Cheftræner Felipe Soares og hans spillere går et usædvanligt travlt forår i møde med grundspil, slutspil og pokalturneringen Sydbank Pokalen. Skærtorsdag går det løs mod Aarhus Fremad på hjemmebane. Arkivfoto: Martin Schultz

Cheftræner Felipe Soares og hans spillere går et usædvanligt travlt forår i møde med grundspil, slutspil og pokalturneringen Sydbank Pokalen. Skærtorsdag går det løs mod Aarhus Fremad på hjemmebane. Arkivfoto: Martin Schultz

Danmarksserien - fodbold: FC Djursland sparker vildt forår i gang mod Aarhus Fremad

Megahårdt program kommer til at teste FC Djurslands unge trup maksimalt i kampen for at overleve i Danmarksserien

Af
Martin Schultz

Endelig skal der spilles fodbold igen på HSM Arena i Grenå, når FC Djursland Skærtorsdag 1. april kl. 15.00 tager imod Aarhus Fremad i Danmarksseriens pulje 4.

Dermed sparker “hajerne” gang i et spændende fodboldforår, hvor FC Djursland skal levere på alle parametre for at opfylde eliteoverbygningens målsætning: at Djursland også har et Danmarksseriehold i efteråret 2021.

Frem mod 16. maj venter 10 kampe for at FC Djursland får færdiggjort grundspillet i Danmarksseriens pulje 4.

“Derefter venter et spændende slutspil med 14 hold, hvor man krydser holdene fra nr. 5 til nr. 11 i puljerne 3 og 4. Vi kommer således til at møde syv hold fra pulje 3, og det er hold vi ikke er vant til at spille imod. Holdene tager deres point og målscore med over fra grundspillet,” fortæller sportschef og assistenttræner i FC Djursland, Nicolaj R. Poulsen.

“DBU forventer, at der rykker 7-8 hold ned, men det kan være flere, alt efter hvordan resultaterne arter sig i 2. Division øst og vest. Men vores mission er klar: vi skal have et Danmarksseriehold også i 2021/22.”

Foråret byder derfor på 17 turneringskampe plus eventuelt et par runder i juni i pokalturneringen Sydbank Pokalen, og det et program, som indgyder respekt hos FC Djurslands sportschef.

“18-19 kampe på tolv og en halv uge, Det betyder, at vi skal spille en kamp hver fjerde dag. Det er ikke hverdagskost i en amatørklub, men på niveau med hvad man byder spillere i professionelle klubber. Vi har spillere i truppen, som er håndværkere og arbejder 37 timer om ugen. Og vi har unge spillere, som skal til studentereksamen, og som selvfølgelig gerne vil have så god en eksamen som mulig. Derfor kommer der til at blive stillet store krav til bredden i vores trup. Vi har 26 spillere i truppen plus nogle U19 spillere, som banker på for at være med på holdet, ” siger Nicolaj R. Poulsen.

Livestream fra kampen

Sæsonen sparkes i gang Skærtorsdag mod Aarhus Fremad, som ligger nr. 6 i rækken med 15 point. FC Djursland ligger nr. 8, side om side med Tjørring IF, med 8 point. Det første opgør mellem FC Djursland og Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion endte med en sejr på 1-0 til aarhusianerne.

“Vi er klar, men det har været en intens tid siden vi kunne gå i gang med at træne. Vi har haft 31 dage, og det er lige på kanten af det mulige. Men vi har trænet på græs de sidste 14 dage og glæder os til at tage imod Aarhus Fremad på græs. I Aarhus har klubberne trænet på kunstgræs, så det kan måske give os en fordel,” mener Nicolaj R. Poulsen.

Cheftræner Felipe Soares har stort set sin trup intakt fra efteråret. Jacob Toxbroe Andreasen spiller i Østdjurs 91 i foråret for at komme sig over sine mange skader. De to unge spillere Emil Birkedal Nielsen og Frederik Borup Vogel fra Grenaa IF’s hold i Serie 3 er rykket op i Danmarksserietruppen.

I Danmarksserien er der i foråret mulighed for fem udskiftninger i kampene, og det er muligt at have syv udskiftningsspillere på bænken.

Kampen mod Aarhus Fremad bliver spillet uden tilskuere som foreskrevet af myndighedernes coronaregler. Kampen forventes livestreamet på Facebook ved Daniel Bloch fra DB Marketing.

Unge spillere får chancen

Siden genåbningen 1. marts har FC Djursland spillet to interne træningskampe og tre træningskampe mod andre hold inden mødet med Aarhus Fremad.

FC Djursland spillede først 1-1 mod Fuglebakken KFUM, Aarhus fra Jyllandsserien 1. Mikkel Sloth scorede målet for FC Djursland.

I lørdags spillede FC Djursland mod Randers Freja fra Jyllandsserien 1 og tabte med 4-1 efter 1-1 ved pausen. Et talentfuldt ungt Randers Freja hold blev styret forbilledligt af veteranen Chris Sørensen i midterforsvaret. Christian Rytter Fløjborg udlignede for FC Djursland i 1. halvleg.

“Det var en kamp præget af tilfældigheder, som vi nok kommer til at se det i de første kampe i turneringen. Randers Freja scorede nogle mål, som de ikke havde fået, hvis vi havde været i kamptræning,” siger Nicolaj R. Poulsen.

Mandag aften sluttede FC Djursland forberedelserne med en kamp mod FC Skanderborgs hold i Jyllandsserien 2. Güney Atas, som startede i midterforsvaret og spillede hele kampen, bragte FC Djursland foran med 1-0 på et hovedstød, men FC Skanderborg fik udlignet i en kamp, som FC Djursland sluttede med seks U19 spillere på banen.

Publiceret 31 March 2021 13:00