Ungdomsuddannelse, arbejde og venner betyder, at mange 15-24 vælger idræt fra, men det skal den nye ImpulsPulje ændre. Pressefoto

Ungdomsuddannelse, arbejde og venner betyder, at mange 15-24 vælger idræt fra, men det skal den nye ImpulsPulje ændre. Pressefoto

Ny ungdomspulje til nye østjyske idrætsprojekter

DGI lancerer sammen med pensionsselskabet Velliv ImpulsPuljen for at støtte ideer, hvor 15-24 årige står i spidsen for at skabe nye, stærke idrætsfællesskaber i lokale, østjyske foreninger

Idræt Forsamlingsforbud, lukkede idrætshaller og et foreningsliv på lavt blus. Det er realiteten landet over, men det er netop midt i denne corona-tid, at man kan tænke fremad og planlægge, hvordan nye stærke fællesskaber kan blomstre, når vi igen må samles. Også hos de unge. Det er udgangspunktet hos idrætsorganisationen DGI og pensionsselskabet Velliv, der er gået sammen om at lancere ImpulsPuljen, en helt ny pulje af midler til idrætsaktiviteter, der henvender sig specifikt til unge mellem 15-24 år.

Nye lokale fællesskaber

Idrætsvanerne fra barndommen og foreningernes fællesskaber skal for mange unges tilfælde vælges til i en travl og kompleks hverdag med ungdomsuddannelse, arbejde og venner. Dette valg vil DGI og Velliv gerne styrke med ImpulsPuljen.

Nicolaj Ruby, konsulent for unges fællesskaber hos DGI Østjylland, siger i en pressemeddelelse:

”Det er ikke noget nyt, at unge forlader idrætsforeningen, når de er i alderen 15-24 år. Det er dog aldrig lykkedes nogen at finde overordnede løsninger på den udfordring, så hvorfor ikke lade de unge selv komme med nogle svar og forslag? Det kan vi både blive inspireret og lære af, og samtidig forpligter vi os på at dele de gode erfaringer, som der skabes rundt om i de østjyske foreninger."

Kan søges nu

Det er kun fantasien, der sætter grænser, når det kommer til realiseringen af mulige nye projekter. ImpulsPuljen støtter aktiviteter, som får flere unge til at bevæge sig i fællesskab og dermed skaber små frirum i hverdagen. Det kunne være Løb mod ensomhed, Kom-og-vær-med badminton i klubben eller Grill-og-tennis fredag eftermiddag. Der kan søges alt mellem 5.000 og 25.000 kr.

Puljen er netop åbnet for ansøgninger og kan søges via DGI’s hjemmeside, og ansøgningen skal som udgangspunkt være tilknyttet en lokal idrætsforening.

gs

Publiceret 14 February 2021 14:56