Seriefodbold: Rutschebanetur til stærkt spillende Ådalen i slutminutterne

Ådalens Serie 3 mandskab lå til at tage tre kærkomne point i lørdagens udekamp mod Åbyhøj, men i det 95. minut udlignede hjemmeholdet på et tyndt dømt straffespark efter Ådalen-lejrens opfattelse.

Artiklens øverste billede
Måske er tiden ved at være moden til, at assistenttræner Kåre Brøgger Sørensen (tv.) skal i kamp. Manden (th.) vil afgjort bifalde det. Foto: IF Ådalen

»Vi spillede en kanonkamp mod Aabyhøj IF. Skæbnen var dog kraftigt imod os. Vi førte 2-0 til der var spillet 85 minutter, men vi måtte desværre nøjes med 2-2 og dermed kun et enkelt point, selv om vi havde fortjent alle tre,« lyder det fra Ådalens cheftræner Jesper Møgelvang efter lørdagens opgør på en knoldet bane i Åbyhøj.

Efter en pointmæssig pauver sæsonstart med kun en sejr i fire kampe havde Ådalen-truppen knyttet næverne og sat vand over til tre kærkomne point.

Hjemmeholdet startede som forventet med at lægge pres på Ådalens bagerste bolværk og satsede alt på samtlige standardsituationer.

Et godt kæmpende Ådalen mandskab modstod flot det hårde tryk i indledningen og begyndte langsomt, men sikkert at komme mere på bolden.

Det udløste en scoring efter 38 minutter, da topscorer Jacob ’Kometen’ Andersen modtog kuglen fra venstreforsvareren Nikolaj ’Rambo’ Voldby med ryggen mod mål. Teknisk dygtige ’Kometen’ snurrede flot rundt på en tallerken og lagde smukt bolden over i det ene målhjørne.

»Et flot mål af vores topscorer Jacob Andersen, der spillede en god kamp,« roser Jesper Møgelvang.

2-0 med Jon Dahl inderside

Kort efter pausen kom Ådalen foran med 2-0, da holdets anden topscorer Andreas Jensen let kunne trille et oplæg fra Mathias Eske i mål med en Jon Dahl inderside efter et perfekt udført kontraangreb.

Herefter blev Frederik Sølvsten bragt i spil i stedet for Andreas Jensen, der fik en kort pause for siden at skifte med Mathias Eske.

Den meget svage dommer skulle han lige afgøre kampen til sidst

Jesper Møgelvang

»Vi kunne i to tilfælde have lukket og slukket for hjemmeholdet, men Kieren Boyling brændte et hovedstød fra tæt hold, og Jacob Andersen missede at score på en friløber. Der var dog fred og ingen fare, da hjemmeholdet ikke på noget tidspunkt nærmede sig Dennis Rytter i vores mål,« fortæller Jesper Møgelvang.

»I kampens sidste kvarter lagde Åbyhøj dog et tungt pres på os, og det var så svært at modstå, at de fik reduceret til 1-2 på et hovedstød efter et frispark seks minutter før tid. Vi holdt dog fortsat stand, og vi skulle langt hen i dommerens tillægstid, før hjemmeholdet igen blev farlige«

Svag dommer i hovedrollen

Kampens dommer fandt grund til at lægge 4-5 minutter til de 90 minutters ordinære spilletid.

Det forstod Ådalen-lejren ikke noget af, og helt galt blev det, da kampens opmand tildelte hjemmeholdet et straffespark i det døende minut.

»Den meget svage dommer skulle han lige afgøre kampen til sidst. Det skete, da en af hjemmeholdets spillere faldt omkuld i vores felt efter et indkast, og så valgte dommeren at fløjte for straffe, selv om ingen appellerede for noget som helst,« fortæller Jesper Møgelvang.

Straffesparket udnyttede Åbyhøj til at udligne til slutfacit 2-2, selvom Ådalen keeper Dennis Rytter havde hånd på bolden.

»Det var selvfølgelig en slem skuffelse at blive snydt til sidst, når vi nu havde spillet så god en kamp på så dårlig en bane, som det var tilfældet i Aabyhøj,« siger Jesper Møgelvang.

«Skuffelsen var ubærlig for spillerne efter kampen, og det er virkeligt stolpe ud for os for tiden. Der var tale om en stærk holdindsats, som skulle have givet os tre point. Man-of-the match var Jacob ’Kometen’ Andersen, og Nikolaj ’Rambo’ Voldby blev udnævnt til dagens fighter efter en stærk præstation.«


Annoncørbetalt indhold

Del artiklen