Den tidligere KPI'er Benjamin Hvidt spiller i AGF frem til udgangen af 2023. Foto: AGF

Den tidligere KPI'er Benjamin Hvidt spiller i AGF frem til udgangen af 2023. Foto: AGF

Fodboldtalent:

Pålidelige Hvidt fortsætter i hvidt

Den tidligere ungdomsspiller i KPI, Benjamin Hvidt, har forlænget kontrakten med AGF med yderligere to år

Af
Lars Norman Thomsen

FODBOLD Den tidligere ungdomsspiller i Kolind-Perstrup, Benjamin Hvidt (årgang 2000), har forlænget sin aftale med AGF i yderligere to år, så parterne nu har papir på hinanden frem til 31. december 2023.

Den tidligere kontrakt stod til at udløbe med udgangen af 2021.

Benjamin Hvidt, der fylder 21 den 12. marts, skiftede fra Kolind/Perstrup IF (KPI) til AGF i 2012 som U12-spiller. Han startede i KPI i en alder af blot fire år. I klubben spillede allerede både hans far Henrik, en pålidelig målmand på serieniveau, og storebror Sebastian, også et stort talent som desværre døjede med mange skader i seniortiden.

Benjamin Hvidt har altid været forud for sin alder. Da han som 15-årig fik sin første ungdomskontrakt med AGF, spillede han allerede på U17 holdet. Hvidt fik kort efter sin 17 års fødselsdag debut på AGF's bedste hold den 6. april 2017. I alt er han noteret for 44 optrædener på førsteholdet - 11 i indeværende sæson.

28 kampe i rødt og hvidt

I alt er det indtil videre blevet til 28 kampe for diverse ungdomslandshold - fra U16 til U19 - for Benjamin Hvidt. Det er blevet til en enkelt scoring for U17-landsholdet i opgøret mod Nordirland på udebane 2. marts 2017. Danmark vandt opgøret med 2-1, og med på det danske landshold var andre spillere, der ligesom Hvidt optræder ofte i den bedste danske liga: Lukas Klitten (AaB), Nicolas Madsen (FC Midtjylland), Magnus Kastrup (Lyngby), Japhet Sery Larsen (FC Midtjylland tidligere Brentford) og Victor Jensen (udlejet fra Ajax Amsterdam til FC Nordsjælland).

Næste mål for Benjamin Hvidt må være at spille sig ind i billedet til U21-landsholdet, som skal spille U21-EM i år.

Pålidelig og dygtig

Forlængelsen er den anden forlængelse for Benjamin Hvidt efter han som 18-årig første gang forlængede sin aftale med AGF.

"Trods han stadig er en relativ ung spiller, har Benjamin Hvidt allerede vist sit værd for os. Efter et længere tilløb fik han vel sit gennembrud i foråret, hvor han kom ind i medaljeslutspillet og var en fast og vigtig del af det hold, der spillede medaljerne hjem. Han er en af vores egne udviklet talenter, der har været hos os i mange år, og han er en pålidelig og dygtig spiller som vi sætter stor pris på og som stadig har et godt udviklingspotentiale foran sig. Så det er glædeligt, at vi nu har forlænget aftalen," udtaler adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen, til AGFs hjemmeside i anledning af kontraktforlængelsen.

Publiceret 12 February 2021 19:00