligere i dette efterår sluttede 3-2 til Skødstrup.

Niels Jakob Schmidt scorede sejrsmålet for Skødstrup kort før tid i et opgør, hvor Mørke følte sig snydt for et straffespark af dimensioner til Simon Toft i slutfasen.

Publiceret 27 September 2020 21:00