Seriefodbold: Aunings situation minder om et lazaret i en krigszone

Auning IF tabte hjemmekampen mod VSK Aarhus med 2-1 og fik sig alvorlige problemer

Artiklens øverste billede
“En mareridtskamp” kalder træner Claus Svenningsen Auning IF’s 2-1 nederlag til VSK Aarhus. Fire stamspillere blev skadet og flere er ude i længere tid. Arkivfoto: Martin Schultz

“En mareridtskamp.”

Det er hvad Auning IF’s træner Claus Svenningsen kaldte lørdagens opgør på Auning Stadion mod VSK Aarhus i Serie 3.

For ikke blot tabte Auning IF kampen med 2-1 efter at have været foran med 1-0 til kort før pausen, men derudover blev fire spillere alvorligt skadet, og flere af dem kan se frem til lange pauser.

Auning IF startede ellers kampen godt og kom foran med 1-0 ved tilbagevendte Simon Vest efter bare fem minutters spil. Men hjemmeholdet kunne ikke holde momentum og overlod mere og mere af initiativet til VSK Aarhus.

“Midtvejs i halvlegen vred Martin Gundersen om og måtte udgå med en ledbåndsskade. Nu humper han rundt på krykker med en forvredet ankel. Andreas Dahl kom ind i stedet for Gundersen, men han er jo lidt af en lottokupon og har været skadet meget,” siger Claus Svenningsen.

Fem minutter før pausen faldt Frederik Køtter forkert ned efter et hændeligt sammenstød og fik et vrid i kædet.

“Jeg frygter det er en korsbåndsskade. Frederik har haft en lignende skade i det ene ben. Nu er han skadet i det andet ben,” fortæller Claus Svenningsen.

Ikke flere at sætte på banen

Gæsterne fra VSK Aarhus fik udlignet lige før pausen, og det rystede hjemmeholdet.

“Vi var ikke rigtig med i kampen, så i pausen prøvede vi at få rettet op på tingene. Men VSK Aarhus scorede igen lige efter pausen og kom foran 2-1. Kort efter var det Asger Køtter, som måtte udgå med en muskelskade. Det ser ud som en fibersprængning i baglåret,” fortæller Claus Svenningsen.

På bænken havde Claus Svenningsen Mikkel Schnoor tilbage, som knap nok var klar. Men indhopperen havde ikke været længe på banen, før han måtte udgå med en fiberskade i lægen og en knæskade, så Auning IF nærmest sluttede med ti mand på banen.

“Nu er Mikkel Schnoor helt væk, og det værste på sigt er, at vi ikke har den store bredde,” siger Claus Svenningsen.

Skal grave dybt for at stille hold

De mange skader gjorde indtryk på holdkammeraterne, som ikke kunne undgå at blive påvirket af de mange uheld.

“Men generelt set over kampen havde vi ikke det udtryk vi skal have. Vi skal steppe op, hvis vi skal gøre os gældende i noget, som ligner en meget åben pulje. Men kampen var virkelig et mareridt, og skaderne overskygger alt andet. Det ærgrer mig,” siger Claus Svenningsen. Der blev ikke valgt hverken en kampens spiller eller en kampens fighter, som der er tradition for efter hver kamp i Auning IF. Spillerne havde deres tanker andre steder.

“Vi har ikke den store bredde i truppen, så jeg kommer til at grave dybt for at stille hold næste tirsdag mod Grenaa IF. Men vi skal nok få mobiliseret noget, men vi må se, hvad vi står med i Grenaa,” slutter Claus Svenningsen.

“En mareridtskamp” kalder træner Claus Svenningsen Auning IF’s 2-1 nederlag til VSK Aarhus. Fire stamspillere blev skadet og flere er ude i længere tid. Arkivfoto: Martin Schultz

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen