Seriefodbold: Nørager B holdt nullet, men kunne ikke selv score

Nørager B måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod et velspillende Fuglebakken KFUM i Serie 2

Artiklens øverste billede

”Vi har fået styr på vores spil bagude. Nu skal vi sørge for at putte nogle af vores chancer i kassen.”

Det konstaterer Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis, efter at han hans hold lørdag eftermiddag måtte nøjes med 0-0 hjemme på Nørager Stadion mod Fuglebakken KFUM i Serie 2.

Sæsonen startede ellers opløftende for Nørager B, da holdet i premieren vandt en knusende sejr på 8-1 over VSK Aarhus. Men målfesten ebbede ud i den anden kamp, for der blev kun scoret to mål mod Skødstrup SF, som vandt med 3-2. Forrige lørdag scorede Nørager B så en enkelt pind i 1-0 sejren i lokalopgøret over Østdjurs 91. Mathias Fisker scorede kampens enlige mål.

Men i lørdagens kamp mod Fuglebakken KFUM var der total måltørke, og det er ikke godt nok, selvom man afholder modstanderen fra at score. Der skal mål i kassen, så det skal der fremover arbejdes med, når Jeppe Friis har sine spillere samlet til træning.

”Jeg vil hellere vinde med 5-4 end med 1-0. Vi skal blive ved med at arbejde med det vi er gode til, og vi vil gerne være boldbesiddende. Men vi skal ikke løbe hovedløst frem ad banen, så vi skal arbejde med hvordan vi skal stå, når vi har bolden og undgå at miste den,” siger Jeppe Friis.

Stærk forsvarsakse

Da Jeppe Friis tiltrådte som cheftræner i vinter, var han helt klar på, at der skulle lukkes bedre af bagude. Nørager B lukkede 29 mål ind i efterårets 13 kampe, og det skulle forbedres.

Nu er defensiven blevet bedre, og Jeppe Friis tøver ikke med at rose sine centrale forsvarsspillere Lasse Jensen og anfører Mads ”Pylle” Pedersen. Med Kasper Sortkjær foran de to på den defensive midtbane har Nørager B lukket godt ned for modstanderne.

”Mads, Lasse og Kasper gør det godt. Den akse har vi meget glæde af,” siger Jeppe Friis. Nu skal offensiven skærpes for at få scoret nogle flere mål.

Fuglebakken KFUM var ifølge Jeppe Friis det bedste hold, som Nørager B har mødt i denne sæson.

”Det er et dygtigt hold, som spiller flot fodbold. De voldte os problemer det første kvarter, men det fik vi justeret på, og så havde de kun en chance. I 2. halvleg holdt vi dem helt væk fra chancer, ligesom vi gjorde det med Østdjurs 91 forrige lørdag. Men vi manglede kvalitet i vores afslutninger,” siger Jeppe Friis.

U19 spillere med på holdet

Nørager B måtte undvære en skadet Mads Kusk, men han er klar til træning i denne uge. Med på holdet var de to U19 spillere Jan Ankerstjerne og Emil Bang Jensen, og også Daniel Sortkjær var med og spillede den sidste halve time.

U19 holdet i Liga 2 spiller torsdag aften lokalopgør mod det ubesejrede topholdet FC Djursland på HSM Arena i Grenaa. AIF/NBK, som er et samarbejdshold mellem Allingåbro IF og Nørager B, ligger på 3. plads.

Når U19 holdets kampe ikke falder sammen med Serie 2 holdets kampe, kan Jeppe Friis trække på de unge talenter, når holdet skal sættes. Hele otte spillere fra U19 holdet har allerede fået deres debut i Serie 2, og de unge spillere står på spring til at spille seniorfodbold på Nørager Stadion.

”Men vi prioriterer U19 holdet og udtager derfor kun unge spillere til seniorholdet, når det kan lade sig gøre i kampafviklingen,” siger Jeppe Friis.

Nørager B skal lørdag en tur til Favrskov for at møde HOG Hinnerup, som Jeppe Friis betragter som oprykningsfavoritter i puljen sammen med Skødstrup SF. HOG Hinnerup har vundet smalle sejre i sine første tre kampe, men tabte i lørdags med 1-0 til netop Skødstrup SF på Studstrup Idrætsanlæg på et mål i det 88. minut.

Skødstrup SF fører rækken med 9 point for 5 kampe, mens HOG Hinnerup har 9 point for 4 kampe. Nørager B ligger på tredjepladsen med 7 point for 4 kampe.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen