Seriefodbold: Ådalen trodsede snevejret og vandt knusende sikker 5-0 sejr

Nyoprykkerne til Serie 3, Grundfør, løb lige ind i Ådalens kniv i søndagens opgør på Grundfør Stadion

Artiklens øverste billede
To Ådalen helte: Anders Jensen (tv.) og Casper Thoudal - henholdsvis 'dagens figther' og 'Man-of-the-match' i søndagens opgør mod Grundfør. Foto: IF Ådalen

Der måtte i hast fremskaffes et par gule bolde, da Grundfør og Ådalen søndag krydsede klinger i Serie 3 på Grundfør Stadion.

Snevejret forvandlede banen til hvid skøjtebane i stedet for en forårsgrøn og lækker fodboldbane.

"Banens linjer blev skrabet fri for sne, vi fandt et par gule bolde, og heldigvis valgte kampens dommer at sætte kampen i gang," fortæller Ådalens cheftræner Jesper Møgelvang.

De vanskelige baneforhold tvang begge hold til at spille bolden over længere distancer, og denne disciplin var Ådalen bedst til.

Gæsterne kom foran kort før pausen, da et perfekt slået hjørnespark fra Andreas Jensen blev snittet videre af Jacob 'Kometen' Andersen til veteranen Kieren Jon Boyling, der stik imod alle aftaler havde sneget sig med frem ved bagerste stolpe, og den anarkistiske højreforsvarer med en ungdoms- og angriberfortid i IF Midtdjurs fik skrabet bolden i mål med sin kolde venstrefod til 1-0.

Kort efter blev det også 2-0, da Andreas Jensen spillede sprinter Mathias Eske alene med målmanden, som han let rundede og sparkede bolden i mål.

Svagt hjemmehold

"Vi var således fulde af fortrøstning i pausen, og i 2. halvleg gik vi efter at punktere kampen med et tredje mål, men det lod vente på sig," fortæller Jesper Møgelvang.

Sebastian Skallebæk erstattede Mathias Eske, og den tidligere Auning spiller Simon H. Kristensen kom ind til sin debut, da han remplacerede Jacob 'Kometen' Andersen. Hjemmeholdet kom lidt bedre med, men Ådalen fangede dem i en kontra efter et hjørnespark, hvor indskiftede Simon H. Kristensen spillede Andreas Jensen fri til målet til 3-0.

Derefter knækkede det svage hjemmehold, og det benyttede anfører Thomas Høgh Mikkelsen sig af til at bringe gæsterne foran med 4-0 efter en flot solotur. Samme spiller havde nær bragt os foran med 5-0 på samme måde, men keeperen afværgede for blot at se Andreas Jensen chippe riposten over ham til 5-0.

Sejrsangen gjaldede

"Det var virkeligt en forløsende sejr, fordi vi ikke har sunget sejrssang siden 20. september sidste år på Grenaa Stadion. Vi har skiftet fire mand fra start-11'eren fra efteråret, og vi havde også fire ændringer i forhold til sidste kamp, men heldigvis fik vi de tre point med hjem fra Grundfør Stadion," siger en glad Jesper Møgelvang.

Han gav debut til 18-årige Rune Hansen, der "spillede en fremragende kamp som substitut for Søren Dam", og så var der også debut til Simon H. Kristensen, der kom til fra Auning IF for et år siden.

Spillerne valgte midterforsvareren Casper Thoudal som dagens MOTM (Man-Of-The-Match), mens trænerteamet valgte Andreas Jensen som dagens fighter.

I næste runde venter Vorup FBs andethold fredag aften kl. 18.30 på Lime Stadion. Her har Ådalen ikke spillet siden september 2020.

"Vi kan forhåbentligt stille i stærkeste opstilling, så vi kan sætte endnu tre point ind på kontoen. Desværre må der stadig ikke komme tilskuere til kampene," noterer Jesper Møgelvang.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen