Indestævnet i Kolind+, der nu hedder Midtdjurs Maleren Cup, er traditionelt et tilløbsstykke for både små og store. I år gør hele Corona-situationen det meget usikkert, om stævnet kan gennemføres. Arkivfoto

Indestævnet i Kolind+, der nu hedder Midtdjurs Maleren Cup, er traditionelt et tilløbsstykke for både små og store. I år gør hele Corona-situationen det meget usikkert, om stævnet kan gennemføres. Arkivfoto

KPI inviterer til kendt vinterferie cup, hvis Corona ..

Kolind-Perstrup IF håber at kunne afholde Midtdjurs Maleren Cup 2021 i indendørsfodbold i Kolind Hallen

Af
Martin Schultz

KOLIND Invitationerne til Midtdjurs Maleren Cup 2021 er sendt ud til alle interessede klubber, men om der kommer nogen gæster, afhænger helt af covid 19 smittens udbredelse og de restriktioner, som myndighederne pålægger idrætslivet i de kommende måneder. Hvis de nuværende restriktioner forlænges ud over den 17. januar og ind i vinterferien, så bliver der ikke spillet indendørsfodbold i Kolind som planlagt.

“Situationen ser svær ud, og det ser ikke umiddelbart positivt ud,” siger Jørgen Antonsen, som er fodboldformand i KPI og tovholder i det traditionsrige stævne for drenge og piger, seniorer og old boys.

“Men hvis myndighederne giver lov til at spille i februar på de samme vilkår som DBU kunne afholde stævner i november, så kan vi gennemføre Midtdjurs Maleren Cup 2021, hvis der er interesse for det. Og vi har tænkt, at vi gerne vil give ungdommen det lyspunkt at se frem til i vinterferien, hvis myndighederne tillader det,” siger Jørgen Antonsen.

Arrangørerne har på forhånd taget seniordelen og Old Boys turneringen ud af stævnet, så der bliver kun tale om et stævne for drenge og piger fra U6 til U16.

Pengene tilbage

Indendørsstævnet i Kolind finder sted de to weekender i vinterferien i februar og har tidligere haft op til næsten 1000 deltagere på 180 hold fra hele Østjylland.

Stævnet blev startet under navnet Pondus Cup for omkring 35 år siden af lærer Leo Jacobsen og den daværende halinspektør Egon 'Hal Egon' Pedersen. De sidste ti år har stævnet lydt navnet Sportigan Cup, og i 2021 skulle det for første gang hedde Midtdjurs Maleren Cup med den lokale malervirksomhed som ny navnesponsor, og med Djurslands Bank og Sportigan Kolind som præmiesponsorer.

“Vi udsendte vores invitationer i starten af december og nogle klubber har allerede meldt sig til. De fleste vil normalt tilmelde sig i løbet af januar,” siger Jørgen Antonsen. Der er frist for tilmelding søndag 24. januar.

“Nu ser vi med spænding frem mod den 17. januar, hvor myndighederne afgør hvad der skal ske fremadrettet. Hvis myndighederne tillader en afvikling, og hvis der er tilstrækkelig interesse, så afvikler vi stævnet. Men kan vi ikke gennemføre stævnet, så får alle tilmeldte hold deres tilmeldingsgebyr tilbage,” forsikrer Jørgen Antonsen.

Hver pulje for sig

Arrangørerne vil gøre afviklingen så sikker som mulig. Hver enkelt pulje med fire hold afvikles for sig, og derefter tømmes hele hallen, før en ny pulje går i gang.

Indendørsstævnet i Kolind+/Kolind Hallen involverer mange frivillige KPI’ere, og stævnet plejer at give en pæn skilling i overskud til driften af Kolind-Perstrup IF’s fodboldafdeling.

“I alle årene har vi aldrig måttet aflyse stævnet. En enkelt søndag for omkring 20 år siden måtte vi udsætte kampene på grund af kraftigt snevejr. I år må vi se om myndighedernes restriktioner tillader os at afvikle stævnet, og dernæst om holdene viser interessere for at deltage,” lyder det fra Jørgen Antonsen. 

Publiceret 06 January 2021 09:09