Debat: Jeg lyver ikke, Claus Wistoft

Artiklens øverste billede

»I sit debatindlæg tirsdag 4. maj kunne jeg læse Venstres gruppeformand Claus Wistoft beskylde mig for at tale usandt ved det seneste byrådsmøde. Det vil jeg her ganske kort afvise.

I forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2020, var der flere møder, hvor vi drøftede udformningen af planen. På et af de sidste møder spurgte jeg, om man kunne udtage delområderne tre ved Egsmarklund, og i stedet flytte udlægget til et område ved Ebeltoft Færgehavn. Det gjorde jeg på baggrund af flere høringssvar.

Grunden til der skulle et område ud for at der kunne komme et nyt ind, er den såkaldte restrummelighed. Restrummeligheden er det, der forventes bebygget over en tiårig periode.

Det er fair nok Claus Wistoft er uenig, og at han ønskede at bibeholde det område. Der hvor jeg er nødt til at kommentere hans udsagn er, når han beskylder mig for at tale usandt om det. Claus Wistoft deltog nemlig ikke i det pågældende møde, da han forinden havde erklæret sig selv inhabil i behandlingen af Kommuneplan 2020.

Jeg synes det er bekymrende, at man på den måde kan kommentere og afvise, hvad der er sagt på et møde, hvor man ikke deltog. Med det sagt, ønsker jeg ikke at deltage i mudderkastning. Jeg vil hellere koncentrere mig om at sikre de bedst mulige forhold for borgerne i Syddjurs Kommune. Hvilket også blev gjort med den lokalplan vi vedtog i onsdags ved Egsmarklund.«

Læs også

Del artiklen