Seriefodbold: Kolind-Perstrup IF hænger ud med bagtroppen i Serie 1

KPI tabte søndagens kamp mod VRI med 2-1. Lørdag er der bundbrag mod Vivild IF på Kolind Park

Artiklens øverste billede
Jakob Degn Larsen (til højre) scorede KPI’s enlige mål i 2-1 nederlaget til VRI. Martin Holm Hansen (til venstre) kom ikke på måltavlen i denne kamp. Arkivfoto: Martin Schultz

Tabellen lyver ikke, siges det, og tallenes tale er tydelig for Kolind-Perstrup IF. Et tyndt straffespark fem minutter før tid afgjorde kampen, da KPI søndag middag var på besøg hos VRI i Risskov og tabte med 2-1 efter 1-1 ved pausen. Og med endnu et smalt nederlag bliver Kolind-Perstrup IF hængende i bundstriden med kun fire point efter 6 kampe.

Kun Vivild IF med tre point og Fårvang IF helt uden point ligger under de orange fra Kolind i en sæson, hvor mindst tre hold rykker ned fra Serie 1. Næste lørdag kommer Vivild IF på besøg på Kolind Park i en såkaldt ’seks point’ kamp – pyha, det bliver nervepirrende i et lokalopgør, hvor begge hold skal vinde for at hænge på i tabellen.

Dommeren vurderede, at Marc Pedersen løb ind i en VRI-angriber. Men hvem løb ind i hvem, og hvem stod der først?

Dennis Holdgaard

»Vi burde være sluppet fra NES Park med point i behold. Vi skulle have vundet, for vi spillede godt. Men vi har ikke dygtigheden og heldet i de afhørende situationer. Det er frustrerende, at vi ikke scorer på vores chancer, når vi i store perioder af kampen er det bedste hold og kunne have vundet,« siger KPI-træner Dennis Holdgaard.

»Men vi hænger ikke med hovedet. Vi er trætte af, at vi ligger hvor vi gør i tabellen. Vi skal have nogle point, og vi skal vise, at vi kan vinde fodboldkampe.«

Rasmus Møller ud med gult

Kolind-Perstrup IF startede kampen bedst, men fik et gult kort og dermed ti minutters udvisning i det 14. minut, da Martin Holm Hansen ifølge dommerens opfattelse forsøgte at filme sig til et straffe i en duel med VRI’s målmand.

Men selvom Kolind-Perstrup IF var i undertal kom holdet foran, da midterforsvarer Kasper Holm Hansen spillede Jakob Degn Larsen i dybden.

»Det var et godt mål efter et godt opspil og en god afslutning, da Jakob Degn Larsen slap fri og lobbede bolden over VRI’s målmand,« fortæller Dennis Holdgaard. Mikkel Fanø havde en stor chance til at bringe gæsterne foran med 2-0, men i stedet fik hjemmeholdet udlignet i det 33. minut, da VRI trods kolinesernes overtag slap fri feltet og passerede Martin Nielsen i Kolind-Perstrup IF’s mål.

»Det var et træls mål de fik scoret, og det gav VRI ny gejst,« siger Dennis Holdgaard, som måtte gå til pausen i undertal, da en overtændt Rasmus Møller gik for hårdt til en modstander.

Martin Nielsen afværgede en friløber

»Vi havde godt fat i kampen og skulle ud efter pausen og modstå VRI’s pres. Vi havde et point og skulle ud for at få dem alle tre, for VRI var til at tale med,« fortæller Dennis Holdgaard.

Kasper Therkildsen kom til en kæmpechance, da han blev spillet fri med målmanden, men overplacerede sin afslutning. I den anden ende afværgede KPI-målmand Martin Nielsen en friløber. Så kampen var åben indtil det 85. minut, da Kolind-Perstrup stod langt tilbage, men syntes at have styr på situationen, hvor dommeren dømte straffespark.

»Dommeren vurderede, at Marc Pedersen løb ind i en VRI-angriber. Men hvem løb ind i hvem, og hvem stod der først? Vi så ikke ens på den situation, og det er frustrerende, at det skulle afgøre kampen,« mener Dennis Holdgaard.

VRI scorede sikkert fra 11 meter-pletten, og selv om Kolind-Perstrup IF pressede på for en udligning og havde gode muligheder, holdt den hele vejen hjem for gæsterne.

»Jeg roste spillerne både for præstationen i onsdags ude mod Silkeborg KFUM og nu mod VRI, for vi spillede godt. Hele holdet spillede godt, men vi er uheldige, og spillet går ikke vores vej. Det var meget tætte kampe med smalle nederlag. Vi skulle have vundet mod VRI, for vi spillede godt,« slutter Dennis Holdgaard.

Træneren står med en næsten skadesfri trup, som er opsat på at vise moral og humør og tage de point, som er på spil, når Dennis Holdgaards gamle klub Vivild IF lørdag kommer på besøg på Kolind Park.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen