Rune Bækgaard, der nu bor i Aarhus, forbedrede sin personlige rekord på maraton-distancen i weekenden med ti minutter. Tiden 2.16,38 er samtidig den næstbedste, der er præsteret af en dansk løber i 2020. Arkivfoto

Rune Bækgaard, der nu bor i Aarhus, forbedrede sin personlige rekord på maraton-distancen i weekenden med ti minutter. Tiden 2.16,38 er samtidig den næstbedste, der er præsteret af en dansk løber i 2020. Arkivfoto

Maraton: Rune Bækgaard satte imponerende personlig rekord

Den tidligere Ryomgård dreng forbedrede i weekenden sin personlige rekord på den ikoniske maraton-distance med ti minutter

Af
Lars Norman Thomsen

32-årige Rune Bækgaard - med en fortid som fodboldspiller i de unge år i IF Midtdjurs, hvor det også blev til seniorkampe på klubbens bedste hold, før han skiftede til Kolind-Perstrup - løb sig i weekenden ind i den danske elite på den mest klassiske og storladne af samtlige løbe-distancer, maraton.

Ved et mindre maratonløb på Sydvestsjælland ved den lille by Flakkebjerg lykkedes det Rune Bækgaard, søvmedaljevinder ved DM på 10.000 meter, ikke blot at vinde, men også at forbedre sin bedste tid med ti minutter på de 42,195 kilometer.

Rune Bækgaard løb i mål i tiden 2.16,38 i sit tredje maratonløb nogensinde.

Det er den næstbedste danske maratontid i år.

Mere i banken

Rune Bækgaard, der løber for Hechmann Mikkeller Racing Club, siger til Dansk Atletik, at han tror på, at han har endnu mere i banken:

"Jeg var selvfølglig lidt i tvivl om hovedet var klar til et maraton fordi det hele er lidt usikkert i disse tider. Vi fik først endeligt bekræftet at Flakkebjerg-løbet blev gennemført for en uge siden, så mine forberedelser har ikke været 100% tilfredsstillende.

Jeg gik efter at løbe 2.18 hvilket ville give mig en ny PR med 8 min.

Vores gruppe på 6-7 mand havde pacer på til 22 km og derefter var vi “overladt” til os selv. Vi kører videre i 3.16-fart fra 22 km til 32 km.

Ved 32 km har jeg det tilpas og lukker de sidste 10 km af i 31 min.

Jeg er super glad for min 2.16 tid, men jeg er også top motiveret for at løbe stærkere. Jeg ved der er mere i banken."

Nr. 2 blev Mark Olsen også fra HRC Racing i tiden 2.17,59. Nr. 3 blev Martin Egebjerg Olesen også fra HRC Racing i tiden 2.18.56 min.

"Jeg elsker at træne målrettet og efter en fast plan, der indeholder forskellige træningsformer som distanceløb, intervaltræning og fartleg, og hvis kroppen vil det, er det min plan at fortsætte på det nuværende niveau de næste 5-6 år," har Rune Bækgaard tidligere udtalt til Lokalavisen.

Publiceret 09 November 2020 19:00