Seriefodbold: Robin Bossen Arvid og militærmand med skud i støvlerne nedlagde TRIF

Indskiftede Sebastian Ring blev matchvinder, da han på udebane skød Grenaa IF til en sejr på 1-0 over TRIF i Serie 3

Artiklens øverste billede
Sebastian Ring var hjemme fra militæret og blev matchvinder ved at score kampens enlige mål i Grenaa IF’s 1-0 sejr over TRIF. Foto: Grenaa IF

Grenaa IF træner Jesper Nimb Sørensen har tidligere fortalt til Lokalavisen, at foråret ville blive spillet uden offensivspilleren Sebastian Ring.

”Sebastian Ring er i militæret, men han var hjemme på orlov i denne uge og kunne derfor stille op for os i kampen mod TRIF,” fortæller Jesper Nimb Sørensen.

Og Sebastian Ring havde taget skydefærdighederne med sig hjem fra forsvaret, for med et skud på Victor Dalmoses oplæg scorede han i det 54. minut det mål, som afgjorde kampen.

”Sebastian blev skiftet ind efter pausen i stedet for Kondwani Bottan Mbao, som ikke helt var sig selv i kampen mod TRIF. Efter få minutter på banen modtager Sebastian Ring et fladt indlæg fra Victor Dalmose, som var brudt igennem i højre side. Sebastian tog en berøring og afsluttede. Bolden blev rettet af i TRIF’s forsvar og gik i mål uden chance for TRIF’s målmand,” siger Jesper Nimb Sørensen.

Grenaa IF var i bedre form

”Det var en kamp med få chancer. TRIF var gode på bolden og dominerede den første halve time. Vi skiftede vores organisation fra 3-5-2 til 4-3-3 og kom mere med i løbet af halvlegen. Vi fik lagt mere pres på TRIF’s bagkæde og fik flyttet spillet længere frem på banen,” fortæller Jesper Nimb Sørensen. Victor Dalmose, som scorede et flot mål mod IF Midtdjurs, kom ind efter halvlegen og afløste Mads Dalgaard Nielsen.

Indskiftede Sebastian Ring scorede til 1-0 i det 54. minut, og derefter bølgede kampen frem og tilbage, men uden at der blev skabt mange chancer.

”Meget af spillet foregik på TRIF’s banehalvdel, og vi spillede sikkert for at gøre dem møre og trætte. TRIF er et godt hold med gode fodboldspillere, men vi var i bedre fysisk form og det gjorde udslaget. Sebastian Ring havde den bedste chance, men sparkede et hul i luften,” siger Jesper Nimb Sørensen.

Anfører med lyd på

Grenaa IF startede sæsonen forrige tirsdag ved overraskende at slå IF Midtdjurs med 3-2 efter at have været bagud med 2-0, mens TRIF tabte med 4-2 til Auning IF i premieren, men slog VSK Aarhus på udebane med 4-3 i den anden kamp.

Grenaa IF havde fået et pænt kontingent spillere fra FC Djurslands Danmarksserietrup med til Rønde og gav spilletid til Diego Daniel Hansen Tanaka, Güney Atas, Thor Helle og Frederik Borup Vogel. Solide kræfter som Malthe Lemming Engelund, Jens Madsen og målmand Robin Bossen Arvid var med, mens Christian Manly Fruensgaard fik en flænge i hovedet i sidste kamp og sad over. Der var afbud fra holdets normale venstre back Rasmus Pedersen.

”Det er svært at fremhæve nogen i denne kamp, for alle gjorde det godt. Det var en holdindsats, hvor alle leverede det de kunne. Men vores anfører og målmand Robin Bossen Arvid kom med masser af energi og god kommunikation.”

Begge hold spiller allerede igen torsdag aften. Grenaa IF møder VRI på udebane på NES Park i Risskov, mens TRIF spiller mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen